Den engelske kirke i ny masterplan: Slut med gamle præster og deres møre kirker

Church of England vil ”plante” 10.000 nye lægmandskirker, der skal befri institutionen for ”centralt begrænsende faktorer”. Men initiativet møder kritik fra flere kanter

Initiativet har fået navnet ”Myriad”, for man regner med at frembringe en million nye disciple i løbet af 10 år.
Initiativet har fået navnet ”Myriad”, for man regner med at frembringe en million nye disciple i løbet af 10 år. Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix

I Storbritannien har Church of Englands ledende lag lanceret en ny masterplan, der skal gøre den uafhængig af ”centralt begrænsende faktorer”– et pænt ord for dødvægt, betegnende præster og gamle kirkebygninger. Man ønsker at ”plante” 10.000 nye lægmandskirker. Så kan de uddannede teologer erstattes af frivillige ildsjæle, og kirkebygninger af store dagligstuer.

Operationen har fået navnet ”Myriad”, for man regner med at frembringe en million nye disciple i løbet af 10 år. Tanken er, at 20-30 mennesker mødes i et privat hjem. Projektets leder, sognepræst Canon John McGinley, forklarer i kirkens eget organ Church Times:

”Lægmands-ledede kirker befrier kirken for centralt begrænsende faktorer. Når man ikke har brug for en bygning og en lang, dyr universitetsuddannelse for hver kirkeleder, kan vi faktisk frigøre nye mennesker til at lede og forme nye kirker. (...) Når man planter kirker, er der ingen passagerer.”

Hermed menes traditionelle kirkegængere.

Initiativet er udløst af en stor tilbagegang i antallet af sådanne i Church of Englands mange kirker. Fremmødet ved en engelsk højmesse er gennemsnitligt 31, og det er utåleligt.

Marcus Walker, sognepræst ved St Bartholomew the Great i London og skribent ved The Spectator, er rystet. Meget er han blevet kaldt – ganske uskyldigt – såsom parson, cleric, priest, minister og sågar padre, men at skulle kaldes ”centralt begrænsende faktor”, er nyt. Og uforskammet, mener han, efter han har knoklet sig vind og skæv under Englands lange covid-nedlukning, som var langt strengere end den danske – herunder at måtte yde trøst til fortvivlede familier, som måtte udvælge højst seks til bisættelserne. En hård periode, hvor ”de nu så nedladende omtalte gamle kirker kom i centrum for et lidenskabelig offentligt ønske om, at de holdtes åbne.”

Walker takker Gud for sin uddannelse, for på grundlag af sin fortrolighed med korsteologi og Jobs Bog kunne han svare folk, der spurgte, hvor Gud var under pandemien.

Hvor har man tænkt sig at finde 10.000 personer, som er rige nok til uden vederlag at bruge de enorme mængder af tid, der kræves for at drive en kirke? Og, spørger Walker, som har et hus så stort, at det kan rumme 20-30 personer til gudstjenester? Og tør vi overdrage dem uden den ”dyre” universitetsuddannelse ansvaret for en million komplet nye kristne?

Der er 12.500 sogne i Church of England, organisk fremvoksede gennem 1500 år. Nu skal 10.000 opstå på 10 år – det er tre om dagen. Og de skal så i en eller anden udstrækning erstatte de eksisterende sogne, som ledelsen regner for forældede og ude af stand til at skabe succes. Ja, nedprioriteringen af dem er forlængst begyndt:

”Frem for at støtte deres eksisterende sogne forsøger stifter over hele landet desperat at skabe spændende projekter og sexede management-roller for at tiltrække penge fra særlige puljer. De opstår ved, at man ovenfra snupper lokale midler og skaber såkaldte strategifonde. Derfor popper nye slags provster, funktionspræster og fantasifulde administrationstyper op allevegne.”

”De kan finansieres fra fondenes magiske pengegryde, mens kedelige, snorkende sogne med deres kedelige, snorkende lokale præsteembede ikke kan.” Princippet benyttes også i vores folkekirke. Altid belønnes den, som er bedst til at betjene sig af kirkeledelsens management-jargon,” skriver Marcus Walker.

Fondene er et perfekt styringsredskab.

Giles Fraser driver kirkeradio og er præst ved St. Mary’s i London. Han er i magasinet UnHerd meget vred over betegnelsen ”passager”.

”Hvis du går i kirke for at sidde nede bagved, bede dine bønner, lytte til prædikenen og modtage nadveren, eller hvis du er såret og bare søger et sted at komme dig, så er dét dig. Er du ikke del af det store spring fremefter, er du bare tyngende bagage. Ikke så sært at de fleste præster nu er hvidglødende af raseri.”

Giles Fraser har aldrig tidligere oplevet en sådan vrede blandt kolleger.

Han medgiver gerne, at Church of England er døende. Men smarte visioner kan kun fremskynde processen. Kirken bliver som en teenagedreng, der overhælder sig med billig aftershave og går på pub for at finde en pige, mens han indøver kiksede scorereplikker. Men man er kun troværdig ved at være sig selv, hedder det. Også selvom man er lidt anderledes.

”Men nu er kirken heller ikke kaldet til at være succesfuld. Den er kaldet til at være tro. Jeg vil foretrække, at vi dør med værdighed, tro mod vores kald, i stedet for at vride os selv af led for at blive overfladisk tiltrækkende og på den måde forlade troen, som vi har forstået den hidtil. Bibelen er jo fuld af fortællinger om den trofaste rest. I bibelsk teologi er de tilbageblevne de tro mennesker, der overlever en katastrofe. I dag er det dem, der går i kirke, som trofast beder deres bønner – mennesker fulde af hengivelse og ikke nødvendigvis evangelisk overstadige. De er sognets bankende hjerte. Eleanor Rigby, Father McKenzie: de er mine helte (fra Beatles-sangen ”Eleanor Rigby”). Og på den lange bane er de vore mest effektive missionærer. Jeg er dybt krænket over, at de nu skal kaldes passagerer.”

Sekulariseringen er en katastrofe for kirkerne, indrømmer Fraser, men vi står ikke denne periode af historien igennem ved at blive management-agtige.

”Vi skal i stedet være mere det, vi er kaldede til. Mere tænksomme, mere bedende, mindre bange, mere lydige over for Guds kald. Når alt kommer til alt, er vi jo opstandelsens folk. Institutioners død bør ikke vække skræk i den trofaste. Og kun angstens fravær kan atter gøre os tiltrækkende.”

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.