Der et på TV 2 blevet skabt en interessant figur. I serien ”Rita”, der for tiden om mandagen er i gang med sin fjerde sæson, møder vi den midaldrende skolelærer Rita, der roder noget forvirret rundt i livet.
Hun er mor til tre børn, men bor alene, efter at de er flyttet hjemmefra, og hun bevæger sig nu gennem tilværelsen som en fortvivlet rebel, der ryger som en skorsten og synes at balancere på kanten til helt at miste troen på livet. Hun er på én og samme tid med sit politisk ukorrekte sindelag i strid med tidsånden og et produkt af den, og i denne nye sæson er serien blevet forsynet med en fortælling fra Ritas teenagefortid, hvilket skaber en slags sammenhæng i hendes genstridige væsen.
Mille Dinesen spiller Rita på overbevisende vis, og mens serien fra begyndelsen fremstod som en lidt tynd kop te, hvor man mest undrede sig over den temmelig kritisable undervisning, som Rita udsatte eleverne for, har den udviklet sig til et tankevækkende portræt af en dansk kvinde i vildrede.
Rita er ensom, sarkastisk, desillusioneret og sat i en verden, hvor hun lever som en frit svævende skabning, der må drive evigt rundt i sin søgen efter forankring.
I tilbageblikkene aner man, hvordan meget er blevet grundlagt. Det skal forestille at foregå i 1980’erne, da man blev undervist i den kolde krig, og hvor Rita kæmper sin egen mutte kamp for at blive taget alvorligt som pige. I et afsnit træder hun op på et bord og trodser alle de stumme pigers skræk for at stå ved sig selv og råber: ”Jeg hedder Rita, jeg hedder Rita!”.
Denne desperate manifestation bliver hun på sin vis ved med at udleve. Hun er symbolet på den danske kvinde, der er vokset op med formaningen om at forme sin egen identitet og ikke finde sig i noget, og derfor bevarer hun som voksen en sært fjendtlig og kampberedt tilgang til verden. Den er naturligvis brugbar i tilspidsede situationer, men den gør hende samtidig isoleret i det almindelige liv. På sin vis har hun et hjerte af guld, og eleverne elsker hende, men Rita er stadig desperat.
Jeg ved ikke, om manuskriptforfatter Christian Torpe har haft det som formål, men han har med Rita skabt et portræt af en dansk kvinde, der skærer én lidt i hjertet. Hun udstråler meget lidt glæde, og man frygter, at hun bærer tragedien med sig. Næste skridt i udviklingen er, at Rita efter at være blevet genforenet med sin barndomsveninde nu skal til at genoplive en homoseksuel side af sig selv, og vi kender skabelonen. Det homoseksuelle aspekt opstår ofte i dag i fortællinger som en naturlig følge af det grundforvirrede moderne individs flakken rundt.
Det kan være svært at vide, hvad der kommer først – seksualiteten eller forvirringen, hvilket vist i sig selv udgør en pointe ved vor tid. ”Rita” har udviklet sig til at være en lidt hjertegribende fortælling om en ensom dansk kvinde med rødder i 1980’ernes kølighed.
Hun er på én og samme tid begavet, irriterende, ensom og fortabt, og jeg tør godt hævde, at hun findes derude i tusindvis.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.