Demokratiet har brug for stærke personligheder. Hellere partihoppere end partisoldater

Med øjeblikkets indimellem kaotiske borgmestervalg kan man godt ønske sig mere stabile partigrupper, men stærke, uafhængige politikere og ikke partier er folkestyrets rygrad, skriver Niels Kærgård, professor i økonomi og tidligere overvismand

Når partidisciplinen er blevet en mere og mere snærende spændetrøje, har det blandy andet noget med nedprioriteringen af det samarbejdende folkestyre at gøre, skriver Niels Kærgård
Når partidisciplinen er blevet en mere og mere snærende spændetrøje, har det blandy andet noget med nedprioriteringen af det samarbejdende folkestyre at gøre, skriver Niels Kærgård Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I sin kronik ”Politikere skal forhindres i partihop og løsgængeri” i Kristeligt Dagblad den 30. oktober argumenterer Hans Christian Bjerg for en valglovsændring, hvor valgte politikere automatisk erstattes af deres suppleanter, hvis de bryder med deres parti. Om det er en god idé, afhænger af, hvilket form for demokrati man ønsker sig. Vil man have et samarbejdende folkestyre med selvstændige personligheder, eller vil man have topstyring, blokpolitik, partidisciplin og flertalsdiktatur?