Åh, hvor kan man dog blive træt af al den snak om seksualitet. Evig og altid fyldes brevkasserne med spørgsmål fra klynkende mænd og kvinder. De ved ikke, hvad de skal gøre, men de ved, at noget skal gøres. De vil have lysten tilbage. Men er de villige til at betale prisen? I så fald kan de spare udgifterne til ”ærlighedscoachen”.
Fælles for de stakkels mennesker er, at de tilsyneladende har alt. Rammerne for det gode liv er der. Økonomien er fin, og karrieren kører på skinner. De har råd til at rejse ud en eller flere gange om året og går også gerne på restaurant i ny og næ. Alligevel sniger kedsomheden sig ind. De aner ikke, hvad de skal snakke om. De keder hinanden. Måske overvejer de at gå fra hinanden. Det er jo blevet så almindeligt. Næsten 50 procent af alle ægteskaber ender i skilsmisse, og i dag behøver man ikke engang at troppe op på Statsforvaltningen for at få det ordnet.
Spørgsmålet er bare, om det er den rigtige vej at gå. At bytte gammelt til nyt. At suge hinanden tomme for interesse for så at drage videre på den evige jagt. Det mener flere af de halvlærde coaches. Men de tager fejl.
For det første fordi selve gentagelsen vil begynde at kede den kære forfører. For det andet fordi det at romantisere er lige så naturligt for mennesket som det at begære. Serielt monogami er altså ikke en god løsning. Ikke når mennesket vil det hele. Trygheden og erotikken. Sofaen og køkkenbordet. Men er det overhovedet muligt at forene hyggen med lidenskaben?
Lad mig gøre én ting klar: Jeg er ikke psykolog, men litterat. Jeg søger ikke svar i statistik, hjerneforskning og eksperimenter, men i indgående karakterskildringer. Det kan man lære meget af. I romaner har man mulighed for at kigge et andet menneske over skulderen. Man kan på én gang være indeni og udenfor, på én gang føle og tænke. På få timer kan man gennemleve et helt liv og gøre sig erfaringer, som man kan bruge ude i det virkelige liv. Man kan udleve uden konsekvens. Det kunne mange have gavn af!
Men hvad kan man så lære om begær og parforhold ved at sidde med snuden nede i gode bøger? Alt muligt. Men pas nu på, for det er sjældent tandløst. Måske i populærlitteratur som ”Fifty Shades of Grey”. Her forsødes alting. Det hele er farligt på den ufarlige måde. Masochisten Anastacia Steel er paradoksalt nok altid i kontrol. Det andet er kun noget, de leger.
Det kan vi godt lide. Alting skal helst være opbyggeligt. Men bøger som disse vildleder os. De foregiver, at den smertefrie løsning ligger ligefor. Det gør den ikke. Tryghed og lidenskab harmonerer ikke uden for Hollywood. Det må vi indse for ikke at ende op med det ene uden det andet.
I den gode litteratur forholder det sig anderledes. Litteraturanmelderen Ole Jastrau bryder med familieidyllen og lader sig falde i en helvedes rus i Tom Kristensens ”Hærværk”, og Kierkegaards forfører holder sig på afstand af den kære Cordelia, fordi han ved, at ilden kvæles i det iltfattige rum.
Kristensen og Kierkegaards karakterer drager en konsekvens af deres erkendelser. De vælger lidenskaben. Men hvad bør vi andre så gøre? Skrotte parforholdet? Jeg tror det ikke. I stedet bør vi skiftevis kaste ud og trække ind. Pendulere mellem tryghed og lidenskab. Igen og igen sætte det hele over styr for så at hente det ind igen. Hvorfor? Fordi de to følelsestilstande kun får værdi i kraft af hinanden. Det må vi acceptere.
Ellers risikerer vi at leve et liv uden nogen af delene.
Kasper Dam Nielsen er stud.mag. i nordisk sprog og litteratur