Et nyt begreb er ved at bide sig fast i de globale værdidebatter: Økoautoritarisme. Begrebet refererer til former for miljøforvaltning, hvor autoritære regimer indfører og håndhæver miljøpolitikken uden at bekymre sig om den offentlige mening.
The Guardian skrev i sidste uge:
”Midt i en byge af deprimerende nyheder og årtiers passivitet er der ved at opstå en opfattelse, der siger, at det liberale demokrati er for langsomt til at tackle et problem, der er så presserende og massivt som klimakrisen. Det er en lokkende vision: Regeringer kan give afkald på rodede og besværlige politiske processer til fordel for et godartet diktatur af grønne teknokrater, der vil få emissioner ned med rå kraft.”
Indtil for nylig har det ellers været en udbredt opfattelse, at autoritære regimer er ligeglade med miljøet. Civilsamfund og græsrodsdemokrati kæmper for miljøet; autoritære regimer og storindustrien er fjenden. Troede vi. Allerede i 2010 udtalte den berømte miljøforsker James Lovelock:
”Når en stor krig er på vej, må demokratiet sættes i bero for et stykke tid. Klimaforandringer er lige så alvorlige som en krig. Det er måske nødvendigt at sætte demokratiet i bero i en periode.”
Systemiske ændringer inden for den statslige forvaltning, omlægning af produktion og radikale indgreb i private borgeres forbrugsrettigheder og levevis er ifølge mange nødvendige, hvis vi for alvor skal rykke på miljøet. Det sælger bare ikke stemmer. Autoritære regimer kan gennemtrumfe sådanne ændringer uden at bekymre sig om modstand fra parlamentet, fagforeningerne, erhvervslivet og civilsamfundet.
Som The Diplomat skrev i sidste uge:
”Autoritarisme og etpartistyre, især Kinas regeringsmodel, fremstilles ofte som en magisk løsning. I stedet for impotent regeringsførelse, valgcyklusser, kortsigtede politikker og varmluftsløfter om økonomiske og miljømæssige løsninger antages top-styret autoritær regeringsførelse for at have evnen til at gennemføre den fornuftige og langsigtede politik, der er i stand til at afbøde de værste virkninger af klimaforandringer.”
I Kina kan man godt lide teorien. Det statsejede kinesiske nyhedsbureau Xinhua bragte for nylig en leder, der pegede på USA’s slingrekurs i klimaaktion:
”Et skridt frem og to tilbage har været kendetegnende for den amerikanske klimapolitik. Præsident Bill Clinton underskrev Kyoto-protokollen; hans efterfølger, George W. Bush, trak den tilbage. Præsident Barack Obama bragte Amerika til Parisaftalen; hans efterfølger, Donald Trump, trak sig ud af den. Nu har præsident Biden fået USA med på vognen, men ingen ved, om denne forpligtelse vil overleve det næste valg.”
Med andre ord:
Demokratiet står simpelthen i vejen for en seriøs miljøpolitik, både nationalt og globalt. Hvis vi vil redde verden, må vi give plads til økoautoritære regimer.
Som så mange andre forhold i livet, er sagen mere kompleks. Ja, Kina kan omlægge produktionen mere effektivt end liberale demokratier. Men manglen på demokrati fordrer andre problemer. Som The Diplomat understreger:
”Mange eksempler viser, at miljøsager rejses af civilsamfundet, som skubber til krav om klimapolitikker.”
Uden et levende civilsamfund, er det udelukkende regeringen, der kan definere, hvad der er godt for miljøet.
The Guardian konkluderer derfor:
”Kina har udviklet et imponerende arsenal af grønne teknologier, støttet af en slagkraftig industripolitik. Men Kina prioriterer stadig økonomisk vækst baseret på fossile brændstoffer. Der er ingen klasse af oplyste teknokrater i magtfulde regeringer, der venter i kulisserne på at redde verden. Ingen autoritære politiske kræfter satser for alvor på at afkarbonisere med den forrygende hastighed, der kræves for at afværge katastrofen. Og ingen milliardærfrelser i form af Elon Musk eller Jeff Bezos vil redde vores døende planet – de er begge mere interesserede i at komme ud af den end at forbedre den. Det stædige svar er mere demokrati – både inden for og uden for vores grænser.”
The Diplomat når frem til samme konklusion:
”Autoritarisme kan ikke bekæmpe klimaændringer. Ud over effektiv politik er opmuntring til gennemsigtige politiske beslutninger, ytringsfrihed og pressefrihed helt grundlæggende for at afbøde de værste virkninger af klimaændringer.”
Som den britiske miljøforsker Bertie Russell skrev for nylig i The Conversation, med henvisning til erfaringer fra mindre byer i Tyskland:
”En hurtig dekarbonisering af energiforsyningen er forenelig med nye modeller for økonomisk demokrati. En vægtig og effektiv indsats for at tackle klimakrisen kan imødekommes gennem processer med kollektiv myndiggørelse – uden at ty til økologisk autoritarisme.”
Lad os håbe, han har ret.
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.