Prøv avisen
Debatinterview

Professor: Demokratiet er blevet en midaldrende mand, der er gået i stå – og som tror, lykken er en ny motorcykel

Hvert fjerde eller femte år skifter vi politikerne ud, og dem, vi vælger, bliver måske nok mere og mere mærkelige, men institutionerne og måden at drive politik på står stille, siger Cambridge-professor David Runciman. – Foto: Cambridge University

De vestlige demokratier er aldrende, velhavende og i krise. Men alt imens vi stirrer os blinde på Trump, Brexit og populismen, glemmer vi at forandre de demokratiske institutioner. Og når demokratiet ophører, bliver det ikke, som vi tror, siger den britiske professor David Runciman, som lige har besøgt Danmark

Intet varer evigt. Vi kender udtrykket, og vi ved også, at det er sådan, det er. Sagen er bare, at vi har det med at glemme det. Men demokratiet får ende. Det hellige danske velfærdssamfund, som vi kender det, får ende. Spørgsmålet er, hvornår og på hvilken måde. Om det handler bogen ”Sådan ender demokratiet”, skrevet af den anerkendte britiske politolog og Cambridge- professor David Runciman, som netop har gæstet Danmark.

Det er første gang, han er i landet, og han har glædet sig til det. Blandt andet fordi begrebet ”getting to Denmark” er blevet et begreb i moderne politisk videnskab, formuleret af stjernefilosoffen Francis Fukuyama. De vestlige demokratiers mål har basalt set været at opnå det velstandsniveau, vi har opnået i Danmark. Nu er David Runciman så kommet til Danmark, ikke for at tale om landets lyksaligheder, men for at tale om, hvordan Danmark kan gå under som demokrati.

”Alle taler om, hvordan vi kan blive ligesom Danmark. Men i virkeligheden er det store spørgsmål i det 21. århundredes politik: Hvordan vil det se ud, når Danmark ophører? Det er spørgsmålet. Og det er det spørgsmål, vi glemmer at tale om.”

Selvom han sidder i Sankt Annæ Passage i det København, hvor modstandsbevægelsen for 75 år siden trykte illegale blade, så ved han også, at dagens Danmark er et temmelig udramatisk sted. Og det er da heller ikke, fordi vi skal vente at se kampvogne i gaderne, mens Christiansborg bliver overtaget af tropper fra Jydske Dragonregiment.

”Der kommer ikke et kup i Danmark, aldrig nogensinde, formentlig heller ikke i USA, men vores fantasi rækker ikke til at forestille os demokratiets afslutning som andet end et kup. Min bog er et forsøg på at tænke demokratiets endeligt på andre måder. For selvom folk har svært ved at forestille sig, at politik kan føres anderledes, end det bliver i dag, så har vi samtidig en voksende erkendelse af, at vores demokratier fungerer stadigt dårligere, og at de ikke løser de problemer, vi faktisk står med.”

For David Runciman handler det om at tænke demokratiet radikalt nyt. Ikke fordi han er revolutionær, men fordi det er nødvendigt, hvis vi skal have nogen som helst chance for at træde ud af det aktuelle dødvande.

”I løbet af de seneste 30 år har der været ufatteligt store forandringer, teknologisk, i vores måder at kommunikere på, i vores livsformer, i vores forventede levetid. Men politisk er vi helt fastlåst. Hvert fjerde eller femte år skifter vi politikerne ud, og dem vi vælger bliver måske nok mere og mere mærkelige, men institutionerne og måden at drive politik på står stille. De skaber ikke forandring.”

Stilstanden har fået de historiske sammenligninger med tidligere krisetider til at blomstre. Især til 1930’ernes Europa, hvor fascismen og nazismen førte kontinentet og verden ud i en altødelæggende krig. Men selvom vi kan lære af historiske paralleller, så er det en vildledning at stirre sig blind på 1930’erne, mener David Runciman.

”Selvom det er sandt, at vi i dagens politiske retorik kan høre ekkoer fra 1930’erne, og Trump på visse punkter kan minde om Mussolini, så er betingelserne og rammerne for både Trumps USA og de europæiske lande så afgørende anderledes, at sammenligningen ikke holder. For det første var folk i 1930’erne 10 gange fattigere end i dag, og for det andet, hvilket er afgørende, var befolkningerne meget yngre.

I dag kommer en stor del af vreden og oprøret fra ældre, som er frustrerede, som føler at noget er blevet taget fra dem, som føler et tab. Men vrede unge mænd og vrede ældre er to meget forskellige ting. Vrede ældre fører ikke til fascisme, der er simpelthen langt mindre voldsparathed. Derfor, når vor tids demokratier bryder sammen, vil det foregå på vores måde. Vi vil lave vores egne fejl, og vi vil lave ældre menneskers fejl, rige, sunde menneskers fejl. Alle de ting, du gør forkert, når du ikke længere kan forestille dig forandringen.”

Aktuelt lider de aldrende vestlige demokratier under stadigt mere desperate forsøg på at komme ud af midtvejskrisen, mener Runciman. Han sammenligner valget af Trump og Brexit i hans eget hjemland med den midaldrende mands på én gang impulsive og klichéprægede køb af en motorcykel.

”Det går galt, når man forsøger at være yngre, end man faktisk er. Når man tror, at man ved et trylleslag kan vinde noget af det tabte tilbage. ’Lad mig prøve en affære, en motorcykel, lad os vælge nogle skøre politikere, lad os forlade EU’. Det forbliver ydre tegn, men det, man faktisk har brug for, er reel forandring af partier og institutioner, som ikke fungerer længere. Og pludselig en dag, kigger du så på motorcyklen, og tænker: ’Hvad laver den dér?’ Orker slet ikke synet af den længere. ’Vil nogen købe den?’ Det er sådan, mange briter har det med Brexit lige nu.”

At der bag de aktuelle hovsa-løsninger ligger en dybere bevægelse, er Runciman helt bevidst om. Populisme er blevet den mest udbredte samlebetegnelse for vælgerreaktioner i de vestlige demokratier, og selvom begrebet er upræcist, forsøger Runciman at samle de mange reaktioner i en fælles oplevelse af tab.

”Populisme handler grundlæggende om følelsen af, at noget er tabt. Og hvad der adskiller populister fra andre typer af autoritære politikere er, at de tilbyder at give folk det, de har tabt, tilbage. ’I dag vil jeg give magten hos eliten i Washington tilbage til det amerikanske folk’, som Trump sagde i sin indsættelsestale. Det går igen alle steder med små variationer. Noget er taget fra folket, af eliten, af lobbyister, særinteresser, finansverdenen, vælg selv, i de slemme versioner er det jøderne. Tabsfølelsen er kernen, og så forstærkes det af digitalisering og sociale medier, som gør udbredelsen meget lettere.”

Religiøse og kulturelle konflikter spiller ifølge mange iagttagere en central rolle i de vestlige demokratiers krise. Alligevel fylder de ikke meget i din bog. Hvorfor ikke?

”Samtidig har de seneste 20 år helt indlysende vist os, at kulturelle og religiøse forhold spiller en enorm rolle og kan kanaliseres af forskellige politiske ledere, fra Trump, til Indiens Modi og Tyrkiets Erdogan. Men jeg tror ikke på Huntingtons tese om, at disse konflikter ligger fast i et låst skema af civilisationer.

Men vi er nødt til at se på, hvordan kultur og religion i forskellige sammenhænge er med til at drive de politiske konflikter. Men man må være meget forsigtig i vurderingen af religiøse og kulturelle konflikter, fordi konteksten i de enkelte lande er meget forskellig. Med Trump har vi fået en amerikansk præsident med historisk bred opbakning blandt evangelikale kristne, men han appellerer ikke til dem som kristen. Han behøver ikke engang at lade som om, for han tilbyder ikke at være som dem. Han tilbyder at lytte til dem.”

Selvom populismens politiske skikkelser tiltrækker sig meget opmærksomhed i disse år, skal vi kigge andre steder hen, hvis vi vil forstå, hvor verden bevæger sig hen, mener Runciman. Han er blevet berømt for sin vurdering af, at Facebooks stifter og direktør Mark Zuckerberg i virkeligheden udgør en større fare for demokratiet end Trump. Det hænger sammen med, at Trump som politisk valgt kan skiftes ud, mens Zuckerbergs magt både er langt mere gennemgribende, mere uigennemsigtig og umulig at skifte ud. Den aktuelle strid mellem techgiganterne og staternes forsøg på at inddæmme deres magt bliver helt afgørende, mener Runciman. Aktuelt er der tre modeller for, hvordan det kan gøres, den amerikanske, den kinesiske og den europæiske.

”I den amerikanske model er der stort set ingen regulering, techgiganterne kan generere enorme overskud og måske beder staten dem lejlighedsvist om hjælp. I den europæiske model forsøger man at regulere og beskatte dem, mens man i den kinesiske model gør dem til en del af staten. Problemet med den europæiske model er, at i modsætning til Kina, hvor det er kinesiske virksomheder, og i USA, hvor det er amerikanske virksomheder, så vil man i Europa forsøge at regulere nogle andres virksomheder. Selvom jeg er tilhænger af at regulere med lovgivning og politiske tiltag, så vil EU formentlig ikke have tyngden over for de amerikanske giganter til at føre det igennem.”

Mens Kina har styr på sine digitale kæmper, står Europa således klart svagest i denne kamp. Hvis konflikten mellem den amerikanske regering og techgiganterne spidser til, vil udfaldet i sidste ende bero på mere kontante magtmidler.

”Den amerikanske stat har to ting, som techgiganterne ikke har, nemlig hæren eller voldsmonopolet og så magten over den globale valuta, dollaren. Det er ikke sandsynligt, at techfolkene får en hær, men de kæmper meget ihærdigt for at etablere deres egen globale valuta. Hvis det lykkes, vil de have brudt statens monopol og dermed sandsynligvis vinde slaget.”

En verden styret af techgiganterne kan få det til at se ud, som om de yngre generationer, med Silicon Valleys 30-40-årige milliardærer i spidsen, sidder med nøglen til fremtiden. Men en central pointe i Runcimans bog er, at vi for første gang i verdenshistorien har en situation, hvor de ældre generationer hjulpet af demografi og længere levealder sidder på magten.

”Hvis de unge var mange nok, som de har været tidligere, var Trump ikke blevet valgt og Brexit var ikke sket. De unge mellem 18-30 er blevet en minoritet, som systematisk holdes fra magten.

Med tiden vil en større del af samfundet have en universitetsuddannelse. Og selvom uddannelse er afgørende for, hvad folk stemmer, vil den aldrende befolkning med deres interesser for pensioner, fast ejendom og bevarelse af privilegier kunne fastholde magten. Når mange unge i dag ikke tror på demokratiet, skyldes det også, at de ved, de ikke kan vinde.”