I sin replik til mig den 4. august fremsætter Kirsten M. Andersen det synspunkt, at det grundtvigske ikke må føre til en bestemt politisk holdning. Og dermed beviser hun netop det, der var påstanden i mit indlæg om kirkegrundtvigianisme contra skolegrundtvigianisme.
Hele hendes replik viser, at grundtvigianerne, og i hvert fald Grundtvigsk Forum, er blevet ført derhen, hvor de ikke vil.
For efter eget udsagn vil man ikke ende i en bestemt politisk holdning, men når Grundtvigsk Forum deltager i kirkepolitisk udvalgsarbejde og holder møder og konferencer om skole- og uddannelsespolitiske forhold, så lægger man sig altid totalt og 100 procent op ad én bestemt politisk holdning: Radikale Venstres.
Så enten er man altså blevet ført derhen, hvor man ikke vil – eller også prøver man at være smart og holde én kurs indadtil, mens man udadtil lader, som om man er en mangfoldig bevægelse, hvor der er plads til forskellige synspunkter.
Kirsten M. Andersen efterlyser klare overvejelser og kommentarer. Nu kunne man sige, at når hendes eneste argument mod min tese om opdelingen i kirke- og skolegrundtvigianisme er, at Niels Henrik Arendt har været formand for Grundtvigsk Forum, så synes jeg nu nok, at hun selv først skulle præstere lidt klarhed, inden hun efterlyser den hos andre.
Mine overvejelser er fuldstændig klare, men jeg vil da gerne supplere med et par kommentarer: Det ville være dejligt, om der i Grundtvigsk Forum kom udtryk for fædrelandskærlighed og kærlighed til folkekirkelig kristendom.
Men her bliver jeg nok skuffet, for Kirsten M. Andersen har jo før skrevet imod mig i avisen. Så lad os gå til det, der er den egentlige uenighed imellem os.
Da jeg var formand for Kirkeligt Samfund, skrev jeg til støtte for Fogh-regeringens stramninger af flygtningepolitikken. Kirsten M. Andersen støttede Radikale Venstres kritik af disse stramninger. Jeg var imod den irakiske besættelse af Brorsons Kirke, Kirsten M. Andersen var enig med De Radikale i, at den besættelse var okay.
På baggrund heraf kunne der være grund til at spørge Kirsten M. Andersen: Deler hun stadig Radikale Venstres to grundholdninger?
For det første: Danmark er for lille til at være et selvstændigt land. Vi må give os ind under en stormagt, EU, paven i Rom, kalifatet – lige meget hvilken, bare en eller anden storhed, der vil tage os under sine vinger. Deler Kirsten M. Andersen stadig den radikale angst for friheden?
For det andet: Islamiseringen er vor historiske skæbne, den kan vi ikke undgå. Men bruger vi ord som ”dialog”, ”mangfoldighed” og ”tolerance”, kan vi inddæmme enhver religion og gøre den harmløs. Begynder Kirsten M. Andersen at indse, at hun i en årrække har støttet de synspunkter, der har givet plads for terroren?
Jeg synes, det er synd og skam, at Kirsten M. Andersen bruger spalteplads på almindelig seminaristvisdom om Irenæus. At hans fortjenester for den kristne kirke i kampen mod gnosticismen er store, det ved enhver. Det var bare ikke det, mit indlæg handlede om. Det tog udgangspunkt i hans tydning af syndefaldsberetningen, som bragte Grundtvig på afveje.
Vil Kirsten M. Andersen ikke tro min fremstilling, kan hun jo selv læse efter hos M.C. Steenberg i bogen ”Irenaeus on Creation” fra 2008. Allerede i første indlæg burde jeg have skrevet, at jeg ikke er medlem af Grundtvigsk Forum og ikke er grundtvigianer. Som præst i folkekirken kan jeg selvfølgelig ikke komme uden om Grundtvigs salmer og hans kirkelige anskuelse. Men jeg finder mere ægte kristendom hos Kingo.
Jens Brun er sognepræst og tidligere formand for Grundtvigsk Forum