Grundtvigianerne svigter de gamle visioner om kobling af folkeånd og Helligånd

Spørgsmålet i dag er ikke, hvem folket er, men om vi anerkender det danske folks folkelighed og giver det mæle, så vi kan kende os selv og stå ved os selv. Også i en respekt for danskernes folkekristendom, skriver sognepræst

"Et hokuspokus kan ikke slette det, til fordel for at en dansker er en, som ved folketingsvalget afgiver sin stemme. Et hokuspokus, der betyder, at den danske statsborger, som stemmer og samtidig går ind for, at Koranens sharialov står over Grundloven, også tilhører folkestyrefolket."
"Et hokuspokus kan ikke slette det, til fordel for at en dansker er en, som ved folketingsvalget afgiver sin stemme. Et hokuspokus, der betyder, at den danske statsborger, som stemmer og samtidig går ind for, at Koranens sharialov står over Grundloven, også tilhører folkestyrefolket.". Foto: Morten Stricker.

Hvem er folket i dag? Sådan spørger i Kristeligt Dagblad den 2. november Knud-Erik Therkelsen, som på Grundtvigsk Forums årsmøde har diskuteret, hvad folket er.

Han svarer selv, at folket i dag er det, som bærer folkestyret. Med den trylleformular ser han et nyt dansk folk, et folkestyrefolk, som er tidsvarende, og som kan bære Danmarks Grundlov i en ny dansk multikulturel virkelighed.

Den blev parkeret på årsmødet og er også en ommer. Nok vil jeg gerne bære folkestyret oppe, men jeg er mit sprog og min historie og min indfældede folkekristendom, som kort og godt siger, at Kristus er opstanden.

Et hokuspokus kan ikke slette det, til fordel for at en dansker er en, som ved folketingsvalget afgiver sin stemme. Et hokuspokus, der betyder, at den danske statsborger, som stemmer og samtidig går ind for, at Koranens sharialov står over Grundloven, også tilhører folkestyrefolket.

Et hokuspokus, der i hele sit forsøg på rummelighed imødegår danskerens erfaringer og danskerens tro og det faktum, at folkelighed betyder, du vedkender dig, at du er lig dit folk.

Reelt bliver den danske folkelighed, der værner om hjemmet og bærer det nære og store fællesskab, opfattet som bagstræberisk og indskrænket, selvom Grundtvigsk Forum parkerede diskussionen.

Helt på tværs af, at Grundtvig pointerede, at vi har en folkeånd, der historisk, kulturelt og sprogligt udspringer af folks forståelse af sig selv og af kærlighed til landet og hinanden. En folkeånd, der endda samarbejder med Helligånden.

Grundtvig ville, at Helligånden skulle arbejde for kristenheden i kirken, og folkeånden for danskheden i skolen. Forstået sådan, at folket skaber samfund på både troen og erfaringerne fra dagligdagen og historien. Så kan gudsriget netop tone frem for os, som det fremstår i Grundtvigs storladne digteriske vision i ”De levendes land”.

Helligånden holder os så at sige fast på Jesu ord, så vi fortsat kan skabe samfund på kravet om at elske Gud og næsten. I bestræbelsen på at skabe Guds rige på jorden må kristeligheden gå hånd i hånd med folkeligheden og finde sit udtryk i den.

I forhold til Grundtvigs kobling af de to åndskræfter er Grundtvigsk Forum og alle vi grundtvigianere blevet bedrevidende, og vi slår os op på at definere en korrekte dansk parnasånd.

Det viste sig, da den folkelige utilfredshed med indvandringen og multikulturen fik pejling og mæle i Dansk Folkeparti. En bred vifte af grundtvigianere hånede denne folkelige skepsis og blev endda forargede, da netop folkestyret ved sidste valg gjorde Dansk Folkeparti til det næststørste parti.

I et historisk lys har grundtvigianerne da også i en næsten sværmerisk tolkning af ”De levendes land” opfattet sig som en udvalgt åndsadel, der ser ind i gudsriget og derfor er de rette til at skabe samfund.

En åndsadel, der hylder menneskelivet og siger, at mit rige i den bedste hensigt er det rette, og som er blevet vævet sammen med den bærende samfundsmagt og har del i den institutionelle og åndelige magt.

Åndsadelen kan da også konstatere, at gudsriget i meget er realiseret i vort velfærdssamfund, hvor få har for lidt og færre for meget. En gevinst, ja, men også et paradoks, da Grundtvig ville en rummelig livsfylde, der var kristelig og ikke alene hyldede menneskelivet på bekostning af gudsriget.

Med denne pegefinger kan det danske folk ikke bare defineres som et folkestyrefolk. Spørgsmålet i dag er ikke, hvem folket er, men om vi anerkender det danske folks folkelighed og giver det mæle, så vi kan kende os selv og stå ved os selv. Også i en respekt for danskernes folkekristendom, som præsten og forfatteren Morten Pontoppidan påpegede var vævet ind i danskheden.

En folkekristendom, forfatteren Martin A. Hansen i sit storslåede værk ”Orm og Tyr” lader udspringe af, at danskerne for 1000 år siden tog den opstandne Kristus til sig, fordi han fjernede dødsgrebet om sindet, så morgendagen i generation efter generation var værd at leve for.

Kristian Massey Møller er sognepræst på Sjællands Odde