DEBAT: Dansk Missionsråd ønsker ikke statsstøtte til kristen mission

Hvis SF 's udlændingeordførers logik følges, skal statsstøtten til Kirkens Korshør, Frelsens Hær og KFUM også stoppes, skriver Uffe Storm, sekretariatsleder i Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling

SF's udviklingsordfører Kamal Qureshi kritiserede i maj regeringen for at støtte kristen mission i Mellemøsten.
SF's udviklingsordfører Kamal Qureshi kritiserede i maj regeringen for at støtte kristen mission i Mellemøsten. Foto: John Kristensen.

Kristeligt Dagblad bragte den 25. maj en artikel med overskriften Skattekroner skal ikke gå til kristen mission. Artiklen byggede på et interview med Kamal Qureshi, SFs udviklingsordfører, på baggrund af en bevilling fra regeringens Partnerskab for Dialog og Reform (Det Arabiske Initiativ) til Danmissions langvarige arbejde for fred, forsoning og udvikling i Mellemøsten gennem dialog mellem muslimske og kristne ledere i regionen.

LÆS OGSÅ: Skattekroner skal ikke gå til kristen mission

Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U) er helt enig heri. Og der er ingen af de 31 medlemsorganisationer bestående af kirker og missionsselskaber, herunder Danmission, der ønsker statsstøtte til forkyndelse.

Der er heller ikke påvist eksempler på, at medlemsorganisationerne har misbrugt statslig støtte til deres humanitære og sociale udviklingsarbejde, som DMR-U i stigende omfang har været med til at kanalisere til deres kirkelige partnere i Afrika og Asien til missionsformål i de snart 25 år, DMR-U har eksisteret. DMR-U formidler nu årligt Danida-bevillinger på cirka 40 millioner kroner til kirkeligt udviklingsarbejde gennem medlemsorganisationerne.

LÆS OGSÅ: Religion og udvikling hænger sammen

DMR-U skal årligt rapportere om de statslige midlers anvendelse og aflægge reviderede regnskaber herfor til Danida, som desuden jævnlig aflægger tilsynsbesøg på DMR-U for at sikre, at vi lever op til de strikte bevillingskriterier og Rigsrevisionens strenge revisionskrav. Så Kamal Qureshi kan godt slappe af.

Men Kamal Qureshi går et skridt videre og foreslår, at kirkelige organisationer, der har et missionerende formål, pr. definition skal udelukkes fra offentlig støtte til deres humanitære og sociale arbejde alene af den grund. Kamal Qureshi er imidlertid ude af trit med virkeligheden.

For det første vil det være et markant brud med 50 års dansk udviklingspolitik, hvor kirkelige organisationer, herunder missionsselskaber, har modtaget betydelige statslige beløb til det udviklingsarbejde, som de udfører sammen med lokale kirkelige partnere.

Det samme er tilfældet i Sverige og Norge og de fleste andre europæiske lande, hvor kirker og missionsselskaber modtager langt større midler til udviklingsarbejde, end tilfældet er i Danmark.

De projektansøgninger, som DMR-U og medlemsorganisationerne indsender til Danida, bedømmes jo efter de helt samme objektive kriterier, som alle andre ansøgninger og sådan skal det være. Danida ser udelukkende på det faglige indhold heraf. Lever vi op til de statslige bistandskriterier for støtte til ngo-projekter og leverer et professionelt udviklingsarbejde, godkendes ansøgningerne.

For det andet er det jo en kendsgerning, at europæiske, herunder danske, missionsselskaber var pionerer i udviklingsarbejdet i Asien og Afrika i mere end 100 år, før statslige udviklingsprogrammer kom på banen.

Danske missionsselskaber har været med til at bygge skoler, sundhedsklinikker og hospitaler og forbedre landbrugsproduktion med videre i Indien og Afrika.

Det er desuden en kendsgerning, at kirker som et resultat heraf fortsat står for en meget stor del af undervisning og sundhed i en lang række afrikanske lande helt op til 40-50 procent af sundhedsydelserne især i landdistrikterne, hvor offentlige sundhedstilbud ofte er næsten helt fraværende.

Missionsorganisationer har modtaget stor støtte hertil gennem årene. Desuden kanaliseres statslige danske bistandsmidler til for eksempel sundhedssektoren i en række afrikanske lande af regeringerne videre til de lokale kirkers sundhedsinstitutioner og programmer. Fjernes støtten hertil, efterlades millioner af afrikanere uden adgang til sundhed og uddannelse!

For det tredje er det en kendsgerning, at der de sidste 10-15 er opstået en voksende erkendelse af, at den religiøse dimension i udviklingsprocessen ikke længere kan ignoreres. Det begyndte i Verdensbanken i 1990erne og har bredt sig til statslige bistandsorganisationer i en lang række lande som Norge, Sverige, Storbritannien, Holland og Schweiz. Der er derfor et øget fokus på religions både positive og negative rolle i udviklingsarbejdet og dermed på trosbaserede organisationers bidrag til udvikling, og støtte hertil er øget i de senere år. Der er således intet, der taler for, at Danmark skulle gå i den modsatte retning tværtimod!

Kamal Qureshi er naturligvis i sin gode ret til at have denne politiske holdning. Men i konsekvens heraf må han jo også foreslå, at den offentlige støtte til for eksempel Kirkens Korshær, Frelsens Hærs og KFUM og KFUKs respekterede og nødvendige sociale arbejde i Danmark fjernes, da de i deres formålsparagraffer lægger vægt på at forkynde evangeliet om Jesus Kristus.

Men mon det virkelig er SFs officielle politik at stoppe den statslige støtte, som danske kirker og missionsselskaber formidler til nogle af de fattigste, mest udsatte og marginaliserede grupper både i Danmark og i udviklingslandene, som det offentlige af forskellige grunde ikke kan nå?

Uffe Torm er sekretariatsleder i Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling