Prøv avisen

Lektor: Den danske fortælling om Reformationen er ensidig, ukritisk og fordrejet

Der har udbredt sig en fortælling om, at Reformationen var ikke-dramatisk, selvom den var det, siger lektor Bjørn Thomassen. – Foto: Paw Gissel

Reformationen blev ikke indført uden overgreb, og Luther gjorde ikke kun op med den katolske pave og et autoritært styre. Han afskaffede også det enkelte menneskes frie vilje og opfordrede til massemord. Men den fortælling vil vi ikke have frem, mener lektor i socialvidenskab Bjørn Thomassen, der efterlyser en officiel undskyldning

DET HAR VÆRET SVÆRT at undgå Bjørn Thomassens kritik af den danske fortælling om Reformationen.

Siden marts har lektoren i socialvidenskab og globale studier ved Roskilde Universitet haft masser af indlæg i denne avis – hver gang båret af synspunkter om, at vi herhjemme vender det blinde øje til den vold og de ødelæggelser, som Reformationen også var skyld i.

Og ifølge Bjørn Thomassen er det ensidige blik noget særligt dansk. For mens andre lande har et mere nuanceret billede af, hvad der skete i 1500-tallet og fremefter, så oplever Bjørn Thomassen, at vi i Danmark kun fokuserer på Luther og Reformationen som et ubetinget gode.

Derfor er der med Bjørn Thomassens ord lagt op til en reformationsfejring næste år, der risikerer at blive historisk ensidig. Hvor vi mere eller mindre takker Luther for at være en af årsagerne til udviklingen af både frisind, tolerance og den senere velfærdsstat. Men glemmer de mindre positive sider af historien. Og dermed gør vi os skyldige i en selektiv og fordrejet udlægning af historien, siger han.

”Vi er altid forpligtede til at være korrekte, når det gælder historiske fakta, men ingen har patent på ’den rigtige’ historieskrivning. Men hvis man så som kirkehistoriker eller andre ønsker at trække tråde fra nutidens velfærdsstat tilbage til Reformationen og finde spor, så er man også intellektuelt forpligtet på at trække tråde tilbage til de sammenhænge, der måske er knapt så flatterende. Og der vil jeg faktisk mene, at der er mere direkte tråde fra Reformationen til nazismen, end der er fra Reformationen til velfærdsstaten,” siger Bjørn Thomassen, der udmærket er klar over, hvor provokerende hans udtalelse er.

Bjørn Thomassens ærinde er nu slet ikke primært at fremhæve koblinger mellem Luther og nazismen. Faktisk er han ikke selv specielt tilhænger af den måde at bedrive historieskrivning på.

”I andre landes historieskrivning, som for eksempel den tyske, er man langt mere nuanceret i sit syn på Luther og Reformationen. Og kan godt se nogle af de linjer, jeg lige har antydet. Blandt andet på grund af det potentielt problematiske ved, at Luther anså mennesket for trælbundent og ganske uden fri vilje. Samtidig med at han gør op med de gode gerninger og helliggør massemord.”

”Luther fortolkede nemlig Romerbrevet på den måde, at man har en hellig pligt til at slå dem ihjel, der gør oprør. Jeg har derfor meget svært ved at forstå, at man inden for den protestantiske kirke ikke har et massivt behov for at gøre op med netop den side af Luther. Fra at have haft en kristen lære med fokus på lydighed og ikke-vold, så legitimerer Luther brugen af vold med henvisning til Bibelen. Og derfor har han også aktier i den voldshistorie, som kommer i Europa i kølvandet på Reformationen. Han er en hovedperson i den udvikling. Derudover er der hans skræmmende antisemitisme, som han selvfølgelig ikke er alene om på den tid, men for mig at se burde der helt klart være en officiel afstandtagen fra de dele af hans tankegods,” siger Bjørn Thomassen.

Men der er jo faktisk mange lutheranere, der netop har taget afstand fra Luthers antisemitisme. Og her i avisen har blandt andre Karsten Nissen, der er folkekirkens teologiske rådgiver vedrørende reformationsjubilæet, sagt, at vi er nødt til at kaste et kritisk blik på Luthers syn på for eksempel tyrkerne og jøderne og hans idé om ubetinget lydighed over for fyrsten.

”Det synes jeg er meget glædeligt. Og det vil være rigtig godt, hvis vi netop kan bruge jubilæumsåret til at få nogle overordnede debatter om Reformationen og arven fra Luther.”

Når man spørger Bjørn Thomassen, hvem hans kritik primært er rettet imod, svarer han:

”Jeg vil meget gerne i dialog med de lutheranske teologer. Men også de danske historikere oplever jeg som meget sløve i denne debat. Der har udbredt sig en fortælling om, at Reformationen var ikke-dramatisk, selvom den var det. Det, der interesserer mig allermest, er de fordrejede idéer om Reformationen, der er blevet til allemandseje, selv blandt ikke-troende, og på mange måde danner grund for den danske selvbevidsthed. Det er dette bredere og dybere lag af den nationale selvforståelse, jeg gerne vil have til diskussion. Og med jubilæet næste år har vi da en oplagt anledning til at diskutere, om der er nogle blinde vinkler i den gængse fremstilling af historien. For vi har i den grad gjort Reformationen til genstand for statslig propaganda og national romantisering.”

I sin seneste klumme i Kristeligt Dagblad slår Bjørn Thomassen endnu en gang et slag for, at vi må gøre op med idéen om en stille og fredelig overgang fra katolicismen til protestantismen.

Bjørn Thomassen fremhæver i den forbindelse billedstormen. Og i et af sine indlæg sammenligner han denne adfærd med andre såkaldt ikonoklastiske bevægelser som talebanstyret i Afghanistan.

Ifølge kirkehistoriker Martin Schwarz Lausten er der dog kun sikkert kendskab til ét eksempel på billedstorm i Danmark, nemlig stormen på Vor Frue Kirke i København 1530.

”Men min pointe gælder jo ikke kun Danmark. Den er generel omkring indførelsen af lutherdom, for man kan ikke forstå, hvad der sker her i landet, uden også at forstå, hvad der sker andre steder. Det samlede fænomen er, at den kristne symbolverden blev ensrettet efter Reformationen.”

”Og nej, det var ikke alle steder lige voldeligt. Men det skete altså ikke på grund af et ønske nedefra. Folk stod ikke med åbne arme alle steder, og det var ikke de danske bønder, der ønskede at få fjernet deres religiøse symboler. Vi kan kalde det en statsmonopolisering af religiøs symbolik og tvungen udryd. Det skete ikke automatisk, men med magt.”

Bjørn Thomassen er uddannet antropolog, og blikket for, hvordan samfundsændringer påvirker det enkelte menneske, har derfor hans særlige interesse. Som han ser det, er netop dette ”erindringsarbejde” blevet forsømt her i landet.

”Hvad betød det mon for de folk, der før sad i kirken og bad, mens de kiggede på et billede af Jomfru Maria på de sidetavler, der nu var fjernet? Måske har netop den figur haft betydning for folk. Det er spændende at se, hvordan historikere i andre lande har forsøgt af afdække, hvad Reformationen og dens radikale ændringer betød for den måde, folk har levet deres kristendom på. Det undrer mig, at man i så ringe grad herhjemme har stillet netop de spørgsmål.”

Bjørn Thomassen begyndte selv at interessere sig for vores historieskrivning omkring Reformationen, da han studerede i udlandet. Han kommer fra en ikke-religiøs familie og blev derfor ikke døbt, men er med tiden blevet religiøst interesseret, fortæller han. Og da han i Spanien pludselig sad med en bibel fra 1200-tallet, der var oversat til catalansk, begyndte han at undre sig.

”Herhjemme har jeg jo altid fået at vide, at det først var med Luther, Bibelen blev oversat til lokale sprog, så almindelige mennesker kunne læse den. Men sådan var det åbenbart ikke. Og så begyndte jeg at undersøge de andre overleveringer, vi har. I den forbindelse har det slået mig, hvordan andre lande forholder sig anderledes undersøgende til Reformationen. Tyske lutheranere kan endda finde på at sige undskyld for den ødelæggelse af religiøse symboler, som protestantismen førte med sig. Men hvis man altid får fortalt, at Reformationen kun bragte gode ting med sig, så er der selvfølgelig heller intet at undskylde.”

Det var også gennem mødet med en catalansk kvinde, som han kalder sin adoptivbedstemor, at Bjørn Thomassen oplevede en kvinde, der i den grad levede sin kristendom. Ydmyg og altid givende i det lille lokalsamfund. Den unge dansker og den gamle kvinde sad mange timer hver aften og talte om religion. Når han i dag ser tilbage, så var det hende, der blev rollemodel for ham og fik ham til senere selv at blive katolik.

”Helt enkelt kan man sige, at jeg har det svært med nationalismen og meget bedre med en universel kirke. Hvor jeg føler mig hjemme flere steder.”

Bjørn Thomassen er dog med på, at Luthers ønske om at forandre den katolske praksis var berettiget.

”Jeg kan sagtens forstå, at Luther havde behov for at gøre op med mange ting i den katolske kirke. Blandt andet omkring korruption og ødselhed. Men det var jo ikke den første reformation i kirkens historie. Denne mislykkedes bare og førte til et skisma.”

Man kunne vel også vende kritikken om og sige, at det var paven, der ikke ville gå i dialog med Luther?

”Fuldstændig enig. Det var en række gensidige og eskalerende handlinger, der kom til at splintre kristenheden. Så man kan ikke placere skylden på den ene eller anden side.”

Du kritiserer også Luther for at indføre en tekstbaseret fundamentalisme. Men Luther gør jo netop enhver til udlægger af teksten og gør op med en autoritativ tekstudlægning. Det er vel er radikalt opgør og med til at bane vejen for den frihed for den enkelte, som vi også forbinder med Luther?

”Det er kun delvist rigtigt. For det første var der allerede strømninger i Europa, der siden 1200-tallet havde åbnet op for subjektiviteten. Man havde ikke gået rundt med skyklapper på, indtil Luther dukker op. Hele renæssancen, som blomstrede op i Sydeuropa, var jo båret af en menneskeliggørelse af det kristne budskab. For det andet, så tror jeg nok, at du ville have fået en skovl i hovedet, hvis du havde sagt til en dansk bonde, at han med Reformationen havde fået fortolkningsfrihed. Luthers menneskesyn er jo ikke en frisættelse af den enkelte. Tværtimod. Mennesket er træl. Og uden fri vilje. Med Luther bliver det en pligt at læse Bibelen, især for den patriarkalske husfader. Men inden for ganske snævre fortolkningsrammer, som man skulle lære udenad gennem Katekismus. Og her sætter Luther endda frygten før kærligheden.”

Du fremhæver også koblingen af stat og religion som en følge af Reformationen. Hvordan harmonerer det med Luthers understregning af de to regimenter?

”Ja, det hører vi igen og igen. At Luther lagde kimen til en adskillelse af kirke og stat. Men det er noget sludder. For idéen om de to adskilte sfærer er ikke noget, Luther finder på. Det er en kerne i hele kristendommen. Før kom det til institutionelt udtryk i, at pave og kejser forblev to forskellige personer. Det var afgørende for Europas historie. Men Luther er derimod aktiv i, at der sker en sammensmeltning af kirke og fyrstemagt. Så man kan sige, at Luther erstatter en form for autoritet med en anden, der nu bliver meget mere absolut, fordi den bliver stats‑ centraliseret.”

Der er ellers tegn på forbrødring mellem katolikker og lutheranere i de her år. Blandt andet anbefaler Det Lutherske Verdensforbund og Det Pavelige Råd for de Kristnes Enhed en fælles markering af reformationsjubilæet, og de skriver også i et fælles notat, at katolikker og lutheranere altid skal gå ud fra enhedens perspektiv – og ikke splittelsens. Hvad mener du om det?

”Jeg er enig og har fulgt udviklingen med glæde. I et historisk øjeblik, hvor Europa er ved at falde fra hinanden, er det meget vigtigt, at vi kan finde ud af at stå sammen. Men det allerglædeligste er næsten, at det allerede sker blandt almindelige kristne, når de for eksempel møder hinanden på pilgrimsruterne i Europa og går side om side. Så der er meget at glæde sig over. Mit håb er bare, at man på alle sider af skellene åbner op for historisk selvkritik, og at vi begynder at sætte spørgsmålstegn ved den historiefortælling, der i mine øjne er udtryk for en manglende refleksion og kan opleves som en særlig dansk selvfedme.”