Prøv avisen
Debat

Er der en amerikansk revolution undervejs?

At dømme efter Hillary Clintons udtalelse om, at halvdelen af Trumps støtter er ” deplorable ”, hvilket kan oversættes til noget i stil med ”kassabel” eller ”elendige tabere” eller måske ”folk uden for pædagogisk rækkevidde”, deler hun perspektiv med centralbankchefen. Senere beklagede hun udtalelsen – ”hun havde ikke ment halvdelen”. Foto: Lee Jin-man/AP/Polfoto

Er de begejstrede Trump-støtter, der nu har valgt ham som USA’s næste præsident, de elendige foragtede udskud, Clinton hævder? Eller er de toppen af et isbjerg af utilfredshed – de mest synlige i et land og et folk, der har mistet tålmodigheden med en ledelse, som i årtier ikke har vist dem den fjerneste interesse?

Den amerikanske centralbankchef, Janet Yellen, udtalte for nylig, at USA’s arbejdsløshed er den laveste i 43 år og nede på under fem procent, og at landets økonomi går godt. Den udtalelse rummer nogenlunde samme grad af afsondrethed og ligegyldighed over for den lille jævne mand, som da den franske dronning Marie Antoinette i 1788 svarede, hvad der kunne gøres over for hungersnøden: ”Hvis ikke de har brød, så lad dem spise kage.”

Det franske folk sultede og rummede mange års indestængt raseri over de inkompetente og virkelighedsfjerne magthavere. Revolutionen fulgte året efter, og dronningen endte, som så mange i sin samtids franske overklasse, sine dage i guillotinen i 1793.

Situationen i USA’s rustbælte i dag er ikke uden ligheder med den i Frankrig for over 200 hundrede år siden – millioner af fattige mennesker, der har mistet så godt som alt. Den følelse, de må have – fra arbejdsløse fabriksarbejdere i New York State til folk i de forladte bilbyer i Michigan – når de hører Janet Yellen sidde i sit elfenbenstårn og med selvtilfreds mine prise situationen, tåler vel sammenligning med Frankrig dengang.

At dømme efter Hillary Clintons udtalelse om, at halvdelen af Trumps støtter er ” deplorable ”, hvilket kan oversættes til noget i stil med ”kassabel” eller ”elendige tabere” eller måske ”folk uden for pædagogisk rækkevidde”, deler hun perspektiv med centralbankchefen. Senere beklagede hun udtalelsen – ”hun havde ikke ment halvdelen”.

Men både Clintons og Yellens udtalelser er betegnende. Den amerikanske kulturelle elite og økonomiske overklasse synes at blive stadig mere uforskammet hovmodig og ligegyldig over for landets pressede middelklasse af jævne mennesker, som kæmper med at få dagligdagen til at hænge sammen. I hvor høj grad mange af dem ønsker radikal forandring, kunne ses af, at de var villige til at gå til en mand som Donald Trump, der jo unægtelig ikke fremstår som en særligt sympatisk og hjertelig person.

Er de begejstrede Trump-støtter, der nu har valgt ham som USA’s næste præsident, de elendige foragtede udskud, Clinton hævder? Eller er de toppen af et isbjerg af utilfredshed – de mest synlige i et land og et folk, der har mistet tålmodigheden med en ledelse, som i årtier ikke har vist dem den fjerneste interesse?

Valget er afgjort. Nu er det tid til at forstå.

Thomas Grønlund Nielsen er forfatter.