FLERE EPISODER de seneste måneder har mindet mig om noget, jeg godt vidste: Hvis du er modstander af fri abort, er du uden for det gode selskab i nutidens Danmark. Tidsånden giver simpelthen ikke plads til dine argumenter.
Den første episode var den kortvarige debat på Facebook og her i avisen i månedsskiftet januar-februar om Folkekirkens Nødhjælps holdning til abort. Uanset den saglige substans i debatten var den medarbejdergruppe, Nødhjælpen havde sat til at være fortalere på Facebook, stort set uden sans for de etiske indvendinger, de blev mødt med.
Det lød fuldstændig, som om de talte til mennesker på en anden planet, når de på automatpiloten gentog mantraet om ”kvindens ret til at bestemme over sin egen krop”. Der var næppe nogen i debatten, der betvivlede den ret, men adskillige anførte, at der er to kroppe involveret i en abort. Moderens og barnets.
Og der er næppe nogen med indsigt i forholdene i Den Tredje Verden, der betvivler, at problemet med tidlige og påtvungne graviditeter er enormt. Socialt, kønspolitisk og følelsesmæssigt. Vi insisterer bare på, at nødhjælpsorganisationer skal opsøge løsninger, der respekterer, at der er to liv – og ikke kun ét – involveret i en abort.
Her ligger en diskussion, vi vil tages alvorligt i. Men det kom simpelthen ikke til en reel debat, fordi tidsånden er komplet tonedøv for pointen.
DEN ANDEN EPISODE: Jeg talte med en yngre læge, som fortalte mig om nogle oplevelser, hun havde haft i forbindelse med sin videreuddannelse. Hun skulle nogle måneder på gynækologisk afdeling og påberåbte sig ved ansættelsen sundhedslovens paragraf 102, der giver ret til af etiske grunde at nægte at deltage i aborter. Det blev naturligvis respekteret af den ledende overlæge.
Men da hun ankom på afdelingen, var den læge, der skulle briefe hende, ikke orienteret om forbeholdet, og hun måtte for anden gang gøre opmærksom på det. Det viste sig efterfølgende, at afdelingen havde en noget særpræget tolkning af fritagelsesparagraffen: Hun var fritaget fra at udlevere medicin til medicinsk abort, men ikke fra at skrive recept.
Den unge læge gjorde opmærksom på, at læger normalt ikke udleverer medicin – det er sygeplejerskens arbejde – men at deres opgave netop er at foretage de nødvendige undersøgelser og skrive recept. For tredje gang måtte hun påberåbe sig paragraf 102.
I de følgende uger oplevede hun gang på gang at blive sat på disse opgaver og måtte selv tage ansvar for at foretage de besværlige kollegiale rokader for at undgå at medvirke til aborter.
Måske er forløbet enestående. Men det lugter langt væk af det, 68-generationens filosof Herbert Marcuse kaldte ”repressiv tolerance”: Du må gerne mene det, du mener; men vi har metoder til at gøre livet meget besværligt for dig.
TREDJE EPISODE HANDLER OM en sproglig figur, som – igen og igen– dukker op i debatten. I forskellige varianter lyder den: ”Det er typisk, at det er ældre mænd, der er modstandere af fri abort.”
Underforstået, at vi jo ikke ved, hvad vi snakker om.
Jeg vil gerne bekræfte, at jeg ikke har erfaring med at være gravid. Men dels har jeg erfaring med at være foster, dels synes jeg også, det er sært, hvis det primært er ældre mænd, der skal forsvare små børns ret til at leve.
Men hvis det endelig skal være sådan: ”It’s a dirty job, but it has to be done!”.
Det mest interessante ved denne sproglige figur er, at den virkelig afslører tidsåndsfaktoren. For vi lever i et samfund, hvor det normalt er dårlig tone at håne nogen for køn, race, alder og seksualitet. Eneste undtagelse er tilsyneladende ældre, hvide, heteroseksuelle mænd. Især hvis de har mening om små børns ret til at leve.
Tidsånd er en stormagt. Den er vanskelig at definere, men det gør den bare stærkere. Når den benytter sig af små selvfølgeligheder, underforståede forudsætninger og fælles tabuer, er den vanskelig at konfrontere. Den bevirker, at nogle holdninger konstant har medvind. Og andre ingen gang på jorden. Den er lettere at genkende bagefter.
Samtidig med disse episoder læste jeg Peter Øvig Knudsens ”BZ”. Tidsånden er en kæmpe faktor i den historie. En politimand siger:
”Vi lod stå til og nøjedes med at notere, når vi opdagede, at de gjorde noget kriminelt… (for)… BZ-erne havde stadig udbredt sympati i politiske kredse. Vi måtte bare leve med det.” (”BZ”, side 432).
Måske vil en sen eftertid kaste et lignende blik på vores tidsånd, når det handler om abort.
Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop Henrik Wigh-Poulse n, chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.