Det er ikke rimeligt kun at lægge det nuværende vielsesritual til grund, når man vil vurdere det betimelige i at indføre et eventuelt mere kønsneutralt vielsesritual, som også kunne omfatte to parter af samme køn.
Det er imidlertid, hvad Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard gør i deres kronik "Ægteskabet er en ordning, velsignet af Gud" den 31. maj. Deres anliggende er her at påvise, at et eventuelt kønsneutralt vielsesritual vil være i modstrid med det nuværende, og at en sådan ændring "vil være i modstrid med noget afgørende vigtigt i selve ritualet, og det vil være en åndelig vildledning af to af samme køn, som ønsker at blive gift i kirken eller at få kirkens velsignelse over deres samliv".
Det er selvfølgelig to påstande, der næsten giver sig selv. Al den stund at det nuværende vielsesritual jo er blevet til med henblik på vielsen af mand og kvinde. Det er stærkt understreget ved den parafraserende læsning i vielsesritualet af 1. Mosebog 1, 27: "Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem". Samt Matthæusevangeliet 19, 4-5: "Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød." Det nuværende vielsesritual er fra 1992.
GÅR MAN imidlertid til ældre vielsesritualer, står kønsforskellen ikke nær så markant. Det gælder både ritualet fra 1895 og 1912-ritualet. Ingen af disse to ritualer har læsningen af skabelsesteksten fra 1. Mosebog. De bringer derimod en tekst fra den såkaldte anden skabelsesberetning fra 2. Mosebog 2, 18, hvor det hedder: "Det er ikke godt for mennesket at være ene; jeg vil gøre ham en medhjælp, som passer til ham." (den gamle oversættelse).
Når denne tekst er blevet erstattet af den mere kønsmarkante tekst, som vi har i dag, har det givet været, fordi man ikke har brudt sig om den sekundære skabelsesstatus, som bliver kvinden til del i denne bibeltekst. Der er også nogle andre berømte – eller snarere berygtede – tekster, der er røget ud på den konto, som blandt andet drejer sig om kvindens underordning under manden. I vores sammenhæng er det ligeledes bemærkelsesværdigt, at teksten om, at en mand skal binde sig til sin hustru, og de skal blive ét kød, slet ikke findes i 1895-ritualet. Den er kommet til i 1912.
SKAL MAN DERFOR karakterisere udviklingen af vielsesritualet i nyere tid, er en af tendenserne i hvert fald, at der er sket en vægtforskydning, hvor man fra at fremhæve en statusforskel mellem mand og kvinde i de tidligere ritualer nu entydigt fremhæver den kønsbestemte forskel. Hvilket egentlig er meget forståeligt og logisk i lyset af udviklingen i forholdet mellem kønnene. Den kønsbestemte forskel er den, der står alene og uantastet tilbage.
En anden forskel mellem det nuværende vielsesritual og de tidligere angår placeringen af de bibelske læsninger. I dag læses de som indledning til både talen og selve vielsen. I de tidligere ritualer læstes de sammen med andre skriftsteder efter vielsen. Det er klart, at det også giver dem en anden vægt og betydning i sammenhængen. En betydning, der får de to skribenter til at sige, at disse indledende læsninger "... er udgangspunkt for den tale, præsten holder". Ja, for så vidt de står som indledning, er de "udgangspunkt", men ikke i den betydning, at præstens tale skal udlægge eller tage udgangspunkt i i lige præcis disse tekster. Det er der sikkert en del vielsestaler, der gør, men man må da håbe både for præstens og menighedens skyld, at vi også kan finde andre, mere inspirerende og mere evangelisk udfordrende skriftsteder at tale ud fra.
I lyset af den standende debat om vielse af homoseksuelle i kirken, må det siges at være tankevækkende, at man uden de store problemer ville kunne vie/velsigne et sådant par med et ritual fra 1895 uden de store problemer. Man kan altså ikke absolutere det nuværende vielsesritual, sådan som de to kronikører gør det. Det vil altid indeholde elementer af en given tids opfattelse af forholdet mellem mennesker. Og et mere kønsneutralt vielsesritual vil give større mulighed for at fokusere på netop noget andet end kønnet, hvilket efter min mening vil være en kirkelig/evangelisk gevinst i vores nuværende situation.
Peter Grønlykke,
sognepræst ved Sct. Marie Kirke,
Rosengade 18,
Sønderborg