Prøv avisen

Den artige generation: Hvorfor har vi unge opgivet at forme samfundet?

"Jeg siger ikke, at alle unge nødvendigvis burde gå på barrikaderne for SU’en. Men jeg siger, at dette eksempel giver et klart billede af en generation, der har mistet stemmen i den offentlige debat, selv over for de sager, som vedrører den," skriver Meike Sørensen. Privatfoto.

Vi unge fravælger engagementet i karrierens navn, for vores egen fremtids skyld. Og det gør os ikke meget bedre end politikerne på Christiansborg. Det skaber nemlig en generation med lige så tykke skyklapper. En generation, der glemmer, at det er den, som skal definere fremtiden, skriver studerende

En ny regering har set dagens lys. Nyt grundlag, nye ministerbiler, nye lovforslag.

På mange områder har det nye samarbejde ledt til en ændring i ambitionerne, men ikke på SU-området.

Det skal stadig forringes. På trods af, at en ny undersøgelse viser, at det vil betyde 20 procent højere frafald på uddannelserne og en uforudset udgift på 300 millioner kroner til afbrudte uddannelser.

Regeringen vælger at tage skyklapper på og holde sig til mavefornemmelsen. Og det er slemt. Men mindst lige så slemt er det, at politikerne kan tillade sig at gøre det. At planerne om at forringe SU’en absolut ingen reaktion afføder blandt de unge på trods af, at mange er utilfredse over den.

Historisk set har ungdommen været en mere progressiv generation, end den er i dag. Den har været en generation, som protesterede på baggrund af visioner for samfundet, gode som dårlige, men alle med det tilfælles, at de satte spørgsmålstegn ved den vante måde at gøre tingene på.

Tænk: Studenteroprøret i 1960’erne, hippiebevægelsen, punkbevægelsen, hvor ungdommen har appelleret til nye måder at tænke på. Men det gør den ikke længere.

Jeg siger ikke, at alle unge nødvendigvis burde gå på barrikaderne for SU’en. Men jeg siger, at dette eksempel giver et klart billede af en generation, der har mistet stemmen i den offentlige debat, selv over for de sager, som vedrører den. Når generationen prøver at sige noget, som ved SU-demonstrationen i oktober, bliver den overhørt. Stemmen er nemlig så ubrugt, at den nu er reduceret til en hvisken. Hvad er der sket? Hvor er alle de, der før var de kloge og de nytænkende, forsvundet hen?

I et hul på bunden af konkurrencestaten tror jeg, at vi finder mange af de mennesker. Min generation er mere presset end nogensinde før. De fleste kan føle det, hvis de virkelig mærker efter.

Nogle har måske, ligesom mig, ligget søvnløs gennem en hel juni, vågen i frygten for at skulle fejle til en eksamen. Nogle har måske været omgivet af dårlig samvittighed, over at have brugt tiden på ting og tanker, der ikke kunne sættes på cv’et.

Dette ”projekt livet”, som vi passer som små spædbørn, har skabt en Artig-Verner-generation, der ikke evner at sige samfundet og de voksne imod. Vi fravælger engagementet i karrierens navn, for vores egen fremtids skyld. Og det gør os ikke meget bedre end politikerne på Christiansborg.

Det skaber nemlig en generation med lige så tykke skyklapper. En generation, der glemmer, at det er den, som skal definere fremtiden.

Meike Sørensen er studerende på Københavns Universitet.