KRISTELIGT DAGBLADS forsideartikel af Liv&Sjæl den 21. maj, "Dannelsen er på retur", fører læseren igennem mange forstemmende taknemmeligheder og selvtilstrækkelige udsagn.
Lige så meget ret de fire hovedvidner kunne have i deres hændervridende diagnose af nutidigt dannelsesforfald, lige så spændende kunne det være, hvis de tænkte udad og fornyende frem for entydigt at stirre sig blinde på dannelsens tradition som et mål i sig selv.
I og med artiklens afsæt virker det som massiv modernitetsfornægtelse at dyrke guldalderen som det ideal, hvormed nutidens langt mere komplekse dannelsesrum skulle kunne måles. Dannelse er en uhyre vigtig kulturel faktor, men hovedsageligt her at udelade en analyse af dens almene erfaringsvilkår i disse tider indskrænker dens dimension i umådelig grad.
Alene ordet dannelsen løber mig personligt koldt ned ad ryggen som en anakronistisk, autoritær og livløs tanke, der i sig selv er et tegn på mangel på dannelse. Ikke alene må vi tale om en moderne dannelse med et ganske andet ufærdigt (læs: skabende) indhold, idet Gud, konge og fædreland slet ikke er, hvad de har været, hvilket blandt andet betyder, at forestillingen om et bestemt dannelsesindhold turde være meget farlig i sin manglende skelnen mellem viden og visdom.
Men det mest essentielle i d?herrers betænkeligheder viser sig nok så meget i deres manglende vilje til at se dannelsesmuligheder nogle andre og nye steder. Hvis Kjeld Holm eksempelvis har det så svært med den udbredte optagethed af kroppen, så kunne det måske hjælpe at overveje muligheden af den som et dannelsesrum i disse tider. Herregud, jeg får tit de bedste idéer om det sande, gode og skønne på et alment plan, når jeg er ude at løbe.
DET ER MED andre ord fejladresseret blot at påvise de tilsyneladende mangler på dannelse i tidens tendenser. Filosoffen Lars-Henrik Schmidt har været inde på noget centralt i sine tanker om nutidig (selv)dannelse ud fra den mangfoldighed af dannelseserfaringer, som kan spænde helt fra litteratur, over storslåede naturoplevelser til technofester og så videre. Her bliver dannelse åben og tilgængelig såvel som dannende.
Jeg ville således ikke have så travlt med dannelsens forfald, men tværtimod se på, hvilke dannelser der står på spil i disse år: Hvordan ser det for eksempel ud for en politisk dannelse, en teknisk dannelse – eller en naturdannelse? Hvilke muligheder har man for at opfatte og erkende sig selv i en større sammenhæng og dens visdom på disse tre planer? Vi kan lære en masse af blandt andre guldalderens personligheder og deres erkendelser, men de skal også omsættes til vores egen tid for at vinde genklang for moderne mennesker. Det kunne unægtelig være betydeligt mere interessant at høre nogle levende bud på frem for at svælge i argumenter, som vil klandre nutidens mennesker for ikke læse såkaldt stor litteratur.
GUDERNE SKAL VIDE, at nutidens overflod, desorientering og selvforførelser risikerer at nedprioritere den bredde og dybde i kulturen, som integrerer et vidt spænd af dannelseserfaringer, og det er afgørende i denne situation at ville de ovennævnte dannelser i helheder af krop og ånd.
En impuls, som til gengæld klart skinner igennem hos artiklens femte vidne, der befriende enkelt udnævner nutiden som "en særlig åndfuld periode". Det er nemlig nu, det kan ske i en nytænkende brug af hele historien som et originalt samspil med en indsigt i nutidens præmisser.
Lad os tage fat på nogle kontinuitetsskabende dannelsesrum, som vil noget. Dét ville klæde en dannet elite!
Jørgen Rasmussen
filosof,
Omø Havnevej 43, Omø,
Skælskør