I februar var 40.000 mennesker forsamlet på Østerbro i København til en mindehøjtidelighed for ofrene for det forfærdelige terrorangreb, der havde fundet sted et par dage tidligere.
På den opstillede scene sang indbudte kunstnere hovedsageligt på engelsk. Ikke én dansk fællessang blev sunget. Den ene lille svenske vise, som en kurdisk sanger foreslog sunget i fællesskab, kunne ingen synge med på.
Det virkede uendelig fattigt og afmægtigt i en situation, hvor en lødig dansk fællessang kunne have forløst sorgen og indgivet håb og mod, som gode sange ofte evner.
Mange danskere kender ikke længere deres eget hjemlands digtning, som den kommer til udtryk i det, der med rette er blevet kaldt ”den danske sangskat” i form af sange og salmer.
En værdifuld kulturarv er ved at gå tabt. Danskerne er i færd med at blive et rodløst og dermed åndløst folk. Det er særligt problematisk nu, hvor den danske kultur bliver presset så hårdt fra flere sider, dels af globaliseringen og dels på grund af de mange flygtninge, der kommer til Danmark med en anden kulturel baggrund.
Havde en tilsvarende menneskemængde været forsamlet i det af mange københavnere så foragtede Udkantsdanmark, så var der helt sikkert blevet sunget danske sange fra Højskolesangbogen.
Gennem mine mange år som skoleinspektør havde jeg ansvaret for skolens dimissionsfester, hvor der altid blev sunget to sange. Den første kunne lærerne bestemme, men den sidste bestemte jeg.
Det var altid ”Jeg elsker de grønne lunde” fra 1873. En smuk sang, der er skrevet af Johannes Helms, der indtil 1864 var lærer i Slesvig by ved fjorden Slien i Sydslesvig. Så den smukke fjord i Sydslesvig og den nationale kamp har været inspirationen for forfatteren. Sangen er på samme tid en poetisk og national sang og især elsket i Sønderjylland.
Min motivation til at vælge netop denne sang var, at den var og fortsat burde være en fast del af den danske, fælles sangskat, som alle burde have lært og derfor kunne synge med på, uanset om de kom fra Bornholm, København eller Nordjylland. Det kunne forældrene på min skole, men hvor længe?
Den danske sang er forsvundet fra folkeskolens og gymnasieskolens dannelsestænkning, primært som en konsekvens af ungdomsoprøret, hvor så meget nationalt og kulturelt blev nedgjort.
I folkeskolen blev faget sang ændret til faget musik, og i undervisningsvejledningen for dette fag står der intet om indlæring af sange og salmer, og det har haft særdeles negative konsekvenser for kendskabet til den danske sangskat.
Hvis denne negative udvikling skal vendes, skal der en holdningsændring til, først og fremmest politisk, så den danske sangskat igen kan blive en naturlig del af folkeskolens og gymnasieskolens dannelsestænkning.
Derfor bør der opstilles en kanon med faste krav til indlæring af navngivne sange og salmer i undervisningsvejledningen for faget musik. Den danske sangskat skal bevares.
Arne Sloth Kristoffersen, tidligere skoleinspektør, Magnoliavej 41, Aalborg