Religion i det offentlige rum
Af Bent Lexner
EFTER SOM 17-ÅRIG at have tilbragt et års tid i Israel kom jeg hjem og var meget præget af de oplevelser, jeg havde haft, og ikke mindst de oplevelser, jeg havde haft ved pludselig at tilhøre en religiøs majoritet.
I Israel behøvede jeg ikke hver dag at forklare, hvad jeg spiste, og det var blevet helt naturligt for mig at lade min kippah kalot være på hovedet, også når jeg var ude i byen.
Så kom jeg igen til Danmark, og jeg husker tydeligt, at jeg skulle ud i byen med min far. Vi gik ind på en restaurant, og da sagde min far til mig: Hvis du ikke tager den kalot af, så går jeg hjem. Jeg tog den af i respekt for min far. Hos mine forældre var man ikke vant til at skilte med sin religion. Religionen kunne man have derhjemme, men man skulle ikke skille sig ud fra mængden, når man var uden for hjemmet.
Jeg tror, at man kan betegne min opdragelse som præget af det jødiske samfunds almindelige opfattelse af, at levede man skjult, levede man i fred. Inden for jødiske kredse ville man her tale om en form for diasporakompleks, uden at dette ord egentlig skal opfattes som noget negativt. Dengang var det ikke almindeligt, at unge jøder markerede udadtil, at de var jøder, og det levede vi vel egentlig meget godt med.
MEN EN NY GENERATION voksede op, og den mente, at man godt kunne skille sig ud fra mængden, blandt andet med kalotten, og sådan har det været i en generation.
Men i dag er billedet desværre ændret. Nogle af de unge indvandrere af anden etnisk herkomst har svært ved at forstå, at jøderne i Danmark ikke er repræsentanter for Israel og ikke er aktører i mellemøstkonflikten.
Jeg har åbenbart også på et tidspunkt haft trang til at trække religionen ud i det offentlige rum. Jeg ved ikke helt hvorfor, men måske har det noget at gøre med idéen om retten til at være anderledes.
Når der i øvrigt tales meget om religion i det offentlige rum, er det min klare opfattelse, at en religion, der lægger vægt på ritualer, som udgangspunkt er mere synlig for omverdenen end en religion, der først og fremmest baserer sig på tro. Tro er noget meget personligt, medens ritualer jo tit og ofte kalder på en handling, der gøres sammen med andre.
Derfor mener jeg også, at hvor protestantismen specifikt fokuserer på det enkelte individ, fokuserer islam og jødedommen på fællesskabet i det pågældende trossamfund. Måske er dette årsagen til de ofte meget negativt ladede indlæg i medierne omkring islam. Måske har vi gammeldanskere tilgiv mig udtrykket svært ved at forstå, at nogle menneskers daglige tilværelse handler om at indgå i et religiøst fællesskab.
JEG HAR FULGT diskussionen inden for den danske folkekirke om, hvorvidt kristendommen er til stede i det offentlige rum. Jeg har blot en enkelt kommentar til dette. Som nygift boede jeg i en lille lejlighed på Østerbro dør om dør med en kirke, og jeg kan godt garantere, at når klokkerne ringede, var det i alt fald klart for mig, at kristendommen var til stede i det offentlige rum.
Man kan naturligvis spørge, hvordan det kan være, at denne diskussion først er blevet aktuel i de seneste år med en større muslimsk indvandring, når den ikke har været bragt på banen i løbet af de 400 år, der har boet jøder i Danmark? Hvilken forskel er der på den tidligere indvandring af jøder og den nuværende indvandring af muslimer?
Først og fremmest har det naturligvis noget at gøre med antallet. Der har aldrig været mange jøder i Danmark, og jøder har altid lagt vægt på at integrere sig så meget som muligt i det omgivende samfund. Det hænger vel også sammen med, at kendskabet til islam hos den almindelige dansker har været meget ringe, hvorimod man har haft en opfattelse af, at man kendte noget til jødedommen, og dette kan alene være en årsag til frygt.
Men først og fremmest tror jeg, det har noget at gøre med det før omtalte jødiske diasporakompleks. Vi har 2000 års historie i ryggen som et folk på flugt. Vi har erfaring i at være fremmede. Det er ikke noget, jeg ønsker for andre folkeslag, men i jødisk forstand har det i mange tilfælde vist sig at være en god ballast.
Sommeren igennem vil disse tre på skift skrive klummen Religion i det offentlige rum: imam Abdul Wahid Pedersen, overrabbiner Bent Lexner og præst Henrik Wigh-Poulsen