Prøv avisen

Den gejstlige anmeldelsespligt gælder kun, når den afværger nye overgreb

Som livslang anklager og straffedommer studsede jeg ved det voldsomme omfang af kritikken i Kristeligt Dagblad den 17. marts mod biskop Czeslaw Kozon for hans manglende anmeldelse af de af ham konstaterede meget gamle tilfælde af sædelighedsforbrydelser mod børn begået af danske katolske gejstlige.

Særligt undrede jeg mig over professor Kirsten Ketschers påstand om, at biskoppen har et juridisk ansvar ud over det strafferetlige. Den rette sammenhæng er, at der ikke består en direkte pligt til at anmelde selv de groveste forbrydelser, såfremt formålet "kun" er at straffe den skyldige eller eventuelt opnå en gunstig terapeutisk virkning for den forurettede.

Derimod består der en indirekte anmeldelsespligt i medfør af straffelovens paragraf 141, som bestemmer straf for den, der med viden om, at en alvorlig statsforbrydelse eller en forbrydelse, der medfører fare for menneskers liv eller velfærd – dette omfatter utvivlsomt sædelighedsforbrydelser mod børn – eller for betydelige samfundsværdier, ikke gør, hvad der står i hans magt for at forebygge forbrydelsen, "om fornødent ved anmeldelse til øvrigheden".

FOR AT SKÆRE DET ud i pap: Er anmeldelse nødvendig for at afværge en fremtidig forbrydelse, er den påkrævet, ellers ikke. Anmeldelsespligten er således meget snæver, men til gengæld er den på sit begrænsede område undtagelsesfri.

Ikke engang skriftemålets hellighed annullerer anmeldelsespligten, hvis anmeldelsen er nødvendig for at hindre en ny forbrydelse. Min hustru, som er teolog, var noget forbløffet, da jeg første gang fortalte hende dette.

Overført til biskop Kozons tilfælde: Som jeg husker sagen, har han kendskab til nogle tilfælde fra 1980'erne, de fleste gerningsmænd er døde, en enkelt lever, men virker ikke længere som præst, det vil sige, at der ikke er risiko for gentagelse. Her foreligger ingen anmeldelsespligt efter paragraf 141. Havde de forurettede ønsket anmeldelse, burde kirken have foretaget en sådan, men jeg er indforstået med, at biskoppen her har respekteret de forurettedes ønske om ikke at anmelde. Traumet ved at genopleve det gamle overgreb ved at skulle fortælle om det kan være for stort.

Hvis gerningsmanden derimod fortsat virker som præst, ville biskoppen ved at lukke øjnene – eller endog, hvad værre er, forflytte præsten til et andet sogn, hvor han kunne begå nye overgreb – sandsynligvis overtræde paragraf 141, men sådanne tilfælde foreligger efter det for mig oplyste ikke. Hvis biskoppens udtalelser skal forstås således, at han næppe heller ville anmelde sådanne, endnu hypotetiske forhold, er det kritisabelt.

Der er en glidende overgang mellem de tilfælde, hvor anmeldelse er nødvendig, og de tilfælde, hvor det er forsvarligt at undlade anmeldelse, og hvis biskoppen er i tvivl, bør han snarere anmelde en gang for meget end en gang for lidt. Om forbrydelsen er strafferetligt forældet, er ligegyldigt – her er jeg enig med professor Ketscher – og i øvrigt er forældelsesfristen meget lang, 10 år, og begynder først at løbe fra den forurettedes fyldte 18. år.

MIN KONKLUSION ER ALTSÅ, at medens biskoppen formentlig vil have en anmeldelsespligt for eventuelle nye overgreb, der i fremtiden måtte komme til hans kundskab, er der juridisk intet at bebrejde ham for den manglende anmeldelse af de af ham kendte gamle overgreb.

Om han af andre grunde, for eksempel ønsket om at sikre den danske katolske kirkes legitimitet, burde have anmeldt forholdene, er ikke mit bord, men jeg har sympati for, at han respekterede de forurettedes ønske om ikke at gå videre med sagen.

Peter Garde,
forhenværende kriminaldommer
Frederiksgade 4,
Hillerød