Begrænset tavshedspligt og skærpet indberetningspligt? De to krav er skrigende urealistiske i præsters sjælesorgspraksis. En afklarende vejledning fra Kirkeministeriet er fortsat tvingende tiltrængt.
De to krav til offentligt ansatte kan ikke forenes. Der må uvilkårligt ske en pligtkollision.
Gad vide, om ikke de fleste folkekirkepræster og mange andre offentligt ansatte kender det, og må give den tidligere formand for Det Etiske Råd, Erling Tiedemann, og hans katolske trosfæller ret i deres nervøsitet for, at der er "gået hul" i præsternes "skriftemålshemmeligholdelse" (i klummen Etisk set i Kristeligt Dagblad den 7. juni).
Så må det i øvrigt være underordnet, om præsten er frikirkelig eller katolsk eller offentligt ansat som folkekirkepræst og dermed forpligtet af loven om skærpet indberettelsespligt for offentligt ansatte.
Det er ubegribeligt for mig, at kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) kan skrive helt kategorisk og uforbeholdent, at den almindelige indberetningspligt gælder uforbeholdent for alle. Som hun skriver i Kristeligt Dagblad den 14. maj, her gengivet med citat fra kirkeministerens vejledning på Kirkeministeriets hjemmeside:
"Der er altså ingen i det danske samfund, der kan unddrage sig sociallovgivningens underretningspligt. Der er to forskellige bestemmelser, fordi de offentligt ansatte har en særlig underretningspligt. Hvori forskellen består, forbigås her. Vigtigst er det, at adel og borger, præster og bønder, at vi alle har en pligt til at underrette kommunen og straffes ved undladelse."
DET UNDRER MIG IKKE, at en klarttænkende jurist udtaler sig kategorisk. Men hvad med de daglige praktikere med problemet inde på livet i den præstelige skriftemålspraksis? Anser man den for ophørt, når den alligevel er gennemhullet? Jeg er nødt til at kræve oplyst, om dette er Kirkeministeriets praktiske vejledning til "bisper og degne, provster og præster, såvel som sognemedhjælpere og andre offentlige ansatte i folkekirken"?
Hvornår er en sådan vejledning i tavshedspligtens begrænsede indhold udsendt? I 2004 bad jeg Kirkeministeriet om vejledning i samme spørgsmål. Dengang fik jeg som svar fra Kirkeministeriet i tilslutning til afdelingschef Steffen Brunés? artikel i Præsteforeningens Blad (1994 nr. 16, side 329), at tavshedspligten var absolut.
Om den skæpede indberetningspligt hedder det: "Det er Kirkeministeriets opfattelse, at bestemmelsen sigter på offentligt ansatte inden for det sociale eller sundhedsmæssige område, og at folkekirkens præster ikke omfattes af bestemmelsen." Dengang vidste man sikkert også i Kirkeministeriet, at de fleste betroelser kun sker til præster under den udtrykkelige forventning og forudsætning, at præsten "jo har absolut tavshedspligt", som en masse hjælpsøgende da også har forsikret mig om.
Der er alvorlig brug for en entydig og besindig vejledning i fremgangsmåden, når en præst under tavshedspligtigt skriftemål bliver gjort bekendt med forhold, "som er skærpet indberetningspligtige".
Det er indlysende ikke gjort med at indberette opad til overordnet tilsynsførende provst, hvis denne blot formaner til overholdelse af "absolut skærpet tavshedspligt" og intet foretager sig eller lige modsat indberetter præsten for forsømmelse.
For hvem fører tilsyn med de tilsynsførende? Kan den skærpede indberetningspligt i øvrigt parkeres opad? Hvem kan den "forsømmelige" præst og enhver anden herefter skrifte til om sine manglende indberetninger, når enhver sjælesørger skal indberette dem?
Johannes H. Jensen,
supervisor og tidligere præst i Islev og på Diakonissestiftelsen,
Forchhammersvej 24, 4. th.,
Frederiksberg