DEBAT: Gælder kirkens rummelighed præsterne eller folket?

Folkekirken har en forpligtelse til i hvert eneste sogn at stille sig til rådighed for de mennesker, der vil gøre brug af den til kirkelige handlinger. Det mener Henning Nørhøj og Kaj Bollman, der er henholdsvis formand for og bestyrelsesmedlem i Kirkeligt Centrum

Divorce
Divorce.

Folkekirkens teologiske rummelighed er en stor kvalitet. Det gælder både medlemmernes ret til at være i fred for kirketugt og holdningstvang og præsters frihed i forkyndelse og teologi.

Det sker imidlertid, at der er en konflikt mellem rummeligheden for medlemmerne og for præsterne. Eller sagt på en anden måde: Den store frihed for præsterne kan komme til at skade folkekirkens varetagelse af sin folkelige forpligtelse: at være kirke for alle sine medlemmer, uanset om disses meninger og adfærd går på tværs af de lokale præsters holdninger.

LÆS OGSÅ:Kolding-præst: Derfor vier vi ikke fraskilte

Et eksempel på en sådan udfordring er i disse dage kommet i samtlige medier, nemlig sagen fra Kolding, hvor man i Kristkirken nu alene har præster tre af slagsen som ikke vil vie fraskilte. Samtidig har medierne givet indtryk af, at præster og menighedsråd nærmest henviser par, hvor den ene eller begge parter er fraskilt, til rådhuset eller til andre sogne eller til selv at finde en præst, der vil vie dem i Kristkirken.

Det er en helt uholdbar situation. Kirkeretseksperter har med rette peget på, at sognet har pligt til at stille både kirke og præst til rådighed for par med den legitime tilknytning til sognet, som vil giftes, helt uanset deres eventuelle tidligere skilsmisser. Sognet bør lodret pålægges af biskop og kirkeministerium at sørge for, at det sker.

Konkret kan det ske ved, at nabopræsterne varetager vielserne, samtidig med at præsterne i Kristkirken så pålægges andre opgaver i nabosognene (bisættelser for eksempel) i et omfang, så arbejdsfordelingen bliver rimelig.

Folkekirken har en forpligtelse til i hvert eneste sogn at stille sig til rådighed for de mennesker, der vil gøre brug af den til kirkelige handlinger. Det hænger netop sammen med, at vi er en folkekirke. Vil vi ikke i hvert eneste sogn vedkende os den forpligtelse, trues vores folkelige legitimitet, hvad der ses meget klart af de voldsomme reaktioner i medierne på sagen.

Der kan godt argumenteres for, at præster skal have samvittighedsfrihed til at nægte at vie fraskilte og det med baggrund i det afgivne ægteskabsløfte om at leve sammen til døden skiller. Men kærlighedens ja er nu engang uden forbehold og grænser ellers var der jo ikke tale om kærlighed. Og så kan virkeligheden vise sig at være anderledes.

Kirken skal netop forkynde evangeliet ind i denne vor menneskelige virkelighed til trøst og nyt livsmod. Og i konsekvens heraf tilbyder kirken selvfølgelig også vielse af de par, for hvem virkeligheden blev for hård.

Under alle omstændigheder er det ikke på nogen måde forsvarligt, at præster reelt kan spærre et sogn af for kirkelige handlinger, de ikke bryder sig om, eller at et menighedsråd kan acceptere en teologisk betinget begrænsning af service over for kirkens medlemmer. Det ville svare til, at en medarbejder hos kommunen kunne undlade at oplyse borgerne om serviceydelser, som medarbejderen ikke selv er enig i!

Et minimum må være, at de par, hvor den ene part er skilt, der kommer til kirken og ønsker bryllup, får præcis den samme positive modtagelse fra kirken (kontor, personale og præster) som alle andre.

I folkekirken vier vi fraskilte også i Kristkirkens Sogn. Der må ikke sættes spørgsmålstegn ved deres ønske om bryllup i kirken. Det er en grov og ydmygende behandling af dem at henvise dem til rådhuset eller en anden kirke. Der er alene tale om, at det ikke er en af sognets præster, der vier dem.

Man kan undre sig over, at et menighedsråd, som skal varetage menighedens liv og vækst, herunder også folkekirkens folkelige forpligtelse over for sognet, har kunnet få sig til at vælge tre så ens præster. Det tyder desværre ikke på, at folkekirkens rummelighed har gode kår i Kristkirken i Kolding.

Henning Nørhøj og Kaj Bollmann er henholdsvis formand for og bestyrelsesmedlem i Kirkeligt Centrum