Prøv avisen
Debatinterview

Debattør: Vi er på vej mod biostaten, hvor alt underordnes sundhedens logik

Med corona-håndteringen er vi ifølge Thomas 0Aastrup Rømer på vej mod en ”biostat”, hvor alle statslige funktioner underordnes den samme sundhedslogik. Og det er farligt, mener han. Foto:

Regeringen udhuler demokratiet ved at lade sundhedshensyn fylde alt, og det kan få alvorlige konsekvenser, mener lektor i pædagogisk filosofi Thomas Aastrup Rømer

Thomas Aastrup Rømer, du har i flere sammenhænge kritiseret regering og myndigheders coronahåndtering. På hvilken måde er den statslige indgriben i bekæmpelsen af coronavirussen for dig at se gået for vidt?

”Før nedlukningen meddelte Sundhedsstyrelsen, at der var tale om en sygdom, som i farlighed svarede til en forvokset influenza. Man vurderede, at sundhedsvæsenet ville blive presset, men at man ville være i stand til at håndtere det. De anbefalinger, som Sundhedsstyrelsen lavede den 10. marts, var ganske almindelige og inden for den demokratiske stats regi, hvor sundhedsvæsenet har nogle særlige funktioner, mens andre væsener varetager andre funktioner. Så kan de samarbejde af og til, men de er i bund og grund adskilte.

Det, som skete med nedlukningen, var, at politikerne – imod anbefalingerne – ophøjede sundhedsmyndighederne og sundhedsdiskursen til at blive den dominerende diskurs som sådan. I løbet af meget kort tid måtte alle andre systemer underordne sig denne særlige form for logik, som man kan kalde smittekurvernes logik. Det er en farlig udvikling, for så får vi det, jeg kalder en ’biostat’, hvor alle statslige funktioner – også retssystemet – lige så langsomt underordnes den samme sundhedslogik. Og det er farligt.”

Hvad er faren ved det, du kalder ”biostaten”?

”I og med, at man får så meget fokus på at forebygge smitten, opløses det juridiske system, det pædagogiske system og alle andre former for systemer, som har deres egen ret i verden, og som har udviklet sig gennem generationer. Og det er samfundsødelæggende på alle mulige måder. Den aktuelle politik handler jo ikke kun om forebyggelse inden for sundhedssystemet, som man altid har haft fokus på. Forebyggelsestænkningen bliver til det almene i hele samfundet, hvilket eliminerer de samfundsmæssige traditioner, der allerede findes. Og det forstår jeg ikke, at man kan acceptere, for det kan betyde, at det demokratiske sikkerhedsnet bliver sat helt ud af spil.

Mette Frederiksen (S) blev ved et pressemøde spurgt, om man vil reagere på samme måde næste gang, der kommer en influenzaepidemi, og det kunne hun ikke afvise. Der er tilsyneladende ingen ende på denne særlige logik, som har fået lov til at udvikle sig og sætte sig fast i mange forskellige praksisser, og som på den måde vil komme til at påvirke en hel generations tankegang. Det vil sætte sig som en dyb moralstruktur i befolkningen, der er uforenelig med at have et frit samfund.”

Men burde man så slet ikke reagere på truslen fra coronavirussen? Frygter du ikke, at Danmark var blevet ramt hårdere, hvis man havde gjort mindre?

”Virussen er alvorlig, og den kræver handling. Men truslen er slet ikke på det niveau, som man har reageret ud fra. Reaktionen skal ligge inden for sundhedssystemets almindelige rammer. I Sundhedsstyrelsens rapport er der masser af forslag til, hvad man kan gøre – særligt inden for ældre- og hospitalssektoren. Dem skal man gøre en masse for. Men der var ikke grundlag for at omdanne hele samfundet – og selv små børns leg – til en hospitaliseret praksis.”

I Italien og England er omkring 30.000 mennesker døde. Ville det ikke være problematisk, hvis det også var tilfældet i Danmark?

”Nej, overhovedet ikke. 30.000 i Italien svarer til 3000 i Danmark. Det var cirka det tal, som man havde forudset. Vi skal op på langt højere dødstal, før det er acceptabelt, at man går ind og påvirker de demokratiske funktioner på den måde.”

Så du mener ikke, at de liv, man har reddet, har været værd at lukke samfundet ned for?

”Nej, overhovedet ikke. Så snart man begynder at tænke på den måde, så indgår man i en logik, hvor hele samfundet underordnes en livsredningsproces. Og sådan skal det ikke være.

Man har et samfundsliv, og ved siden af det et sundhedssystem, der kan hjælpe, når der sker problemer i samfundslivet. Hvis man blander det sammen, får man netop biostaten uden separate funktioner.

Så bliver det næste, at man spørger, om demokratiet ikke er besværligt, og om man ikke kan redde menneskeliv ved at afskaffe det. Og derfra kan man jo blive ved. Må børn så heller aldrig lege igen, hvis det kan nedsætte smittefaren og redde et par liv i fremtiden? Hele den logik synes jeg er problematisk.”

Vi har jo en epidemilov, fordi virusepidemier kan spredes hastigt med store dødstal til følge. Det samme har man haft siden middelalderen, hvor man indførte karantænebestemmelser for skibe og rejsende med videre. Er det alt sammen eksempler på biostaten – eller måske bare udtryk for almindelig sund fornuft?

”Biostaten har dybe historiske rødder, hvilket blandt andet er dokumenteret af filosoffer som franske Michel Foucault og italienske Giorgio Agamben. Denne statsforms indgreb har langvarige og dybe konsekvenser, og det samme er tilfældet her. Intet af dette er common sense.

Angående den aktuelle aktion er det værd at nævne, at coronaen ikke er klassificeret som en ’almen farlig’ sygdom, og at den dermed egentlig ikke var omfattet af den almindelige epidemilov, som derfor måtte laves om i biostatens tjeneste. Endelig er der ikke tale om ’store dødstal’. Sundhedsstyrelsen anslår mellem en halv og en dobbelt influenza, og det er vel at mærke uden nedlukning.”