Vores demokrati er i krise.
Vi har ikke længere tillid til vores folkevalgte. Men vi skal som borgere også se indad.
Vi snakker alle sammen om den. Den er blevet en indgroet del af vores hverdag. Et fasttømret element i vores samfund. Et allestedsnærværende irritationsmoment.
Og nej, jeg taler ikke om hverken Pokémon Go, uhøflige smartphones, Rejsekortet eller Skats fejlbehæftede indkrævningssystemer. Jeg taler om politikerleden.
Den dér følelse af, at politikerne – alle som én – er uetiske og udemokratiske individer, som er sat i verden for at genere befolkningen mest muligt.
Okay, det er naturligvis sat på spidsen, men at politikerne er upopulære, og at politikerleden er et bekymrende og udbredt fænomen, er påvist i massevis af undersøgelser. Danskerne vurderer politikere til at være mere utroværdige end både ejendomsmæglere og bilforhandlere. Og direkte adspurgt svarede 63 procent af befolkningen i 2015, at de har lille eller meget lille tillid til politikerne. Det er vel at mærke i kongeriget Danmark, hvor vi ellers er verdensmestre i at have tillid til hinanden – generelt har 80 procent af danskerne tillid til mennesker, de ikke kender.
Udviklingen er alvorlig. Politikerleden bidrager til at skabe konflikter, og den polariserer vores samfund. Vi har en regulær demokratisk krise, hvor vi ikke føler, at vi bliver repræsenteret godt nok. For demokratiets skyld er det vigtigt at genetablere tilliden mellem befolkningen og magthaverne.
Naturligvis har politikerne selv et ansvar. Såkaldte politikersvar (at tale håbløst udenom og svare så ukonkret som muligt) er en uskik, som skal udryddes. Vær nu bare ærlig, hvis du ikke kan svare på journalistens spørgsmål. Det er fair nok, at heller ikke politikere ved alt. Det er faktisk de færreste borgere, der forventer det. Men til gengæld kræver vi med rette, at vores folkevalgte går forrest og sætter høje standarder for ærlighed, dialog og empati. Ligeledes vil vi langt hellere høre på politikernes egne visioner og progressive løsninger end på personlige angreb på modstanderen og stråmandsargumenter.
Men ligesom politikerne skal se indad, så skal resten af befolkningen det også. Vores folkevalgte skal være ualmindeligt robuste for at stå imod den endeløse række af fornærmelser, ukvemsord og sågar trusler, som danskerne føler sig berettigede til at kaste efter dem i debatter på Facebook og andre sociale medier. Hvis vi vitterligt ønsker at få de bedste og mest kvalificerede mennesker til at lede vores land, så er vi simpelthen også nødt til at behandle dem bedre.
Jeg tror på, at samtlige folketingsmedlemmer kæmper for at gøre Danmark til verdens bedste land at leve i. De er blot uenige om, hvordan man bedst gør det. Og det er en legitim uenighed. Det er derfor, vi har debatter i både Folketinget og medierne, hvor politikerne duellerer i at have de bedste argumenter, så de kan vinde opbakning til deres politik.
Vi har fået en opfattelse af, at politikerne er lallende amatører, men sandheden er, at de fleste er enormt hårdtarbejdende, og de har en lang række ressourcer til rådighed, så de kan tage de bedste beslutninger på vores vegne. Lige så vel som vi stoler på, at en murer ved mere om at bygge et hus, end vi selv gør, håber jeg, at vi kollektivt kan gøre en indsats for at forstå, at politikerne i mange sager har en særlig indsigt, som gør, at de tager en anderledes beslutning, end vi selv ville gøre. Men det gør ikke nødvendigvis beslutningen forkert.
Der er behov for selvransagelse. Stiller vi urimelige krav til politikerne? Ville vi selv kunne gøre det bedre? Og hvad forventer vi egentlig af dem?
Andreas Dinesen er statskundskabsstuderende