Konflikten i Den Centralafrikanske Republik bunder ikke i religion

Den Centralafrikanske Republiks forskellige militser er igen i væbnet kamp, og landet er på vej mod et nyt blodbad.
Den Centralafrikanske Republiks forskellige militser er igen i væbnet kamp, og landet er på vej mod et nyt blodbad. . Foto: Cassandra Vinograd/AP/ritzau.

Kristeligt Dagblad kunne den 29. august viderebringe den triste nyhed om, at Den Centralafrikanske Republiks militser igen er i væbnet kamp, og landet er på vej mod et nyt blodbad. Som tidligere bruger oprørsgrupper i landet religion som argument for krigshandlinger – både de muslimsk dominerede seleka-grupper og de kristent dominerede anti-balaka-grupper.

Artiklen påpegede meget rigtigt, at kirkerne i Den Centralafrikanske Republik ikke støtter anti-balaka-militserne og deres anti-islamiske retorik. Med andre ord handler konflikten ikke om religion, selvom religion er kommet til at spille en rolle i konflikten.

Den danske regering lovede i sidste uge øget indsats for forfulgte kristne og et øget fokus på tros- og religionsfrihed i Udenrigsministeriet såvel som støtte til civilsamfundsprojekter. Den Centralafrikanske Republik er et godt eksempel på, at tros- og religionsfrihed er en ret, der bør fremmes for alle, ikke kun kristne:

I en række af verdens lande undertrykkes minoriteters tros- og religionsfrihed: koptiske kristne i Egypten, hinduer og ateister i Bangladesh, rohingya-muslimer i Myanmar, buddhister, sikher og dalitter i Indien, kristne, muslimer og buddhister i Nepal, visse buddhistiske og kristne grupper i Vietnam. Situationen i disse stater er karakteriseret af en række fælles træk: Der er et stort socialt pres på minoritetsgrupper såvel som et stort pres fra magthaverne.

Staterne mangler implementering af frihedslovgivning, ofte mangler der politisk legitimitet fra magthavernes side, der er udpræget manglende evne til at levere fælles goder – og især mangler der evne og vilje til at beskytte udsatte grupper. Sidst, men ikke mindst, er hele denne række af lande danske programsamarbejdslande i forhold til udvikling.

Det betyder, at Danmark gennem sin udviklingsbistand har gode muligheder og et specielt ansvar for at fremme respekt om individuelle frihedsrettigheder i disse lande, inklusive tros- og religionsfrihed – for kristne såvel som for andre.

For at vende tilbage til regeringens bebudede indsats for forfulgte kristne, så viser denne korte gennemgang nemlig, at problemet med manglende tros- og religionsfrihed ikke kun er et problem for kristne. Det er ikke kun kristne, som forfølges. Snarere end at der er noget specielt i kristendommen, som tilsiger forfølgelse af kristne – eller noget specielt i islam, som tilsiger forfølgelse af kristne – så bør årsagen søges i dynamikken mellem majoritet og minoritet.

Situationen i Den Centralafrikanske Republik bekræfter netop denne velkendte dynamik, som udpeger en minoritetsgruppe som skyldig i majoritetens problemer, og hvor identitetspolitikken kan underbygges religiøst. På den måde kan religion let blive en del af konflikten, selvom konflikten ikke handler om religion. En styrkelse af frihedsrettigheder generelt og af tros- og religionsfrihed specifikt er den bedste måde, som vi i vores udviklingssamarbejde bedst kan hjælpe udsatte grupper på, inklusive de kristne.

Jonas Adelin Jørgensen er generalsekretær i Dansk Missionsråd.