Det er ikke alle undersøgelser, man skal tage lige alvorligt, men den seneste har utvivlsomt noget på sig. Den danske befolkning er blevet udnævnt til at være den mindst høflige i Europa, og det behøvede man ikke en flok forskere til at udtænke for os. Man behøver såmænd blot åbne sine øjne og ører. Ligegyldigheden og manglen på hensynsfuld opmærksomhed præger landet, og alene i min levetid har skredet været markant.
De fleste vil sandsynligvis karakterisere sig selv som høflige mennesker, for man overfuser jo normalt ikke nogen, men måske er man heller ikke klar over, hvad normen egentlig er for god opførsel. At den forpligter helt ned i detaljen i den daglige omgang med hinanden.
Samfundsforsker Michael Böss havde fat i noget rigtigt, da han her i avisen forleden udtalte, at vi står i en noget diffus overgangsperiode, hvor den individualistiske kultur for alvor hersker, mens det er uvist, hvad der vil følge efter. Den normløshed, der blev resultatet af 1968-opgøret med det overleverede, er nu fuldbragt, og da kristendommen fortsat mister betydning, er det svært at vide, hvad der i fremtiden vil komme til at forme os.
Til gengæld tør jeg godt hævde, at en del af vores problemer har at gøre med begrebet lighed. Det står efterhånden klart, at den intense dyrkelse af lighed på tværs af alt, der kendetegner dansk kultur, også rummer noget klodset og ukærligt. Den kan gøre os passive og uopmærksomme i mangel på indlevelse.
For at forstå den tankegang kan man ty til den engelske serie ”Downton Abbey”, der (igen) genudsendes på DR, og som i næsten hver eneste scene udgør et studie i konventioner og høflighed. Alt imens den samtidig viser, hvordan det kan gå galt.
Hos den adelige familien Crawley på godset hersker åbenlys ulighed, eftersom herskabet og tjenestefolkene lever i hver sin verden. Men midt i dette vilkår findes en vigtig forståelse af menneskelig værdighed. Den kommer til udtryk, da den unge slægtning Matthew, der er rundet af mindre fornemme kår, indlemmes i familien og forsynes med en butler. Han finder det latterligt at skulle hjælpes i tøjet og spørger butleren, om han dog ikke har noget mere fornuftigt at tage sig til.
Matthew taler som en moderne dansker, der ønsker lighed for alle, og som midt i sin velmente ageren på yderst uforstandig vis krænker andre. Han tror, at han er progressiv, mens sagen er, at han mangler sans for andres situation, og til sidst må greven på godset forklare Matthew, at han reelt ikke ser sit medmenneske, men i stedet tramper på ham. Matthew retter ind og forstår, at der også findes en menneskelig lighed inden for rammerne af et fastlagt hierarki.
Jeg argumenterer ikke for et klassedelt samfund som i 1920’erne, men nedbrydningen af hierarkier her i landet udgør en stor del af forklaringen på danskernes rådvildhed angående ordentlig opførsel.
Eller vores ”bøvethed”, som journalist Torben Steno har kaldt den almene danske tilstand. Sandt nok. Vi er et bøvet folkefærd, hvilket gør sig gældende lige fra det uoplagte blik i øjnene på pigen bag baren i caféen, når man nærmer sig for at bestille en kop kaffe, til fornemmelsen af at gå hen ad gaden midt i et underligt amputeret fællesskab, hvor det – i hvert fald i de store byer – er undtagelsen, at man ser på hinanden og smiler.
Denne paradoksale danske mentalitet kan vel bedst karakteriseres som idealistisk afstumpethed. Tanken er velment, men resultatet er trist.
For når man insisterer på lighed på tværs af alt, opstår gradvist en tilstand, hvor man bliver så lidt opmærksom på den andens placering i verden, at man nærmest negligerer hans eksistens. Man ser ikke den anden som et individ med en historie og en funktion, men snarere som endnu en brik i det antihierarkiske ligegyldighedens rum, og lighedsdogmet har været med til at opløse forståelsen for tillærte manerer.
Den danske befolkning udgør dermed eksemplet på, at et fællesskab behøver et hierarki for at kunne fastholde evnen til at agte nogen. Også derfor er det så vigtigt at ære og bevare monarkiet. Vi agter regenten som noget særligt, mens vi samtidig ved, at hun og vi er lige som mennesker, og denne lighed inden for rammerne af det formelle er helt vital at forstå.
I den givne orden kan mennesker tydeligt se hinanden, og vi er fremme ved punktet, hvor vi forstår, hvad tabet af kristendommen betyder. For kristendommen lærer os, at frembringelsen af absolut lighed ikke er et menneskeligt anliggende, men et guddommeligt. Og når vi forsøger at overtage det, skabes et rum, hvor vi ikke blot bliver mere og mere lige, men også mere og mere ligeglade.
Dette er lighedens afstumpede bagside – midt i jævnbyrdigheden kan man komme til at føle sig berettiget til blot at se sig selv.
Ingen kender svaret på, hvad der vil følge efter denne bøvede og rådvilde danske epoke, men man kan opnå en vis indsigt ved at afvise lighed som en absolut menneskelig værdi. Den er en guddommelig værdi, og vi skaber ulykke for os selv, når vi ophøjer den som vores egen.
Refleksion skrives på skift af sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen, tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.