Debat om danskhed og danske værdier fyldte meget i medierne i 2016, senest da den afgående kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V) i december præsenterede Danmarkskanonen. Og i 2006 skabte det massiv debat, da daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) lancerede listen over de 108 vigtigste værker i den danske kulturskat. Nu overvejer nordmændene på lignende vis at skabe en oversigt over nationens vigtigste kulturarv.
I en tid, hvor individualisme og mangfoldighed udfordrer det nationale fællesskab, vil en kanon nemlig ifølge videnskabsminister Torbjørn Røe Isaksen (Højre) være en vigtig påmindelse om nationens rødder for de kommende generationer.
”Det er vigtigt at sprede viden om, hvem vi er, og hvor vi kommer fra (…). Vi har behov for at få et offentligt rum til refleksion over de spørgsmål,” siger ministeren til Aftenposten .
I Danmark er listerne både blevet hyldet for at sikre overleveringen af det kulturhistoriske DNA og kritiseret for kulturel navlebeskuelse. I Norge har forslaget rejst debat om, hvorvidt en kanon kan virke ekskluderende for indvandrere. Det afviser Torbjørn Røe Isaksen dog. Han mener modsat, at et større fokus på det særligt norske kan forbedre integrationen.
”Det er ikke ekskluderende at tale om norsk kultur, men snarere en forudsætning for inklusion. Det er vigtigt at se på, hvad der er fælles for hele det norske samfund,” siger han.
Selvom forslaget endnu ikke er vedtaget, har idéen om en norsk kulturkanon allerede skabt stor virak og fået flere af landets fremtrædende kulturpersoner til at reagere. Eksempelvis forfatter Jan Kjærstad, der mener, at idéen er udtryk for en urovækkende nationalistisk strømning. Han var i 2008 med til at lave ”norsk litterær kanon” i forbindelse med en litteraturfestival, men mener, at det er en afgørende forskel, at der nu er tale om et statsligt projekt.
”Det er typisk, at den slags forslag kommer i en presset tid, hvor man igen er begyndt at tale om nationen på en politisk betænkelig måde. I Danmark kom kulturkanonen i en tid, hvor man begyndte at frygte det fremmede. Forslaget har en ubehagelig nationalistisk bismag,” siger han i et interview til Dagsavisen .
Flere andre kolleger som Erlend Loe og Cathrine Sandnes, der er redaktør og leder af den venstreorienterede tænketank Manifest, kritiserer også kanonen.
”Hvorfor er der så stærkt et behov for at understrege ’de norske værdier’? Ligger der en følelse af utryghed bag? Og er den genuin eller blot et forsøg på at legitimere, at man har nok i sig selv, for at citere Ibsen,” siger hun til samme avis.
Forfatter Jon Michelet er uenig. Han støtter kanonen og peger på, at det er vigtigt at skabe folkelig opbakning til projektet.
”Det kan være en fin idé, og hele essensen må være, at en kulturkanon sørger for, at viden om norsk kultur spredes til nye generationer. Jeg håber bare ikke, at det ender med, at kultureliten styrer det hele,” siger han til Aftenposten .
Ud over diskussionen om værdier, rødder og integration rummer debatten også spørgsmålet om rammerne, og hvilket materiale der skal indgå på listen. Forfatterkollega Jon Fosse støtter idéen om en oversigt over de bedste norske værker, så længe den kun indeholder afdøde kunstnere eller ældre værker.
”Det er ofte vanskeligt for samtiden at skille det gode fra det dårlige – tænk blot på, hvordan samtiden tog imod Ibsen, Munch og Hertervig. Det er vigtigt med en hvis afstand i tid,” skriver han i Bergens Tidende .
Også Martin Krasnik, chefredaktør for danske Weekendavisen, har markeret sig i den norske diskussion og advarer om de danske erfaringer.
”Der hersker en forestilling om, at elementerne i kanonen er specielt danske, men det er latterligt, for det er der ikke mange af dem, der er. De lige så norske, svenske og tyske. Og de fleste af de kulturelle og identitetsmæssige værdier er jo en del af en fælleseuropæisk oplysningstradition,” siger han til Morgenbladet .
Aftenposten mener, at en liste over de vigtigste værker i norsk kunst- og kulturhistorie kan biddrage til kulturdebatten.
”Tanken om, at staten skal definere, hvad der er det bedste af norsk kultur, kan kritiseres, fordi den bærer præg af en statisk opfattelse af kultur. Det er dog alligevel vanskeligt at se, hvad kanonen skulle skade. En levende debat om kultur og kulturarv er et gode. Og en kulturkanon kan tjene til at revitalisere den diskussion,” skriver avisen i en leder.