Prøv avisen
Kiosken

Venstrefløjen er blevet moralens vogter – og racisme, sexisme og homofobi er kardinalsynderne

I sidste uge annoncerede det engelske kongehus, at prins Harrys tilkommende, amerikanske Meghan Markle, havde fjernet alle sine profiler på nettet. Men det er yderst usandsynligt, at der ikke vil være et arkiv et sted med alt, hvad hun har sagt, siger Lara Prendergast, onlineredaktør på The Spectator. – Foto: Dominic Lipinski/AP/Ritzau Scanpix

Engang vogtede borgerlighed og kirke over den gode tone, bemærker Patrick West, redaktør af det engelske magasin Spiked; i dag tager venstrefløjen den tjans. Den censurerer nidkært efter sit eget regelsæt og forlanger tidens nye tabuer respekteret.

MAN SKAL EFTERHÅNDEN passe meget på, hvad man siger eller skriver. Tiden er stramtandet: Ét trin ved siden af, og hammeren falder.

Engang vogtede borgerlighed og kirke over den gode tone, bemærker Patrick West, redaktør af det engelske magasin Spiked; i dag tager venstrefløjen den tjans. Den censurerer nidkært efter sit eget regelsæt og forlanger tidens nye tabuer respekteret.

”Nu hvor venstrefløjen er blevet den puritanske ’moral majority’, er de tre kardinalsynder racisme, sexisme og homofobi,” skriver West.

På deres felt kan upassende bemærkninger nu koste en ens stilling. I Storbritannien sker det hele tiden, og 2018 har allerede set sit første offer. Journalisten og skolemanden Toby Young måtte træde tilbage efter ganske få dage som bestyrelsesformand for det nystiftede Office for Students. Der var blevet fundet en række ret lumre tweets, han havde sendt for seks år siden.

I The Spectator kommenterer Rod Liddle: ”Din historie vil altid vende tilbage og hjemsøge dig, men kun hvis du ligger til højre. Hvis du ligger til venstre, gør det ingenting.”

Det vil ikke få konsekvenser, hvis man har støttet Hamas og Hizbollah eller Cubas totalitære regime, hvor man forfulgte homoseksulle, skriver Liddle. Toby Young er konservativ. Rod Liddle kender dog en kur mod heksejagt. Man skal genfinde en sans for proportioner. Det er de samme 200.000 personer i England, som underskriver alle forargede protester online, mener han.

”Og de er storslået arrogante, når de forudsætter, at fordi 0,3 procent af befolkningen har vist sig i stand til at trykke på en knap, så skal de have deres vilje,” skriver Rod Liddle. ”Men det er bare dem igen. The usual suspects.”

The Guardian, som kørte kampagne mod Toby Young, er Storbritanniens vigtigste centrum-venstre-avis, men dens oplag er lille, og en lederartikel her læses af 100.000 personer, 0,1 procent af befolkningen. ”Det har intet at betyde,” bemærker Rod Liddle.

LARA PRENDERGAST er onlineredaktør på The Spectator, og hun er bekymret for det offentlige livs fremtid i den nye atmosfære af almindelig overvågning. Toby Young, som også skriver i The Spectator, er blot det seneste af mange ofre for den digitale inkvisition. Nogle vil finde Young forfærdelig, andre kan slet ikke se, han har gjort noget galt, men de sociale mediers domstol har afsagt kendelse, og der findes ikke et mere forarget og ubehageligt sted, skriver hun.

Faktisk er vi blevet narret af virksomhederne bag de sociale medier, som har lokket os til at sænke paraderne og pladre lige ud af posen på vores elektroniske fora, konstaterer Lara Prendergast. Vi blander lystigt det private og det offentlige og regner med, at tweets og lignende er flygtige størrelser, sendt det ene sekund, glemt det næste.

INTET KUNNE VÆRE MERE FORKERT. De kan altid graves frem af dem, som vil en til livs. Slettede konti kan ofte rekonstrueres.

I sidste uge annoncerede det engelske kongehus, at prins Harrys tilkommende, amerikanske Meghan Markle, havde fjernet alle sine profiler på nettet. Men det er yderst usandsynligt, at der ikke vil være et arkiv et sted med alt, hvad hun har sagt, bemærker Prendergast.

”Man kunne have håbet, i en æra, hvor muligheden for at snuse er nærmest ubegrænset, at vi kunne lære at blive mere tilgivende over for andres svigt. I stedet er stemningen blevet stedse mere nysgerrig og censurerende.”

Internetdrømmen gik ellers ud på, at nettet ville skabe et mere åbent samfund. Det modsatte er sket. Fremover bliver vi mere bange for at ydtrykke os, mener hun. Og de rebelske, farverige typer vil ikke have en chance for en politisk karriere.

Mon Winston Churchill kunne have overlevet i Twitters tidsalder med sine frivole replikker og voldsomme alkoholforbrug, spørger Giles Kenningham, tidligere rådgiver for premierminister David Cameron, ligeledes i The Spectator.

Engang var offentlige personer bange for formiddagsbladene og deres kampagner. Nu tager de sociale medier en skalp næsten ugentligt, konstaterer han. Kendte personer risikerer eksponering døgnet rundt, og vil man gerne beklæde en offentlig stilling, må man forberede sig på at blive del af ét langt realityshow.

”Der er ikke noget, der hedder privatliv længere, og takket være mobiltelefonens kamera er alle nu journalister.”

Kenningham konkluderer, at er man kendt, har man et ansvar for at opføre sig pænt, men vi andre har et ansvar for at acceptere menneskers særheder og svagheder, hvis vi vil beholde brogede og specielle skikkelser i det offentlige liv.

Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd. I ”Kiosken” samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.