Jeg indrømmer, at jeg sjældent har læst en så opsigtsvækkende avisartikel, som da jeg den 14. februar i Kristeligt Dagblad så, at Flygtningenævnet opfordrer afghanske konvertitter til at skjule deres kristne tro, når de bliver udvist til hjemlandet.
Selvom nævnet måske er ved at æde sin dårlige praksis i sig igen, giver selve tanken en ubehagelig fornemmelse af baggrundsstrålingen i det danske samfund for tiden. For den afslører, at sansen både for kristen tro og åndsfrihed er på retur.
LÆS OGSÅ: Bred religiøs gruppe vil kæmpe for åndsfrihed
Den kristne tro ved nemlig, at en by, der ligger på et bjerg, ikke kan skjules og at kristen tro hverken kan eller vil leves i hemmelighed. Kristen tro forkyndes på markedspladsen og er ingen indvielsesreligion. Og åndsfriheden kalder os til at støtte alle, der vil stå ved deres overbevisning.
Den vil beskytte dem mod vold, restriktioner og forfølgelse og hjælpe dem til selv at arbejde for deres holdning alene ved brug af åndelige midler. Både i Danmark og internationalt. Derfor fortryder jeg virkelig ikke, at de nyudgivne teser om åndsfrihed som jeg har været med til at skrive betoner det internationale perspektiv.
Åndsfrihed betyder, at der skal være frihed til at bygge minareter i København og kirketårne i Kabul. Selvom det sidste uden tvivl har lange udsigter, og det første kan udløse forskellige praktiske problemer. For eksempel skal vi tage stilling til, i hvilken grad der skal kunne lyde minaretkald over København. Mit personlige bud er, at minareterne skal have lov til at give lyd fra sig med samme decibel og tidsramme som kirketårnene. For vi vil give andre den samme frihed, som vi selv ønsker. Det er åndsfrihedens lakmusprøve.
Åndsfrihed betyder også, at der må være fuld frihed til at skifte religion i Danmark og i Afghanistan. Fra kristendom til islam og fra islam til kristendom. For ægte overbevisning vindes kun i frihed. Det må være slutmålet, selvom der er langt derhen. Ikke mindst i Afghanistan.
Men man skal ikke tro, at det er helt uproblematisk her i landet: Jeg kender personligt en sognepræst, som har fået dødstrusler, fordi han døbte en muslimsk mand. Jeg har adskillige gange i denne spalte efterlyst, at muslimske ledere blandt andre imam Abdul Wahid Pedersen tager klart afstand fra de muslimske miljøers modarbejdelse af åndsfriheden i Danmark og internationalt. Forgæves. Det er derfor med stor glæde, jeg ser, at formanden for Det Islamiske Forbund i Danmark, Fouad Albarazi, tilslutter sig disse principper med sin underskrift til teserne om åndsfrihed. Det er et forårstegn.
Og åndsfrihed betyder fri ret til at kritisere religioner. Det er ikke al den kritik, vi udsættes for, der er lige behagelig. Eller fair. Men det er folks ret at gøre det, og det er vores pligt at lade os udsætte for det. Til gengæld må vi forvente fuld frihed til at svare, argumentere og forkynde.
I den forbindelse vil jeg gerne gøre opmærksom på, at det gode ord islamkritisk ofte forbindes med holdninger, der vil begrænse muslimers ret til at virke i frihed for deres synspunkter og til at signalere dem i det offentlige rum, for eksempel ved at kvinder bærer tørklæde.
Jeg er islamkritisk. Jeg tror, at islam er en religion, der leder bort fra Gud og ikke hen til Gud. Jeg tror, den fører til fortabelse og ikke til frelse. Men jeg ønsker aldrig at bruge lovgivning, restriktioner, tvang eller chikane til at fremme dette synspunkt.
Det er derfor meget nødvendigt, at de folk, der fører sig frem under banneret islamkritisk, kommer med en tydelig bekendelse til åndsfriheden. Altså også åndsfrihed til muslimer.
Undertiden bruges der det argument, at muslimer med Fouad Albarazi som undtagelse ikke selv vedkender sig åndsfriheden. Og at hvis de fik flertal eller på anden måde magt her i landet, ville de afskaffe demokratiet og åndsfriheden. Logikken er, at hvis de ikke vil give os åndsfrihed, skal vi heller ikke give dem den. Noget for noget.
Jeg ser pointen og synes ikke, spørgsmålet er let. Men hvis vi gør åndsfrihed til en handelsvare, skader vi for mig at se vores egen sjæl. Og gør demokratiet nærmest guddommeligt.
Derfor må åndsfrihed og demokrati gøre sig sårbare. Åndsfrihed må leve med dem, der vil afskaffe friheden, så længe de alene bruger lovlige åndelige midler til at fremme det synspunkt. Uden den risiko eksisterer åndsfrihed slet ikke.