Den afgørende lille tilføjelse

KOMMENTAR: Katolikker føler, at de har et ægte trosfællesskab med de ortodokse, men må konstatere, at det omvendte ikke er tilfældet

Der har i Kristeligt Dagblad været forskellige indlæg i anledning af skrivelsen »Dominus Jesus« af den 6. august 2000, hvor der bl.a. skelnes mellem »kirker i egentlig forstand« og »kirkesamfund«. Redaktør P. Sebbelov har i en kronik den 18. december 2000 skrevet et indlæg fra ortodoks side, som jeg ønsker at kommentere. Katolikker føler, at de har et ægte trosfællesskab med de ortodokse. Åndeligt og teologisk øser vi i rigt mål af de samme oldkirkelige og senere østlige traditioner. Vi elsker deres liturgi, kirkemusik og ikoner, vi nærer en dyb respekt for deres spiritualitet. Men jeg må med smerte konstatere, at det modsatte ikke er tilfældet. Den 29. juni (Peters og Pauls fest) 1995 fandt der et officielt møde sted i Rom mellem pave Johannes Paul II og den økumeniske patriark af Konstantinopel, Bartholomeos I. I denne forbindelse udtrykte paven ønsket om en tilbundsgående redegørelse for problemet omkring tilføjelsen Filioque i trosbekendelsen: »Jeg tror på HelligåndenÉ som udgår fra Faderen og Sønnen«. Denne tilføjelse har været og er stadig en torn i øjet på de ortodokse kirker. Samme pave har ved en tidligere lejlighed i anledning af et fælles møde i Rom med den ortodokse patriark sammen med ham fremsagt trosbekendelsen uden Filioque. Pave Johannes Paul har gjort det til en af sine hjertesager at bane vejen for en fuldkommen enhed mellem østkirkerne og den katolske kirke. I 1995 udsendte han en skrivelse med den tankevækkende titel: Orientale Lumen (Lyset fra Øst). I skrivelsen, henvendt til katolikker, slår paven fast, at de orientalske kirkers traditioner (der er flere end den byzantinske) udgør en integreret del af Kristi kirkes arvegods. Ved mange andre lejligheder bruger han udtrykket, at kirken igen skal ånde med begge lunger. Så sent som i det forgangne år overdrog han som en økumenisk gestus Skt. Theodors Kirke i Rom til den græsk-ortodokse kirke. Jeg vil nu i al korthed skitsere den katolske kirkes selvforståelse: 1) Kirken på jorden er et synligt verdensomspændende fællesskab, ledet af Peters efterfølger (paven) og de biskopper, som har fællesskab med ham. At have fuldt fællesskab med kirken indebærer, at man er knyttet til den ved bekendelse af troen, ved dåben og de øvrige sakramenter og ved at stå under dens hyrder. 2) Denne ene katolske kirke eksisterer i og består af de lokale katolske kirker, der hver især ledes af en biskop. De lokale kirker er fuldt og helt kirker i egentlig forstand med deres egen hyrde, der leder dem i Kristi navn (autocephalitet), men de står alle i et fællesskab med hinanden, hvor biskoppen af Rom (paven) er garanten for dette katolske fællesskab, dets enhed og rette tro (ortodoksi). Han er enhedens tjener. Kirkens væsen er communio (fællesskab). I Sebbelovs kronik anfægtes pavens primat - naturligvis. Studerer man imidlertid de første 1000 års kirkehistorie, bliver det helt klart, at kirken i Rom fra de første århundreder indtog en særstilling som ovenfor defineret. Den oldkirkelige synodepraksis leverer en overbevisende dokumentation. Kirken i Rom havde en autoritet, som ingen anden kirke havde. Også betegnelsen »den apostolske stol« (bispesæde) viser det. Det er blevet almindeligt at tale om »det store skisma« mellem den ortodokse og den katolske kirke i 1054. Dette er imidlertid et typisk eksempel på en forenkling af historien. Der fandt ingen eksommunikation (bandlysning) sted af den ortodokse kirke henholdsvis af den katolske kirke. Der var opstået en konflikt mellem patriark Mikael Kerullarios og pave Leo IX, som førte til, at paven sendte en delegation til Konstantinopel for at få konflikten bilagt, men forgæves. De pavelige legater ekscommunicerede patriarken, og denne svarede igen med at ekscommunicere pavens udsendinge, men ikke paven. Der opstod altså intet formelt brud mellem kirkerne ved den lejlighed! Hvornår er det da opstået? Den historiske sandhed er vel den, at splittelsen ikke så meget hænger sammen med én bestemt begivenhed, men var resultatet af en århundredelang fremmed- og mistænkeliggørelsesproces fra begge sider, der kan spores tilbage til det 4. årh. Episoden i 1054 var blot et symptom på det generelt dårlige klima mellem Øst og Vest. Dette blev i de efterfølgende århundreder stærkt forværret. Der blev dog uden held gjort mange forsøg på at bringe uoverensstemmelserne ud af verden, især fra de byzantinske kejseres og pavernes side. Dog blev forbindelsen mellem Øst og Vest ikke helt afbrudt i Middelalderen. Det må være kirkehistorikernes opgave så objektivt som muligt at udrede den komplicerede årsagssammenhæng i den proces, der har adskilt de fleste af østkirkerne og den romerske kirke. Som eksempel på en sådan kompliceret og endnu ikke fuldt afdækket problematik skal nævnes spørgsmålet om Filioque. Et nærmere studium af de dogmatiske stridigheder i det 4. og 5. århundrede viser en kompliceret udvikling af teologien i Øst og i Vest, der lidt efter lidt fører til forskellige nuancer og indfalds-vinkler i forståelsen af Treenighedens mysterium. Også den vestlige (latinske) tradition kan påberåbe sig tidlige kirkefædre som autoriteter. Kirken skulle kunne leve med begge traditioner. Tilbage står spørgsmålet om, hvorfor den teologiske udvikling i den latinske kirke førte til, at man indføjede ordet Filioque i trosbekendelsen. Det var ikke ønsket om at tilføje noget til eller ændre i trosbekendelsen, men kun at tydeliggøre den, ligesom man allerede havde gjort på koncilet i Konstantinopel (381), for at forsvare den rette lære om Treenigheden. Med andre ord, både i Øst og i Vest var det afgørende ikke ordlyden i en trosbekendelse, men indholdet. Dette indhold måtte ikke ændres. Men man har følt sig berettiget til, ja forpligtet til, at tilføje præciseringer i ordlyden for at bevare læren uforfalsket. Historien viser, at selv de store trosbekendelser var et »living document« - naturligvis med visse begrænsninger. Den apostolske trosbekendelse er et andet godt eksempel herpå. Til slut må jeg i forbindelse med Sebbelovs kronik kort berøre hans fremstilling af »den apostolske succession«. Er hans redegørelse virkelig i overensstemmelse med den ægte ortodokse tradition? Han skriver: »Den apostolske succession bevarer alene sin gyldighed, så længe vedkommende biskop forbliver i overensstemmelse med kirkens tro og lære i sin helhed«. Konklusionen på hans opfattelse ville i så fald være, at den katolske kirke ikke har bevaret den apostolske succession, eftersom den »på afgørende områder har frasagt sig kirkens oprindelige tro«, f.eks. i forbindelse med Filioque. En sådan påstand er helt klart i modstrid med oldkirkens lære og praksis. Problemstillingerne omkring trosbekendelsen og kirkesynet er lige så relevant for protestantismen som for katolikker og ortodokse. Protestantisk kristendom har trosbekendelsen fælles med den katolske kirke - også Filioque. Også protestanterne må »forsvare« denne opfattelse af Treenigheden, som her kommer til udtryk. Og hvad kirkesynet angår, har netop reaktionerne på skrivelsen »Dominus Jesus« peget på behovet for at tale om vores forskellige kirkesyn. Der er altså stadig væsentlige spørgsmål at tage fat på i den økumeniske samtale. Lars Messerschmidt er generalvikar for den katolske kirke i Danmark.