Et dansk tv-hold har fulgt fertilitetslægers arbejde med at iværksætte og overvåge graviditeter hos rugemødre i Grækenland. En bulgarsk tjenestepige hjalp sine tidligere arbejdsgivere ved at bære en tvillingegraviditet for dem. Hendes ansigtsudtryk, da hun blev spurgt, hvad hun så fik for det, sagde en del. Hun fortalte, at det vidste hun ikke. ”En gave, forhåbentlig.”
Udgifterne til gennemførelse af graviditeten dækkes af det par, der er de længselsfuldt ventende forældre til de to små. Og så har de hævet over enhver tvivl en underhåndsaftale med den fattige kvinde om en uofficiel betaling.
Udsendelsen viste med al ønskelig klarhed det netværk af mærkelig, uklar lovgivning og det proletariat af gravide, der muligvis endog ikke var ønskede som fastboende borgere i Grækenland.
Et land, der er så økonomisk hårdt ramt, at det at fremstille børn gennem rugemoderskab er indtænkt som en del af det økonomiske løft til landet – noget, der i sig selv er med til at fremhæve, at der er etisk set tynd is under processen.
Nogle vil vende den udsendelse om og sige: Skal vi så ikke gøre det bedre og mere åbent i eget land? Er vi ikke med til at sende borgere til lande med uholdbare løsninger, så længe vi ikke har en gennemsigtig og lovmedholdelig måde at gennemføre betalt rugemoderskab på i Danmark?
Det er bestemt en mulighed. Især hvis man vælger at se bort fra de markedsmekanismer, der opstår, når graviditet og aflevering af nyfødte bliver gjort til en vare, også i Danmark.
Hvis det bliver lovligt – og forventeligt dyrt – i Danmark, så vil det dermed være tilladt at få børn på den måde og også være tilladt at hente barn efter samme metode, billigere, i lande, der lægger mindre vægt på kvinders helbred og sikkerhed, end Danmark gør. Lande, hvor fertilitetslæger oplægger flere æg for at opnå graviditet og dernæst delaborterer for at komme ned på tilladeligt antal som kendt fra flere steder i Indien. Hvor kvinder får kejsersnit i 80 procent at tilfældene. Noget, der risikerer at påvirke deres helbred for livet.
Jeg ser ikke ønsket om rugemoderskab i Danmark som smart efterligning af Hollywood. Jeg er overbevist om, at langt hovedparten af de familier, der ønsker at benytte metoden lovligt i Danmark, hellere selv ville bære barnet, hvis det var en mulighed, og jeg forstår det brændende ønske om at få et barn.
Men der er ikke alene forældreønsket at tænke på her. Der er også et barn at tænke på. Måske er der for hvert barn, der tages fra sin mor ved fødslen, indbygget et savn? Det ved vi faktisk ikke noget om, og mennesker er tilpasningsdygtige. Men vi ved mere og mere om den nyfødtes fantastiske evner og om betydningen af nærhed, kontakt og amning.
Skal vi så systematisk tillade dette afbræk – planlagt – for at sikre alle et barn?
Det er almindeligt her at fremføre: Jamen, er du så også modstander af adoption? Nej, det er jeg ikke! Der handler vi jo – forhåbentlig – netop efter et barns behov, et barn, der ikke længere har forældre til at magte opgaven.
Men barnet, der er båret af en rugemoder, er den sagesløse part mellem voksne i en gaveudveksling – eller i en handel med livmoderfunktion og afkom. At det nu sker i Grækenland under svær økonomisk nød – det siger efter min mening en del.
Etisk set skrives på skift af højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm, tidligere folketingsmedlem Tove Videbæk, medlem af Det Etiske Råd og universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris og formand for Jordemoderforeningen og medlem af Det Etiske Råd Lillian Bondo