DEN 11. SEPTEMBER 2001 satte en kanonade af banken en effektiv stopper for min ferie i de nordcaliforniske redwoodskove.
Bankeriet var så højlydt, at jeg troede, hoteldøren skulle sprænges. I en sky af forvirret uvidenhed åbnede jeg pligtskyldigt døren. Min bedste ven fra arbejde stod der og skreg.
Nu stod jeg der, klokken var kvart i syv om morgenen, helt vågen med uglet hår og tændte for fjernsynet. Sammen med millioner af andre så min ven og jeg World Trade Center styrte til jorden.
På det tidspunkt vidste vi ikke, at 12 års fred efter den kolde krig nu brød sammen. At en ny æra af vold og usikkerhed ville stige op over støvet fra de sammenstyrtede bygninger.
SÅ GODT SOM ALLE husker, hvor de var den morgen. Som vanligt var min far taget på arbejde i Pentagon.
Jeg kunne ikke taste nummeret til hans mobiltelefon hurtigt nok. Mine hænder rystede. Jeg prøvede at ringe til min stedmor. Jeg kunne næsten ikke trække vejret. Derefter prøvede jeg at ringe til deres telefon hjemme. Men alt for mange mennesker ringede til Washington. Forbindelsen var blokeret. Jeg kunne end ikke lægge en besked på telefonsvareren.
Af alle steder var redwoodskoven et godt valg til at sætte situationen i perspektiv. Man føler sig lille, når man ser op på træer, der er 35 etager høje. Mange af dem er mere end 600 år gamle og har overlevet århundreders vold. Deres enkelhed beroliger sjælen: den rustfarvede, foldede bark. Den store grønne krone, som lader solens stråler slippe igennem.
Min ven og jeg gik en tur i skoven. Jeg knugede min mobiltelefon i hånden. Jeg stirrede på den. Grannålene knasede højlydt. Min vens stemme syntes skinger. Jeg var bange for at miste mobilsignalet.
Chok forekommer i alles liv. Men hver gang flår det i hjertet. Det er en hyldest til menneskelig styrke, at vi ikke alle går rundt som spøgelser med hver vores ar. Timer senere ringede min telefon endelig. Da jeg hørte min fars stemme, eksploderede alle mine følelser som en voldsom orkan. Mens jeg græd, fortalte min far, at han havde følt et stød denne morgen. Der var byggearbejde lige ved siden af, hvor han arbejdede i Pentagon. Han og kollegerne havde joket om, at nogen måske havde væltet en kran. Først senere gik det op for min far, hvad der var sket. Havde byggeriet været gjort færdigt til tiden, ville han være blevet knust af flyets næse. Et angreb mod amerikansk jord havde syntes næsten umuligt, fordi havet skilte landet fra størstedelen af verden.
Da det nu skete, græd endog en af de erfarne jurister på mit arbejde. Amerika havde tabt sin uskyld.
15 dage senere døde min bedstefar. Som 95-årig var han både fysisk og psykisk stadig i fuld vigør. Jeg tror, at angrebet mod Pentagon gav ham et dødeligt chok.
SÅ HURTIGT SOM DET VAR muligt, fløj jeg til Washington og gav min far et kæmpeknus. Præcis som præsident George W. Bush havde foreslået, var min far mødt på arbejde dagen efter.
På trods af en kontroversiel vane med at manipulere verdenshistorien, ser de fleste amerikanere deres land som et fyrtårn for demokratiet. Før støvet havde lagt sig på Ground Zero, bragte det store nyhedsmagasin Newsweek en forsidehistorie: ”Derfor hader de os.”
Jeg tog en bus til New York, hvor jeg havde boet i fire år som studerende. Som to loyale venner havde de to tårne forankret Manhattans sydlige spids. Højt oppe i luften, i baren på 107. etage, mødtes vi som unge i en hyldest til den glitrende by nedenunder.
Nu var gaden neden for tvillingetårnene indhyllet i en sort sky af aske. Hundredvis af hjemmelavede efterlysningsplakater var sat op på politiets afspærringer. Hvor de i de første dage havde signaleret håb, virkede de nu som en improviseret kirkegård.
Det føltes, som var Amerikas hjerte blevet flået ud. 15 år senere synes det til tider, som om vi er omgivet af død og ødelæggelse. Sorgen trækker spor overalt på kloden. På en café og i en synagoge i Danmark, i en have i Lahore og på promenaden i Nice.
Op af asken efter den 11. september steg en ny æra med en dårligt udtænkt krig i Irak og dens fortsættelse med folkedrab i Syrien. Det behagelige er at ignorere volden. Det modige er at gøre noget ved den.
Robin Elizabeth Herr er freelancejournalist og ekstern lektor på Syddansk Universitet.
