Vi oplever alle en forandret hverdag. Mange arbejder hjemme, konturerne flyder ud, og vi befinder os i et forår, som vi aldrig nogensinde vil glemme. Desto mere grund er der til at tage ved lære af det, og skulle nogen fortsat ikke have opdaget det, bliver det lige nu meget kraftigt understreget, hvor privilegeret det er at komme til verden i Danmark.
Mens sygdomsepidemien dominerer det meste af jordkloden, gør ikke mindst DR os den tjeneste at dokumentere, hvordan den menige dansker oplever omvæltningen, og for eksempel kunne man forleden høre en kvinde berette om sine personlige kvaler. Hun er illustrator og må erkende, at det er svært at arbejde hjemme, mens børnene skal passes og have hjælp til lektier. Ja, så forvirret er hun blevet, at hun en dag kom til at putte en engangsble i vaskemaskinen, hvilket har været medvirkende til, at hun for tiden føler sig ”utilstrækkelig” som mor.
”Fantastisk,” udbrød studieværten efter denne situationsbeskrivelse i en krisetid, og man ved ikke, om man skal græde eller grine.
Det første føles dog mest påtrængende, når man øjeblikket efter ser tv-billeder fra en indisk storby, hvor folk venter på epidemien midt i skidt og trængsel og fattigdom. Eller når man forestiller sig tragediens omfang, hvis sygdommen seriøst får fat i en flygtningelejr eller to.
Danmark er et godt sted at være, når en virus erobrer verden, og denne usædvanlige periode har meget at lære os om den dybe følelse af taknemmelighed. Den, der bør skære gennem alle generationer og enhver patetisk offertænkning, og tænk, hvis den også kunne forplante sig blandt de unge, der – i en klimaepoke af blandt andre Greta Thunberg – lærer at dyrke en identitet gennem bitterhed over den ældre generation.
En større taknemmelighedsfølelse ville i dén grad lige nu klæde en ung studerende som Harald Toksværd, der forleden i Politiken frydede sig over, at ”de voksne”, der ifølge ham systematisk har afmonteret fællesskabsfølelsen i vort samfund, nu får ”lov til at høste frugterne” i form af en usolidarisk ungdom, der i denne coronakrise insisterer på blot at ”feste videre”.
Åh, der er rundt omkring så langt ned til erkendelsen af, at man i dette land er ét af de heldigste mennesker i hele verden, og midt i en sygdomstid træder forkælelsen frem i en grad, der chokerer. Mens Harald Toksværd dyrker tidens ekstreme ungdommelige egoisme, beskriver danskerne på DR, hvordan det føles for en stund at måtte undvære det daglige cafébesøg.
Jeg forstår ikke, at de kan få sig selv til det, og man mærker en særlig flovhed vokse frem på alles vegne. Vi udgør et fantastisk forkælet folkefærd, ja, vi er blandt de heldigste mennesker i hele verden, så ti stille, hvis du ikke har noget reelt at pines over.
Jeg erkender, at jeg aldrig selv har prøvet at smide en engangsble i vaskemaskinen, men jeg tror, at man kommer over det. Lad dette forår blive til én lang påmindelse om begrebet taknemmelighed. Og lad os aldrig glemme det.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.