Prøv avisen
Global debat

Debat om Norges nationale identitet tager til

Er det nok blot at have statsborgerskab for at blive inkluderet i det nationale fællesskab? Debatten om blandt andet det spørgsmål tager i øjeblikket til i Norge. Billedet stammer fra fejringerne på den norske nationaldag den 17. maj. – Foto: Finn Frandsen/Polfoto

Spørgsmålet om, hvad der skal til for at inkluderes i det nationale fællesskab, rejser sig i Norge, hvor partier på tværs af den politiske midte kæmper om norskheden. Den ekskluderende nationalisme kan virke inkluderende, lyder det

Skal man elske brunost, frysepizza, folkedragter og Ibsen for at være norsk? Eller er det nok blot at have statsborgerskab for at blive inkluderet i det nationale fællesskab? Debatten om de spørgsmål tager i øjeblikket til i Norge, hvor diskussionen om integration og assimilering som i Danmark har rejst sig i kølvandet på flygtningekrisen.

Debatten om muslimers tilpasning har genrejst spørgsmålet om, hvad det vil sige at være norsk, og om folk uden interesse for Norges historiske og kulturelle rødder er velkomne. Debatten fik i julen mange nordmænd til tasterne på de sociale medier, da den konservative kulturminister Linda Helleland skrev en hilsen på Facebook med en opfordring om, at folk skal være stolte over at være norske. Her var den venstreorienterede avis Klassekampen hurtigt på banen med et forsvar af ministeren.

”En Højre-politiker fra Klæbu klædt i sit fineste tøj må da få lov til at sige, at hun er glad for landet, kirken og julesalmer. Hvis du er uenig, så må du bladre videre – i tolerancen og mangfoldighedens navn,” lød det i en leder.

Traditionelt set er nationalismen i Norge ikke en politisk varm kartoffel, hvor udtalt fædrelandskærlighed af mange regnes som en selvfølge på en anden måde end hos de skandinaviske naboer. Et fænomen, der har rødder tilbage til løsrivelsen fra Sverige og inden da Danmark i 1814.

”Flere af de politiske bevægelser i Norge har nationalistiske rødder, og mange af partierne bærer de traditioner videre (…) Men som med alle andre strømninger er der både gode og grumsede sider,” skriver politisk redaktør Berit Aalborg i et indlæg i Vårt Land .

Diskussionen om, hvad det vil sige at være norsk, er blevet taget op i VG , der har talt med en række unge indvandrere, som efterspørger en ny måde at forstå den nationale identitet på.

”Det er frustrerende, at vi ikke har en kollektiv forståelse af, at det at være nordmand kommer i mange former og farver (…) Jeg er født og opvokset i Norge. Hvornår er jeg norsk nok?”, spørger foredragsholder Mori Diakite i et interview med avisen.

Jon Friberg, der er sociolog ved den private forskningsorganisation Fafo, mener, at de kulturelle og værdimæssige forskelle mellem de oprindelige nordmænd og muslimske indvandrere er reelle, men også, at de er under forandring. Han henviser til en rapport, Fafo udgav tidligere på ugen. Den viser, at yngre generationer af ikke-vestlige indvandrere i stigende grad ser positivt på værdier som ligestilling og accept af homoseksualitet.

”Vi ser konturerne af en stille assimileringsproces. Den er godt nok langsom og snørklet (…) Uanset hvad er det ikke sådan, at muslimer bliver mere reaktionære og fundamentalistiske end deres forældre,” lyder det i indlægget.

Det er bragt på public service-mediet NRK’s debatside på internettet.

For nylig foreslog regeringen, at man efter dansk forbillede skaber en kulturkanon. Dette med argumentet om, at forståelsen af norsk kultur er en forudsætning for inklusion i det nationale fællesskab.

Politisk er spørgsmålet også rejst af Arbejderpartiets næstformand, Hadia Tajik, der mener, at nordmændene bør redefinere, hvad det vil sige at være norsk.

”Vi skal skabe inkluderende nationale myter (…) Hvis ikke det var for indvandrere, havde vi måske ikke haft det store olieeventyr,” siger hun ifølge mediet Fri Fagbevægelse.

Avisen Dagbladet lægger vægt på, at den ekskluderende nationalisme kan virke inkluderende. Som eksempel fremhæver Dagbladet nationsopbyggelsen efter løsrivelsen fra Sverige i 1905.

”Fællesskabsfølelse er vigtigt for et samfund, der blandt andet skabes af fælles referencer og traditioner (…) I en fragmenteret og globaliseret tid er det vigtigt at vogte over det, der binder os sammen. Det norske samfund er bygget af værdier og institutioner, som fortjener at blive værdsat,” lyder det.