HVIS "DEN KRISTNE TRO står og falder med, om Jesus virkelig er født af en jomfru og virkelig er opstået fra de døde", sådan som lektor Carsten Hjorth Pedersen skriver i en kronik i Kristeligt Dagblad den 13. april, hvordan vil han så forklare, at to af evangelisterne, nemlig Markus og Johannes, ikke nævner jomfrufødslen med så meget som ét ord?
At sidestille jomfrufødslen med opstandelsen og lade Jesu guddommelighed stå og falde med den er efter min bedste mening proportionsforvrængning.
LÆS OGSÅ: KRONIK: Bibelselskabet sår tvivl om Bibelens troværdighed
I sin pragtfulde Filipperbrevshymne, hvor vi hører om, at Jesus, som havde Guds skikkelse, ikke holdt det for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det og tog en tjeners skikkelse på for at blive som enhver af os, nævner Paulus heller ikke noget om nogen jomfrufødsel.
Opstandelsen derimod er det helt centrale i det kristne evangelium, det kan vi sagtens blive enige om. Er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og det samme er troen, som Paulus også siger det.
Men opstandelsen kan jo aldrig blive en historisk begivenhed på linje med mordet på Cæsar, for eksempel. Opstandelsen er et budskab, der skal forkyndes, ikke forsvares eller forklares.
Matthæus er ikke spor bange for at fortælle, at allerede påskemorgen gik der rygter om, at den tomme grav ikke skyldtes, at Jesus var opstået fra de døde. Nej, det var disciplene, der kom om natten og stjal liget, mens vagtposterne lå og sov. "Og dette rygte er i omløb blandt jøderne den dag i dag," siger Matthæus.
Og vi kan så føje til: Og det rygte lever stadigvæk i bedste velgående, ikke bare blandt jøder, men i hele verden. Derfor siger salmedigteren K.L. Aastrup også: "Ja, påskens budskab er et ord/ om, hvad der aldrig sker på jord,/ og det et ord helt stillet blot/ og værgeløst mod verdens spot." (DDS 238).
Men det samme kan man altså ikke sige om mordet på Cæsar!
Jens Kvist,
sognepræst,
Kirkebakken 1,
Aabenraa