HUN VAR DER IKKE SELV. Og så alligevel. For i dokumentarfilmen ”I selskab med Blixen”, sendt på DR2 søndag aften, var det som om, at baronessen svævede henover farverige blomsteropsatser, guldkantede møbler og spinkle tekopper i stuen på Rungstedlund.
Til næsten-live blev hun nemlig bragt af et par håndfulde kulturpersonligheder, der enten havde kendt eller i hvert fald mødt Karen Blixen ved et af hendes åbenbart utallige selskaber. Blandt dem skuespiller Lone Hertz, som huskede, at ”alle bukkede og nejede, og vi stillede os op ligesom til audiens hos dronningen”.
En slags iscenesættelse, hvor der var tænkt over gæsteliste, bordplan og menuen, selvfølgelig: ”Hun var som en koblerske eller en giftekniv, der sidder i midten af et univers og laver relationer”, huskede forfatter og kulturkritiker Niels Barfoed, og han føjede til, at ”før eller siden er hele værelset dækket ind af relationer, som hun har lavet”.
Med til det ligeledes iscenesatte, nutidige te-selskab i de blixenske rammer var også blandt andre skuespiller Ghita Nørby, forlægger Otto B. Lindhardt og – naturligvis – kulturjournalist Bo Bjørnvig, søn af Thorkild Bjørnvig, som erindrede et uventet Blixenbesøg hjemme i Sletten, en halv snes kilometer nord for Rungstedlund: ”Jeg skænker te op til hende i nogle Trankebarkopper, rimeligt pæne og store i størrelse. Så læner hun sig frem, og der kommer en meget tynd klo af en hånd og en endnu tyndere underarm mod tekoppen. Og jeg tænker, at det ikke går godt, det kan hun ikke, men så løfter hun den fuldstændig sikkert op, drikker uden at ryste og sætter den ned igen. Og så begynder hun at konversere…”.
Rungstedlundlivet og især forholdet til Thorkild Bjørnvig er nyligt beskrevet i spillefilmen ”Pagten” med Birthe Neumann som Blixen. Og med den på nethinden blev det dobbelt interessant at høre en række fint sammenhængende fortællinger og anekdoter i dokumentarfilmen, som også kan ses på DR’s tv-app eller på dr.dk/tv.
Filmen var stilistisk klippet sammen af en række talende hoveder uden hidsig krydsklipning og overdrevne visuelle eller musikalske effekter. En film af den slags, der desværre nemt får prædikatet ”kedelig”, fordi ”talking heads” i tv- og filmbranchen ofte regnes for lidet seværdige.
Men hvis de talende har noget at byde på, er der ikke brug for tilsætningsstoffer. Kun ærgerligt, at der ikke var mere tid end 28 minutter, for jeg gætter på, at der var en masse, der også kunne have været fortalt og oplevet som relevant. Der er nemlig rigeligt af stof om Karen Blixen. Meget, vi ikke ved. Og meget, vi ikke skal have at vide. For som litteraturkritiker, nu afdøde Niels Birger Wamberg klogt sammenfattede hendes særstatus i dansk kulturhistorie:
”Hvis en digter, en musiker eller en maler ikke bliver mytisk, så huskes den pågældende ikke”. Dét gør Blixen. Blandt andet takket være film som ”I selskab med Blixen”.