Den gode hyrde og det slagtede påskelam

Christian Bryld spørger i et læserbrev den 2. maj, om den vegeterende Jesus (omtalt i Kristeligt Dagblad den 28. april) er den samme, som spiste lammekød med sine disciple? Der er kun én Jesus, og det er Kristus, vor frelser. Denne Jesus, Guds inkarnation, er alt omfattende kærlighed. Kan du forestille dig, at Jesus, den gode hyrde, slagtede påskelammet - eller tror du, at Jesus bad en discipel om at udføre den beskidte handling, eller mon Jesus gjorde ligesom vi gør, nemlig vendte ryggen til/fortrængte drabet og købte et allerede slagtet lam? Lam er som bekendt ikke noget, der vokser på træerne, at spise kød kræver en blodsudgydelse. At slagte/tage liv på grund af lyst til kød er en handling, som står i skærende kontrast til Jesu natur til kærligheden. Jesus kan efter min mening ikke både være vor frelser og dyrenes bøddel. I Matthæus (14 v. 17-19) bespiser Jesus over 5000 mennesker med fem brød og to fisk. I den græske orginaltekst står der dog intet om fisk. Der tales om brød og opsom, som betyder efterret. Denne bestod for det meste af frugter. Bibelen rummer sin sandhed, men bogstaveligt skal den næppe læses. Jeg finder det særdeles vigtigt, at vi som kristne ikke kun forholder os til vort medmenneske, men til hele skaberværket på kærlig vis. Livet, alt som ånder og gror, er Guds værk og har derfor krav på respekt og omsorg. Ifølge Bibelen ved vi, hvordan det var i begyndelsen, Adam og Eva levede udelukkende af frugterne fra Edens have. Ligeledes ved vi, hvordan det bliver, når Gud engang manifesterer sit rige (Esajas 11 v. 6-9): »Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet, kalv og ungløve græsse sammen, en lille dreng vogter dem. Koen og bjørnen blive venner, deres unger ligger sammen, og løven æder strå som oksen. Spædbarnet leger ved slangens hule, det lille barn stikker sin hånd i hugormens hul. Ingen volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg, for landet er fyldt med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund.« Mennesket bliver aldrig en del af den her skildrede fred, så længe vi slår Guds skabninger ihjel eller lader andre gøre det for os. Vi befinder os i dag imellem disse to perioder (begyndelsen og det endelige Gudsrige) i det, som Bibelen kalder »syndefaldet«. Kødspisning hører denne periode/det faldne menneske til. Det er dog ingen naturlov, at vi skal blive hængende i syndefaldet, som et andet dyr styret af lyst og drift. Gud har indblæst sin livsånde i os. Gud har bl.a. givet os en forstand, en fri vilje og evner - også til at føle med - medfølelse. Brug sammen med bønnen disse gaver i det godes tjeneste. Det klæder især ikke en kristen at bande og være beruset, lige så lidt klæder det denne Guds tjener at gøre sig medskyldig i en medskabnings død. At dømme ud fra den måde, som vi praktiserer vor tro på, ligner kristendommen en religion, som alene vedrører vore indbyrdes forhold og personlige frelse. Når emnet falder på f.eks. landbrugsdyrene og de usle kår, som de lever under, og dyrenes (meningsløse) død, da synes både vor ansvarlighed og omsorg at gå fløjten. Vi mener tilsyneladende, at vor opgave kun er at tjene den del af livet, som vi selv er en del af, dvs. menneskeslægten; er det kristendom, eller er det en misforståelse? Nogle præster mener med henvisning til Bibelen at kunne forsvare/retfærdiggøre f.eks. kødspisning, og det vil nu om dage sige: Dyrs lidelse og død. Alt, hvad der står i Bibelen, er bibelsk, men ikke alt, hvad der står i Bibelen, er kristendom. Kødspisning forekommer sandt nok i Bibelen, det gør krig også. Hverken kødspisning eller krig er efter min mening forenelig med kristendom. En religion, som ikke har hjerterum for den øvrige skabning, er fattig. Kristendommen er stor og livsbekræftende. Er det ikke en kristen dyd at træde varsomt, at gøre mindst mulig skade? Lad os da i vor husholdning og kirke (frokost) vælge livet og lyset. Det vil i denne sammenhæng sige vegetabilske og økologiske varer og forsage slagtehusets død og mørke. Steffen Petersen, Regenburgsgade 11 st.th., Århus