DEBAT: Homoseksuelle sikrer folkekirkens flerhed

Et vielsesritual for bøsser og lesbiske sikrer en nødvendig ligestilling og folkekirkens flerhed, skriver debattør

Jeg er af den opfattelse, at det, der nu bliver til frihed for de homoseksuelle, ikke skal blive til en sten, andre behøver at snuble over, hvis vi er lidt vagtsomme i det fælles, vigtige antrit, skriver debattør.
Jeg er af den opfattelse, at det, der nu bliver til frihed for de homoseksuelle, ikke skal blive til en sten, andre behøver at snuble over, hvis vi er lidt vagtsomme i det fælles, vigtige antrit, skriver debattør. Foto: colourbox.com.

JEG ER GANSKE OVERBEVIST OM, at vi inden meget længe får et vielsesritual for bøsser og lesbiske i folkekirken. Og derved får vi en nødvendig ligestilling.

Mange missionske præster og menigheder føler sig voldsomt trådt over tæerne, og forventeligt larmes der meget fra den kant nu. Det er en larm, der er vigtig at lytte til.

En af vinklerne i sagen med vielser af homoseksuelle er at fastholde en folkekirke med den flerhed, vores tid fordrer. Jeg er af den mening, at hvis missionske og ikke-missionske præster skal kunne finde sammen i folkekirken i årene fremover, så er det vigtigt, at vi sørger for åbenhed og hensyn, der blandt andet kunne betyde, at vi har en ritualbog, der indeholder det, vi alle er enige om, og så et tillæg, der har alt det andet. Det må kunne forhandles på plads.

Jeg er af den opfattelse, at missionen gør et stort arbejde for vores folkekirke. Jeg er ligeledes af den opfattelse, at det, der nu bliver til frihed for de homoseksuelle, ikke skal blive til en sten, andre behøver at snuble over, hvis vi er lidt vagtsomme i det fælles, vigtige antrit.

Flemming Pless,

sognepræst ved Christians Kirke og regionsmedlem i Region Hovedstaden for Socialdemokraterne,

Strandgade 2, København