Prøv avisen
Mediekommentar

Prins Henriks opførsel krænker nærmest både land og monarki

"Prins Henrik har altid virket som en lidt fremmed fugl, der ikke lærte sproget, og som langt hen ad vejen syntes at have iagttaget nationen fra sidelinjen," skriver Sørine Gotfredsen. Foto: Asger Ryø Borberg/ritzau

Prins Henriks seneste beslutning kommer utvivlsomt til at præge hans eftermæle negativt. Det ligner en småbitter demonstration, og det er en smule absurd at konstatere, at han faktisk sætter sin egen betydningsfuldhed så meget over den danske historie, at hans opførsel nærmest krænker både landet og monarkiet

Det er ikke ofte, at kongehuset udsender bemærkelsesværdige nyheder, men i går skete det. Prins Henrik har meddelt, at han ikke vil begraves ved siden af Dronning Margrethe i Roskilde Domkirke, som det ellers var planen, og årsagen skulle være, at han ikke finder det passende at ligge begravet ved siden af en dronning, når man ikke selv er konge. Den gamle traver, altså.

Prinsen vil begraves i Danmark, men ikke sammen med sin hustru, og et livstraume folder sig definitivt ud. Da de kongelige jo ikke til hverdag lader sig interviewe, måtte diverse reportere selv finde på, og TV 2s Ulla Terkelsen mente, at mange danskere værdsætter Prins Henriks excentriske natur og finder det forfriskende, at han ”står fast”. Men at nogen sikkert også finder hans opførsel illoyal. Ja, mon ikke.

Helt tilbage i 1967 trådte denne mand ind i et ægteskab og en dansk historisk sammenhæng, som han fra begyndelsen kendte betingelserne for, og hans tiltagende optagethed af titler og rang forekommer ude af trit med både hans beføjelser og den danske mentalitet, som han vel trods alt efterhånden kender. Befolkningen tager generelt med åbne arme imod kongelige personer fra udlandet, hvis blot de til gengæld tager imod Danmark og tjener sagen.

Prins Henrik har altid virket som en lidt fremmed fugl, der ikke lærte sproget, og som langt hen ad vejen syntes at have iagttaget nationen fra sidelinjen. Eftersom dronningen er så uhyre afholdt, er der næppe tvivl om, at langt den største sympati nu havner hos hende, men derudover lærer vi med denne sag, hvilken stor kvalitet der er forbundet med, at medierne ikke kan komme stort videre, når en royal pressemeddele er læst og analyseret. Uanset hvor meget kongehusets medlemmer klokker i det, er monarkiet beskyttet mod det platte og nyfigne, og sådan skal det være.

Enhver anden offentlig person, der havde taget en så stor beslutning, ville være blevet trukket gennem hele møllen i samtlige talkshows og nyhedsprogrammer, og netop fordi de kongelige er forskånet for den slags, kan de forblive i deres lidt hemmelige rum. Vi må i sidste ende gætte os frem til den sande tilstand bag slottets mure, og derfor ved vi heller ikke, hvordan det egentlig hænger sammen i tilfældet Prins Henrik. Det skal huskes.

Men vi kan til gengæld godt tillade os at antage, at denne mand – netop i sin beskyttede royale tilværelse – havde alle muligheder for at skabe sig et liv, hvor han kunne udleve sit eget franske jeg og samtidig trofast tjene dronningen og nationen. Derfor vil den seneste beslutning utvivlsomt komme til at præge Prins Henriks eftermæle negativt. Det ligner en småbitter demonstration, og det er en smule absurd at konstatere, at han faktisk sætter sin egen betydningsfuldhed så meget over den danske historie, at hans opførsel nærmest krænker både landet og monarkiet.

Det er nok meget godt, at Prins Henrik aldrig bliver andet end den konge, vi aldrig fik. Man tvivler lidt på, at han ville have haft formatet.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.