Oppositionens folkeskoleordførere frygter, at det fundament for kulturarven, som historiekanonen udgør, svigtes af folkeskolens lærere. Men frygt ikke. Det er nu indskærpet af undervisningsminister Christine Antorini (S) både her i avisen den 13. januar og i Folketinget den 23. februar, at historiekanonen skal indgå i undervisningen i folkeskolen.
Selvom et politisk flertal finder, at kanonen fremover i højere grad skal bruges som inspiration til folkeskolens lærere, så er det ikke på tale at stille lærerne frit. I et kommende folkeskoleforlig er spørgsmålet blot, hvordan kanonerne kan bruges mest hensigtsmæssigt.
LÆS OGSÅ: Debatten om kanonen
Drøftelser om historiefaget bør dog ikke tage afsæt i en snæver diskussion om, hvilken nyttig viden om fortiden der bedst forbinder børnene med den fædrene muld eller leder til videre studier. Historiefaget skal jo rigtig nok give dannelse og viden om fortiden, men det skal også give grundlag for forståelse for vores egen tid og klargøre skolebørnene til at deltage i den demokratiske proces.
Bekymres man over, at kulturarven trues, bør man i forhold til historiekanonen besinde sig. Kulturarven er i historiekanonen temmelig konstrueret. Christian IV er med, fordi Christian IV er den konge, de fleste kommer i tanke om, når de skal nævne en dansk konge.
Begrundelsen for denne strategi finder man senere i faghæftets undervisningsvejledning for historie (Fælles Mål 2009 Historie, UVM): I et nationalt fællesskab vil de, der har magt, søge at føre en erindringspolitik, som styrker sammenhængskraften i fællesskabet. Kulturarven er således i det faghæfte, hvori historiekanonen indgår, fremlagt som politisk konstrueret.
Modsat er det klart, at forsvarerne for den nationale kulturarv har en sag. Det er vigtigt, at børnene motiveres til frit at reflektere over, hvor de kommer fra, og hvad det er for et land, de vokser op i.
Det kræver både viden og beskyttelse mod forsøg på ensidig glorificering af det danske. Alle børnene bør frit kunne identificere sig med deres eget land på deres egen måde, men bør også lære at se hinanden som nogen, der deler en fremtid sammen på trods af forskelligheder.
Når det gælder afbalanceringen af åbent engagement i eget og andres lande, løser kanonen desværre ikke opgaven. Holocaust er udeladt, da det er for kompliceret, mens terroren den 9. september 2001 åbenbart er til at forstå, da det blot handler polariseringen og konflikterne mellem, hvad man bredt kan betegne vestlig-kristen og mellemøstlig-muslimsk kultur eller civilisation. Anden Verdenskrig klares i stedet med en selvglorificerende historie om Augustoprøret i Danmark i 1943.
Set i det kritiske perspektiv fremstår vores dansk-vestlige selvfortælling som en lang række fremskridt. Vi fortæller om kvindernes valgret og ikke om, hvorfor den kom så sent. Det lugter af selvglorificering frem for et mere selvkritisk syn på langsomme og svære fremskridt.
LÆS OGSÅ: Minister indskærper læreres kanon-pligt
I de tidligere læringsmål lærte børnene større national ydmyghed ved at beskæftige sig med danske emigranters oplevelser, når de i armod bankede på andre landes porte.
Historiefaget kan tilbyde de yngste børn gribende fortællinger om helte og skurke og med årene danne et mere og mere nuanceret billede af danske borgeres historiske engagement i deres land og omverden.
Dette nuancerede billede bør være både samlende og engagerende og lægge op til frie fortolkninger. Sammenhængskraft kan i en sammenhængende verden, der har set omkostningerne ved konflikter og krige, ikke forstås som konstrueret, selvglorificerende national sammenhængskraft.
Den må klargøre til åbent engagement i vores land og samarbejde med nabolande såvel som verdens øvrige regioner. Denne åbenhed kan fremmes ved forståelse for, at vores nutidige goder og værdifulde kulturarv er fremkommet ikke blot ved danskernes samarbejde og hittepåsomhed, men også i gennemgribende udvekslinger med mennesker, materialer, ideer og hjælp fra andre lande.