Mødrehjælpen: Delt børnecheck vil kunne skabe flere problemer for barnet

I Mødrehjælpen ved vi, at aftaler om økonomi ofte er kimen til konflikt, men denne udfordring løses ikke ved at dele børnepengene lige over, skriver vicedirektør i Mødrehjælpen

Målsætningen bør derfor være at skåne børnene mest muligt for forældrenes konflikt om økonomi, skriver vicedirektør i Mødrehjælpen.
Målsætningen bør derfor være at skåne børnene mest muligt for forældrenes konflikt om økonomi, skriver vicedirektør i Mødrehjælpen. Foto: Flemming Krogh/Ritzau Scanpix.

Forsker Mai Heide Ottosen udtalte i et interview forleden her i avisen, at politikernes beslutning om, at forældre fremover skal dele børnepengene, er problematisk på mange områder. Det er vi i Mødrehjælpen langt hen ad vejen enige i.

Hensynet til ligeværdigt forældreskab mellem mødre og fædre er vigtigt og sympatisk – også når det gælder økonomi. Desværre er det bare sådan, at delt børnecheck vil kunne skabe flere problemer for det barn, som står imellem konfliktende forældre. For hvad med betaling af daginstitution, fodboldstøvler og spejderlejr, når mor og far har valgt ikke længere at leve sammen, men skal enes om udgifterne til barnet?

Sådan som modellen er fremlagt, skal alle forældre – gifte, skilte og samlevende – fremover dele børnepengene i to lige halvdele medmindre barnet primært opholder sig hos den ene forælder. Det betyder, at mange forældre skal til at indrette deres økonomi anderledes.

I Mødrehjælpen rådgiver vi rigtig mange forældre om skilsmisse. Vi ved derfor, at aftaler om økonomi ofte er kimen til konflikt. Det skyldes både, at der er stærke følelser involveret, men også ren og skær praktik, da det er dyrt at skulle indrette to hjem. Denne udfordring løses ikke ved at dele børnepengene lige over. Stridende forældre har fortsat incitament til at kæmpe om samvær, da det lønner sig i form af børnepenge og eventuelt børnebidrag.

Målsætningen bør derfor være at skåne børnene mest muligt for forældrenes konflikt om økonomi. Visionen for det ny familieretlige system er nemlig, at barnets tarv altid skal stå i centrum. Det gør vi ikke ved at tvinge samtlige børnefamilier i Danmark til at tage stilling til fordeling af børnepengene. Tænk på, hvor mange konflikter det vil udløse i brudte familier, hvor samarbejdet måske ellers lige var begyndt at fungere.

Gør Folketinget alvor af beslutningen om at dele børnechecken, så bør det ske med respekt for børnene i de skilte familier, hvor der er frivillige, velfungerende aftaler om økonomien på plads. Ud fra et børneperspektiv vil det være helt skævt at give disse familier fornyet anledning til at blive uenige. Og ligeså bør der tages hensyn til den enlige mor eller far på kontanthjælp, der har indrettet sin økonomi efter fuld børnecheck. Børnene bør ikke være unødige ofte for en kamp, der mere handler om ligestilling mellem mor og far end om deres trivsel.

Trine Schaldemose er vicedirektør i Mødrehjælpen.