Gotfredsen: Her er den sande vej til x-faktor

Det har op til denne jubilæumssæson af "X Faktor" været diskuteret, hvad begrebet x-faktor egentlig er, og et svar fik man tirsdag aften, da DR 2 sendte den vellykkede dokumentarfilm om rockgruppen Gasolin’ af Anders Østergaard

De tre X-factor dommere, Remee, Lina Rafn og Thomas Blachman
De tre X-factor dommere, Remee, Lina Rafn og Thomas Blachman. Foto: Polfoto.

I morgen indleder DR den 10. sæson af ”X Factor”. Fra begyndelsen har sangkonkurrencen skabt debat, fordi den rummer en vis latterliggørelse af mennesker, der udstiller deres manglende talent, og fordi den foregiver at skabe ægte sangstjerner, mens det jo primært handler om følelsesbåret underholdning, der forvrænger forestillingen om, hvordan man bliver til noget stort.

Det har da også op til denne jubilæumssæson været diskuteret, hvad begrebet x-faktor egentlig er, og et svar fik man tirsdag aften, da DR 2 sendte den vellykkede dokumentarfilm om rockgruppen Gasolin’ af Anders Østergaard fra 2006. Her fortælles historien om, hvordan man når toppen, og Kim Larsen, Franz Beckerlee, Wili Jønsson og Søren Berlev stillede ikke op i et tv- program, hvor de blev sminket som homogene medieprodukter og af tre poppede dommere udråbt til at være geniale, fantastiske og unikke.

I årene op til 1970’erne skubbede de rundt med deres instrumenter på en trækvogn i Københavns gader og gik i bad på Kofoeds Skole, mens de i døgndrift øvede og øvede og øvede. De brændte lidenskabeligt for musikken, og langsomt voksede lyden og dybden frem og blev til de sange og melodier, der ligger dybt integreret i dansk kultur.

Ikke mindst lever de i sjælen på de mennesker, der som jeg selv voksede op i 1970’erne og hvert år til jul med ivrige fingre pakkede den nye Gasolin’-LP ud. Som otteårig var jeg Gasolin’-fortabt og inderlig Kim Larsen-fan, for her kan vi tale om x-faktor. I dokumentarfilmen prøver Franz Beckerlee at forklare, hvad det er, Kim Larsen har og kan, og han beskriver det som et kolossalt nærvær udtrykt gennem stemmen.

En del er medfødt, men en del voksede frem gennem betingelsesløst engagement og stenhårdt arbejde, og hvert år ved ”X Factor”-tid udstilles kontrasten mellem det ægte og det falske. Ikke kun fordi ”X Factor” handler mere om tårer end om musik, men også fordi programmet postulerer, at man blot kan træde frem med sin unikke personlighed, så kommer resten stort set af sig selv.

Programmet udtrykker vor tids dyrkelse af den enkeltes spontane følelsesliv som en vej til sandhed og storhed, og resultatet er en malplaceret ophøjelse af individet, længe inden det har vist, at det formår at kæmpe og tro på en sag over længere tid. Der findes stadig musikere og sangere, der går den hårde vej og tager tingene alvorligt, men et program som ”X Factor” bilder tusinder af unge danskere ind, at man kan blive anerkendt blot ved at være den enestående person, som man sikkert både hjemme og i folkeskolen har fået at vide, at man er. Det kan tage mange år at overvinde denne falske selvfølelse, og kostbar tid kan tabes i et liv, hvor man måske ikke fik udrettet det, der var muligt. Fordi man for sent indså, hvad det kræver.

”X Factor” symboliserer en kulturel hulhed og overfladisk omgang med menneskets position i livet, der er vores fælles problem. Og man drømmer om dagen, hvor der ikke længere er seere til programmet. Eller hvor DR siger stop.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.