"Tider går
Tider skal komme
En tid der var, er tider der er omme
Selv i morgen vil tiden være forbi
Det bliver jul
Julen er ovre
Den i år vil sikkert blive sjovere
End de mange vi har haft
Og det er fordi
Julen er gammel og julen er ny
Julen er aldrig det samme
Julen er ligesom et morgengry
Et nyt maleri i en ældgammel ramme
Julen består selvom årene går
Derfor ved vi, vi får en alletiders jul i år."
Dette er temasangen til "Alletiders jul" (1994), som er første sæson af TV 2's julekalender om den frække ungnisse Pyrus – julekalenderen, hvis tredje sæson indeholder den nyligt omdiskuterede og uomtvisteligt utidssvarende flødebollescene.
Pyrus var et inventar i min barndoms og ungdoms julefejringer – hans tilstedeværelse blev forlænget af altid flere yngre søskendes begejstring for lurifaksen. Grundtanken i serien slås fast i temasangen.
Ovenstående julelyrik er et stykke ad vejen den samme som den, der styrede B.S. Ingemanns kendte og elskede salme ”Dejlig er jorden” (1850): Tider går, tider henruller, slægt følger slægters gang – alt imens vi med jævne mellemrum holder jul. For Ingemann endte tankegangen imidlertid i det evigt glade budskab om frelserens fødsel og om sjælens glade vandringssang på vej mod himmerige.
Sådan ender tankerækken ikke i julekalenderen. Den fokuserer alene på paradokset, som er tidens på den ene side lineære fremadskriden og på den anden side cykliske rytme: et paradoks, som den evigt nye og altid gamle jul indkapsler.
Grundkonceptet for alle fire sæsoner af julekalenderen er, at den friskfyragtige lærlingenisse Pyrus ikke har tilstrækkelig med viden om eller respekt for den dybe og mangfoldige juletradition. Heldigvis bringer forskellige handlingsforløb ham til dybere og dybere indsigt i julens (og den danske kulturs) sande og historiemættede væsen.
I første sæson, "Alletiders jul" (1994), kommer Pyrus til at slette julen fra alle bøgerne i Rigsarkivet, hvor han er i lære. Og med møje og besvær må han have julen reetableret inden juleaftensdag. I anden sæson, "Alletiders nisse" (1995), må han med en klassekammerat lave grundig historisk research til en skoleopgave om, hvad en nisse egentlig er. I tredje sæson, "Alletiders julemand" (1997), kommer Pyrus til at frarøve julemanden hans hukommelse for dernæst at kæmpe for at genskabe den inden juleaften. Og i fjerde sæson, "Alletiders eventyr" (2000), har Pyrus fået rodet alle eventyrene sammen og har 24 dage til at filtre fortælletrådene ud igen.
"Alletiders". Det kan man kalde ting, hændelser eller person, som er enestående, undtagelsesvise og usædvanligt gode – det vil altså sige, at ordet kan påhæftes nogen eller noget, ”som ved noget bestemt udskiller sig blandt alle tidligere og senere af samme type”. Sådan hedder det i Den Danske Ordbog. Men det ligger også snublende tæt på "alle tider" – på tanker om noget bestandigt og genkommende. Julen har i vores kultur vokset sig til en højtid, som (helst) altid skal være alletiders enestående gentagelse. For mange er det imidlertid en genkommende erfaring, at julefejringen netop ikke lever op til dette ideal. Ved at forene de to dominerende og indbyrdes konkurrerende tidsforståelser, bliver julen det punkt, hvor forandring træder særligt tydeligt frem.
Det kan være familiemæssige forhold; visse mennesker mangler måske for første gang i år, eller bestemte omgivelser er måske ændrede. Men det kan også være kulturelle forhold, som pludselig fremstår tindrende klare i deres forandrede form. Sådan var tilfældet i år, hvor det stod indiskutabelt klart, at sortmalede hvide børn i en alletiders julekalender ikke er passende udtryksstof til alle tider.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, leder af Center for Grundtvigforskning Katrine Frøkjær Baunvig og rektor for Designskolen i Kolding Lene Tanggaard.