Kirkeminister Manu Sareens (R) bebudede lovforslag om ligestilling mellem homoseksuelle parforhold og det traditionelle ægteskab har vakt nogen bestyrtelse i kirkelige kredse.
LÆS OGSÅ: Læserne: biskopper underminerer egen autoritet
Mange opfatter ministerens udspil som et overgreb på folkekirken. Man føler sig nu tvunget til at acceptere en praksis, som strider mod folkekirkens bekendelsesgrundlag.
Over for det hjælper det ikke ret meget, at Manu Sareen igen og igen bedyrer som i Debatten på DR 2 den 24. november at den enkelte præst jo får frihed til at sige nej til at erklære homoseksuelle partnere for rette ægtefolk.
At man ikke føler sig beroliget, er forståeligt nok. Det drejer sig jo ikke om den enkelte præsts personlige mening, men som sagt om folkekirkens bekendelsesgrundlag og dermed identitet. Med en smule overdrivelse kan man sammenligne det aktuelle tiltag med et forslag om at indføre en alternativ version af den tredje trosartikel, således at man nu også kan bekende tro på reinkarnation. Her vil det jo ikke hjælpe ret meget at give den enkelte præst frihed til at vælge den gamle formulering om kødets opstandelse og det evige liv.
Hvis man i folkekirken kan bekende troen på reinkarnation, har vi ikke mere at gøre med en evangelisk-luthersk kirke. I den aktuelle diskussion hævder mange af kirkens folk, at det har vi heller ikke mere, hvis et homoseksuelt par kan blive erklæret for rette ægtefolk efter et autoriseret ritual.
Jeg deler ikke modstandernes opfattelse af ægteskab og homoseksualitet. Ægteskabet er ganske vist blevet forsvaret af kirken i århundreder, men man har opfattet det meget forskelligt.
Jeg har således ikke noget imod, at ægteskabsloven ændres til at omfatte homoseksuelle. Men jeg har noget imod, at en minister enerådigt vil ændre loven på en sådan måde. Derfor finder jeg den kritikløse begejstring over forslaget lige så tankeløs som modstanden.
Loven pålægger folkekirken en pligt til at indstifte homoseksuelle ægteskaber. Og det er et indgreb i det, man traditionelt kalder folkekirkens indre anliggender. Min modvilje kan ikke begrundes retligt, for minister og Folketing er i deres gode ret til at fastsætte bestemmelser for folkekirken. Folketinget er folkekirkens øverste lovgivende organ, så ministerens tiltag er fuldstændig legitimt.
Men netop derfor rejser Sareens initiativ jo spørgsmålet om vor nuværende kirkeordnings hensigtsmæssighed. For mig er der ingen tvivl om, at folkekirkens svar bør være et krav om en kirkeforfatning, altså en opfyldelse af Grundlovens paragraf 66, den såkaldte løfteparagraf.
Selskab for Kirkeret fremlagde i september et forslag til, hvordan en sådan forfatning kunne se ud. Hvis et sådant forslag blev realiseret, ville folkekirken have sine egne styrende organer, et kirkemøde og et kirkeråd. Folketinget ville stadig være lovgivende instans, også for folkekirken. Men der ville ikke blive foreslået eller vedtaget love for kirken, uden at kirkerådet var blevet hørt. Og når det gælder de såkaldte indre anliggender, burde Folketinget simpelthen ikke kunne vedtage noget imod kirkerådets indstilling.
Det virker, som om Manu Sareen med sit udspil fører en personlig hjertesag. Men hans forslag er samtidig en gave til folkekirken. Hans legitime overgreb burde få modstanden mod en kirkeforfatning til at forstumme.
Svend Andersen,
professor, dr.theol.,
næstformand i Selskab for Kirkeret,
Østergårdsvej 223,
Solbjerg