Uanset hvordan man vender og drejer det, er der ingen tvivl om, hvilken mediehistorie der har domineret den forgangne uge.
Danmark er blevet hjemsted for én af de mest gådefulde og makabre kriminalsager længe set, og sagen om Peter Madsen og Kim Wall har også vakt opsigt i udlandet.
Herhjemme har den ikke mindst i tv-nyhedsdækningen fyldt stort set alt, og man hensættes i den kendte tilstand, hvor man følger med, mens man samtidig aner, at man burde distancere sig noget mere. Fordi der foregår en for vor tid så klassisk sammenblanding mellem oplysning, underholdning og ren fascination.
I mandags blev et lig fundet på Amager, og i onsdags blev det offentliggjort, at der var tale om den svenske journalist Kim Wall, der aldrig kom levende ud af ubåden. Reportagerne fra Walls hjemegn ved Trelleborg greb om sig, og den tidligere PET-chef Frank Jensen, som vi kender fra dækningen af adskillige terrorangreb, har siden i timevis siddet og udtalt sig om mysteriet under vand.
På TV2 News udviklede der sig en ligefrem pinagtig gættekonkurrence, hvor vært Jens Gaardbo ville have Frank Jensen til ud fra få tv-billeder at beskrive Peter Madsens psykologiske indre.
”Kræver det ikke en særlig personlighed at møve et lig op gennem lugen i en ubåd?”, lød ét af Gaardbos smagfulde spørgsmål, og det behøver man nok ikke at have en fortid i PET for at kunne svare på.
Dele af kommunikationen i medierne bliver i dage som disse nærmest absurd, og sagen er da også, at der er sket en ret markant udvikling i måden at dække kriminalsager på.
Dette blev understreget i P1 torsdag morgen, da en ekspert i krimijournalistik forklarede, hvordan normerne i denne genre har ændret sig. Mens den tidligere hovedsageligt bestod af rapportering af politiets nøgterne informationer, lægges der nu stor vægt på de pårørendes følelsesliv og de mere makabre detaljer. Det hele blev her betegnet som ”et psykologisk øvelsesterræn” for os, der følger med, idet vi får mulighed for at overveje vores egen normalitet, og man kunne tilføje, at vi samtidig passende kunne evaluere vor tids – og ens egen – daglige optagethed af en hårrejsende føljeton.
Krimijournalistikken har gradvist indtaget rollen som én af medieuniversets helt store leverandører af underholdning, og midt i en tid, der er så fyldt med personfikseret og følelsesladet kommunikation, er man måske lidt for længe om at indse, hvor meget man på letkøbt vis lader andres tragedier fylde i sit liv.
Dragelsen mod menneskets sorte side er tidløs og indiskutabel, og der kan foregå et vist overlap mellem virkeligheden og den endeløse strøm af fiktive krimier, der hærger epoken.
Derfor indser man efter en uge som denne, at det nok ville være sundt for sjælen for en stund at melde sig ud af strømmen. Det er nemlig ganske vist.
Omgivet af medierne lever vi i et permanent psykologisk øvelsesterræn, og jo mere grusom en forbrydelse er, desto mere tvinges man til at prøve at forstå, hvorfor man interesserer sig for den.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.