ER DEN NYE SALMEBOG monument eller skamstøtte? Sådan var overskriften for Kristeligt Dagblads kronik den 9. december 2013, skrevet af æresdoktor i teologi Jens Lyster i anledning af 10-året for den nye salmebogs udgivelse.
Hvis ikke æresdoktorens synspunkt og mening allerede afsløres i overskriften, så gør den det ret hurtigt. I første spalte åbenbares, at Jens Lysters udsagn peger mod skamstøtten, når han for eksempel formulerer: Hvem har autoritet til at sige: Din konfirmationssalmebog (1953-udgaven) duer ikke længere.
Nu kunne man næsten fristes til parallelt at formulere: Hvem har autoritet til at sige, at din højskolesangbog ikke længere duer? Det har højskolesangbogsudvalget heldigvis haft mod og mandshjerte til at sige 18 gange, siden bogen første gang udkom i 1894. Fornyelse er livsnødvendig!
I 1953 udkom titlen Den Danske Salmebog for første gang. I alt er der siden Reformationen i 1536 udkommet 15 salmebøger. I 2003 efter adskillige salmebogstillæg udkom så den seneste udgave. Og det mener Jens Lyster så ikke burde være sket. Sådan læser jeg hans kronik.
Ud af salmernes 791 numre er 117 skrevet inden for de seneste 100 år. Jens Lyster beskæftiger sig med én siger og skriver én af de nye: nummer 112 i Salmebogen: Kom, alle kristne. Og den får ikke mange chancer i Jens Lysters kritik.
Ellers handler hans kronik om de gamle salmer og deres redigering. Hvor blev de 116 andre nye af?
I DEN NYS OVERSTÅEDE decembersammenhæng er der da mindst tre nye salmer, der er blevet sunget ind: Lisbeth Smedegaards Du fødtes på jord (DDS nr. 69), Sten Kaaløs Du kom til vor runde jord (DDS nr. 70) og Eyvind Skeies Vi synger med Maria (DDS nr. 73). Det kræver noget at konkurrere mod klassiske julesalmer.
Og jeg kan i den sammenhæng heller ikke lade være med at omtale salmernes melodier. Stort set mener jeg, at salmekomponister er alt for overset. Det er rigtig vigtigt, at en god tekst bæres af en god melodi. Hvad havde Ingemanns morgensalmer været uden Weyses melodier? Det er vigtigt, at tekst og melodi bærer hinanden. Det er måske også derfor, at der ofte er opstået makkerpar mellem digter og komponist.
Det er efter min mening livsvigtigt, at hver generation prøver at formulere evangeliet i tekst, musik, billeder, teater, film og så videre. Evangeliet er jo ikke en død klods, som bare skal slæbes videre, men et levende ord, der forholder sig til levende og tænkende mennesker.
Vi spejler os i evangeliet, prøver at tage det til os og viser måske ansvar over for det i den forstand, at vi svarer på evangeliets tilsagn om, at Vorherre Jesus Kristus er med os indtil verdens ende.
Det er fint, at Luther, Kingo, Brorson og Grundtvig har formuleret deres udgave af troen, syndsbekendelsen, evighedshåbet, kødets opstandelse og så videre. Ordene hentyder til den opdeling, som salmebogen har.
Men det er da vigtigt, at nutidsmennesker også må synge salmer, der forholder sig til de temaer og ord, som er brugt i løbet af de seneste 100 år. Og jeg tør næsten formulere spørgsmålet: Er alle de ord, som Kingo, Brorson og Grundtvig skrev, gudbenådede? Efter min mening kunne man godt have renset endnu mere ud i de gamle salmer.
Når Brorson for eksempel digter (DDS 272): I lemmer, hvis hoved har Himlen i vælde,/ hvi går I dog her, som dens porte var lukt? /Op, opad fra jorden, den tidsel og nælde,/ op! lærer dog kødet at holde i tugt,/ mod korset at tage/ og alting forsage,/ hvad sjælen svigagtigt fra Jesus forvilder/ og Himlens den evige salighed spilder!.
Så er det, jeg tænker: Hvor indviklet kan evangeliet om syndernes forladelse siges? Så foretrækker jeg Johannes Johansens (DDS 588): Herre, gør mit liv til bøn,/ tømt for krav og tømt for løn,/ fyldt med sandhed, fyldt med ånd./ Fyld med handlekraft min hånd!/ Jordens mindste suk og skrig/ høres lydt i Himmerig!.
Her mærker jeg Guds nærvær. Her prøver digteren at tale, som Vorherre selv ville have gjort det: til en af disse sine mindste. Her formuleres poetisk, hvad evangeliet tilsiger os. Det må selv en æresdoktor i teologi da indrømme!
Helmer Breindahl,Vestervang 12Dianalund