Debat: Er det okay at holde ferie uden børnene?

Har moderne forældre for travlt med at opfylde deres egne behov? Det spørgsmål har vakt stor debat på Facebook, efter det kom frem, at hver fjerde barn i Børnegården på Amager har holdt mindre end tre ugers sommerferie

Pædagogisk leder på Børnegården på Amager, Bjarne Rønne Kofoed, oplever, at par holder ferie hver for sig, så en af forældrene rejser en uge med gode venner, mens den anden part bliver hjemme med barnet.
Pædagogisk leder på Børnegården på Amager, Bjarne Rønne Kofoed, oplever, at par holder ferie hver for sig, så en af forældrene rejser en uge med gode venner, mens den anden part bliver hjemme med barnet. Foto: Lisovoy.

Børnene tilbringer ferien i børnehaven, mens mor og far er ude at realisere sig selv.

Sådan lød det i flere kommentarer fra onsdagens Facebook-debat, da folk diskuterede historien om Børnegården på Amager, hvor hvert fjerde barn havde mindre end tre ugers ferie i løbet af sommeren.

Spørgsmålet om, hvorvidt moderne forældre har for travlt med at realisere sig selv til at holde ferie med deres børn, deler vandene. 

Facebook-brugeren Freja Bjerck-Amundsen er en af dem, der udtrykker forståelse for de forældre, som har problemer med at få det hele til at gå op i en højere enhed.

"Vi lever ikke længere i et samfund, der er tilpasset børnefamilier. Det er klart, at så mange familier har svært ved at hænge sammen," siger hun og tilføjer, at der kan være udfordringer forbundet med at få økonomi, tid og samvær til at spille harmonisk sammen.

Hanne Hassel Nielsen forstår til gengæld ikke, hvorfor man har sat børn i verden, hvis man samtidig har travlt med andre ting.

"Man kan ikke både blæse og have mel i munden. Mon ikke der er en del forældre, som burde have tænkt sig om en ekstra gang, inden de fik barn/børn," spørger hun og bliver fulgt op af Ole Lindblad Pihl.

"Mig, mig, mig. Det er hele problemet. Desværre har vi en kultur i Danmark, hvor det hele drejer sig om en selv. Vi er blevet en stor flok egoister, der blæser på andres behov og følelser." 

Det er ikke kun selv-realiserende forældre, som har fået Facebook-brugere til tasterne. Pædagogisk leder ved Børnegården Bjarne Rønne Kofoeds historie om en mor, der ikke havde tid til at hente sit barn, selv om det var sygt, har også skabt debat. 

Langt de fleste udtrykker støtte til moren, som ikke ville forlade sit arbejde for at hente sit barn. En af dem er Camilla Gejl Olsen, der tror, at moren havde mødt kritik uanset hvad, hun havde gjort.

"Jamen jøsses altså, var hun skredet fra jobbet og kommet rendende med det samme, ville hun jo være blevet kaldt for curling-mor. Det er dælme da ikke let at finde ud af." 

Pia Ring Jonasen følger trop og påpeger, at det ikke er alle, som har et arbejde, de bare kan forlade omgående, fordi barnet er sygt.

"Hvad nu, hvis det f.eks. var en enlig mor, der var buschauffør? Skulle hun så bare stoppe bussen og tage hen for at hente barnet?" spørger hun retorisk. 

Enkelte udtrykker forargelse over morens beslutning, blandt andet Elisabeth Støvring-Nielsen.

"Det er, hvad jeg kalder en dårlig mor."

Debat: Hvem er du mest enig med? Klik her og deltag i debatten på Kristeligt Dagblads Facebookside. Husk den gode tone!