Debatindlægget er skrevet af Svend Andersen, professor i etik ved Aarhus Universitet
I avisen den 24. juni giver Erik Meier Carlsen sin version. Den er meget enkel: Dansk Folkepartis fremgang er ikke bare et bevis på, at partiet er stuerent, men i virkeligheden et demokratisk sundhedstegn.
Omvendt har ”venstrefløjen i bred forstand” ikke stort andet at byde på end moral og moraliseren. Den diagnose må ikke stå uimodsagt.
Først Dansk Folkeparti som demokratisk sundhedstegn. Meier Carlsen synes at mene, at selve det, at et parti kan samle mange stemmer, vidner om demokrati. Men demokrati betyder jo ikke kun, at en større eller mindre del af befolkningen tildeler et parti magt. Uanset om man kan lide det eller ej, forudsætter demokrati, at et parti vælges på kvaliteten eller lødigheden af sin politik og retorik.
Meier Carlsen taler om populisme i en meget elskværdig fortolkning. Men populisme kan jo også betyde, at der appelleres til de laveste følelser og fordomme hos vælgerne. Og ja, jeg mener, man bør skelne mellem lave og mindre lave følelser. Hævntørst og skadefryd er lave følelser, medlidenhed og empati er positive følelser.
DA POUL NYRUP Rasmussen (S) i sin tid udtalte, at DF'erne aldrig bliver stuerene, var det deres negative populisme, han havde i tankerne. I dag synes der at være udbredt enighed om, at Nyrups bemærkning var dum og arrogant. I hvert fald har Dansk Folkeparti været parlamentarisk stuerent, siden Anders Fogh Rasmussen (V) valgte at bruge det som støtteparti.
Men er Dansk Folkepartis populisme virkelig okay? Meier Carlsen fremhæver, at Thulesen Dahl i sin lavmælte valgkamp ”slet ikke har nævnt ordene 'islam' eller 'muslim'”. Dansk Folkeparti har kun henvist til indvandringens ”smertefulde og utryghedsskabende kultursammenstød”. Hvor hensynsfuldt!
Sandheden er jo den, at Thulesen Dahl slet ikke behøvede at sige ”islam”, for vælgerne ved jo, hvad Dansk Folkeparti står for. Ingen kan være i tvivl om, at partiet blandt andet står for den påstand, at islam er uforenelig med den kristendom, ”vi” i Danmark bygger på. Og fordi det er sådan, kan partiet altid overbyde andre partier i appellen til frygten for det fremmede.
OG SÅ TIL venstrefløjen og dens moraliseren. Meier Carlsen giver ikke konkrete eksempler. Men han nævner i flæng en række problemer, som skal have fremkaldt moralismen. Et af disse er ”de krige, Danmark har deltaget i”.
Som jeg husker det, gik kritikken af Danmarks deltagelse i angrebet på Irak i 2003 ud på, at der var tale om en klar overtrædelse af folkeretten. Hvis et forsvar for folkeretten er moralisme, kan alternativet jo kun være kynisk magtpolitik.
Et andet af Meier Carlsens eksempler er udfald mod bankers og finansfolks ”grådighed”. Uanset hvilke motiver, man tillægger dem, må man da vist konstatere, at finansfolk - og andre spidser i erhvervslivet - forstår at hente gager i svimlende højde til sig selv. Det har skabt en ulighed i samfundet, også det danske, som er svær at forene med idealet om social retfærdighed.
Hvis et forsvar for social retfærdighed er moralisme, kan alternativet jo kun være junglelovens politik.
Hvad man faktisk har kunnet begræde de sidste fire år er, at den såkaldt røde blok - især Socialdemokraterne og De Radikale - har gjort alt for lidt ud af deres politiske idealer eller principper. De kunne i grunden have koncentreret sig om retfærdigheden. Den bør nemlig styre både fordelingen af velstand, behandlingen af udlændinge og brugen af militær magt.
Med negligeringen af de politiske idéer og deres moral har ”de røde” påført sig selv et intellektuelt underskud. Man kan kun håbe, at en ny socialdemokratisk ledelse retter op på det. Det ville være et ægte alternativ til Dansk Folkeparti.