Når EU er i krise, må Norden træde i karakter

Når den danske og den svenske statsminister ikke mødes for at finde løsninger for flygtninge, der søger til Norden, er det kritisk, skriver tidligere landsformand for Foreningen Norden. For historisk har det været de nordiske lande, der leder EU ud af mørket

"Foreningen Norden må sætte ind med en konference, hvor disse spørgsmål sættes på dagsordenen, så politikerne i Nordisk Råd og de nordiske regeringer forpligtes til at finde en vej, som kan være vejledende for EU," skriver Asger Baunsbak-Jensen. Arkivfoto.
"Foreningen Norden må sætte ind med en konference, hvor disse spørgsmål sættes på dagsordenen, så politikerne i Nordisk Råd og de nordiske regeringer forpligtes til at finde en vej, som kan være vejledende for EU," skriver Asger Baunsbak-Jensen. Arkivfoto. . Foto: Leif Tuxen .

Foreningen Norden står over for sin største udfordring siden Anden Verdenskrig. Nu glider de nordiske folk fra hinanden. Den danske og den svenske statsminister mødes ikke for at finde løsninger for flygtninge, der søger til Norden.

Hvorfor? Der bør hurtigst muligt indkaldes til nordisk statsministermøde, så samarbejdet mellem landene kan fremstå som eksempel for EU.

Krigen i Syrien fortsætter på femte år, og millioner mister arbejde, mens folk sulter, og børn ikke går i skole. Hvordan fordeler Europa de lidende på flugt? Hvordan bliver hjælp til nærområderne en økonomisk realitet?

Europas lande lukker sig nu. De nordiske lande må vise vej ud af mørket. Vore lande har fundament i den evangelisk-lutherske kirke og har vist evne til at rumme mindretal. Her finder vi det menneskesyn, som forpligter til at finde løsninger for mennesker, der flygter fra halshugninger og bombardementer i Europas baghave.

Hvordan integrerer vi de flygtninge, vi magter at tage, og giver dem uddannelse og arbejde? Det er det, de nordiske regeringer og parlamenter skal finde en virkningsfuld model for. Men det er nu, det skal ske. Det er nu, de nordiske lande skal vise vej for Europa.

Vi skal ikke oprette flygtningelejre, hvor mennesker sidder isolerede med psykiske lidelser uden håb. Vi skal spørge: Hvad kan vi gøre for jer? De skal ikke være en byrde for os, men en mulighed på arbejdsmarkedet.

Foreningen Norden må på banen. I 1930'erne, da nazisme, fascisme og kommunisme truede europæisk demokrati, blev Norden et forbillede for Europa med en særstilling, socialt, kulturelt, religiøst og politisk. I Norden bøjede man interesserne mod hinanden i store politiske kompromiser, der fandt løsninger og skabte politisk stabilitet.

Nu er Europa på vej mod politisk sammenbrud, og EU går mod opløsning, hvis ikke der findes en løsning for de millioner, som er på flugt. Her ser jeg den største trussel mod demokratiet i Europa.

Foreningen Norden må sætte ind med en konference, hvor disse spørgsmål sættes på dagsordenen, så politikerne i Nordisk Råd og de nordiske regeringer forpligtes til at finde en vej, som kan være vejledende for EU.

Det var i 1919, efter Første Verdenskrig, Foreningen Norden blev til, og den har fungeret siden på et bredt folkeligt og politisk felt. De nordiske lande har et fællespræg i Europa. Derfor har de en særlig forpligtelse nu, hvor Europa er i krise.

Vesteuropa har haft fred i 70 år - den længste fredsperiode i Europas tusindårige historie. Nu står vi med terror over for borgerkrigslignende tilstande, og tykke lag af angst dækker Europa. Hvad stiller vi op?

Asger Baunsbak-Jensen er præst og forfatter, tidligere landsformand for Foreningen Norden