Den bløde totalitarisme har overtaget universiteterne

Gammeldags frisindede, lidt til venstre for midten – ”liberals” i den engelske forståelse af ordet – kan blive forskrækkede over, hvad der foregår på universiteterne, især i USA og Storbritannien. Her hersker i dag en såkaldt ultra-liberalisme, som forfølger holdninger, der ikke flugter med dens egne.

Akademikere har ganske vist altid været slemme til at løbe i flok, men overvågningen er blevet værre. Karrierer ligger i ruiner efter en spøgefuld bemærkning, som regnes for kønspolitisk angribelig, og bøger screenes, så de studerende ikke uforvarende skal støde på et utilbørligt synspunkt, for disse ”snowflakes”, som disse studerende kaldes, er mere sarte end victorianske frøkener.

Den engelske filosof John Gray behandler ultra-liberalismen i et essay i Times Literary Supplement og bemærker:

”Når studerende fra Kina læser i vestlige lande, lærer de blandt andet den lektie, at gennemtvingelse af intellektuel ortodoksi ikke forudsætter en autoritær regering. På institutioner, der ellers hævder at respektere kritisk tænkning, bliver censuren mest effektiv, hvis den er noget, man pålægger sig selv. Et grundlæggende træk ved tyranni – kontrol af holdninger – er i dag en etableret praksis i samfund, der tror sig selv friere end nogensinde før.”

Men de lidt ældre behøver ikke undre sig, for denne ”bløde” totalitarisme har altid ligget i kim i den frisindede liberalisme. Den har siden sin filosofiske begyndelse for 200 år siden dyrket ”humanitetens religion” og næret en forkærlighed for det universelle.

Tilsvarende har den været blind for eller direkte nedvurderet betydningen af sæd og skik, tradition og historie og en mere folkelig opfattelse af tilværelsens værdier.

I stedet sværmede man for menneskeheden som abstrakt idé. Men hvad er ”menneskeheden”, spørger Gray. I al fald ikke noget, man kan iagttage empirisk. Alt, hvad man kan se, er mennesker, der bakser med deres mudrede mål og værdier. Og ofte sætter de sikkerhed højere end principper.

Derfor må de liberale væmmes ved den populisme, som præger dagens politik; Trump, Orban, Brexit og så videre – fænomener, som Gray selv er bange for. De dukker op overalt som almindelige menneskers reaktion på årtiers globaliserende politik, der ikke ville vide af grænser, national identitet og den voksende bekymring over indvandring.

Universiteternes lidet tolerante insisteren på egne idéer spejler sig også i storpolitikken. De militære interventioner i Mellemøsten er motiveret af en urokkelig overbevisning om, at egne, sekulære frihedsidealer er de eneste rigtige. Man antager, at alle andre kulturer nødvendigvis før eller senere må elske dem, når blot diverse tyranner bliver fordrevet.

Indsatsen i Libyen, Irak og andre lande var motiveret af en verdslig religiøsitet, skriver Gray, og en af dens trosartikler lyder: ”Langsomt og med mange tilbageslag ville menneskeheden udvikle sig til et verdenssamfund baseret på liberale værdier.”

Hvad vi snarere har lært af disse militære operationer, mener Gray, er, at frihedsrettigheder, som har eksisteret her hos os i nogle århundreder, ikke kan overføres efter forgodtbefindende til hele verden.

”Som sene udvækster af jødedom og kristendom er disse friheder frugterne af et særligt mønster i en historisk udvikling. Og i disse år bliver de foragtet i de områder, hvor deres vugge stod.”

Når de frisindede tror det muligt at lave hele verden om i deres eget billede, er det også, fordi de regner holdninger og værdier for kulturelle konstruktioner. Sjovt nok rækker den relativisme dog ikke længere end, at nogle konstruktioner skal ødelægges, nemlig historiske nationaliteter og religioner, mens andre skal værnes, nemlig de seksuelle minoriteters.

”Men hvis menneskelige værdier ikke er andet end sociale konstruktioner,” spørger den engelske filosof, ”hvordan kan et undertrykkende samfund så skelnes fra et, der ikke er?”

Denne art liberalisme løber i dag linen ud og har tabt tålmodigheden med andre holdninger. De regnes for tilbagestående eller onde, og man tror – ligesom bolsjevikkerne – på et kommende menneske, et højere væsen renset for gamle kendetegn af familiær, national eller religiøs art. Man ser ikke, hvor tyrannisk tanken er. Og at den ligger i logisk forlængelse af en idealistisk begyndelse:

”Liberale, som er rystede over den nye intolerance, har ikke bemærket, hvor meget de selv har tilfælles med dem, der gennemtvinger den. Hyperliberale ’snowflakes’, der forlanger safe spaces (krænkelsesfrie rum, red.), hvor de kan skånes for forstyrrende kendsgerninger og idéer, er, hvad forrige generationer har gjort dem til. Besatte af troen på en forestillet menneskehed søger også de at svække eller ødelægge de nationale og religiøse traditioner, der i fortiden understøttede frihed og tolerance.”

Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.