Svend Brinkmann skal have tak for at udfordre nyttetænkning og instrumentalisering.
Han skal også have tak for at problematisere menneskets evindelige fokus på sig selv og i stedet pege på forpligtelsen over for den anden. Det er prisværdigt, at han taler om en universel etik, selvom han strander på spørgsmålet om, hvad der så sætter den etik og forhindrer den i ikke at forskubbe sig efter vort forgodtbefindende, hvad den jo har det med at gøre.
Men kan mennesket ligefrem være godt uden Gud, sådan som Brinkmann synes at mene?
Det er jo ikke, fordi jeg ikke har hørt det før. Folk siger ofte: Jeg har ikke brug for Gud for at være god. Eller: Jeg er et godt menneske, så jeg behøver ikke Gud. Og det er da ærlig snak.
Det er jo rigtigt, at hvis man er et godt menneske, så behøver man ikke Gud. Det er de syge, der har brug for en læge og ikke de raske. Jesus kom ikke for at kalde retfærdige, men syndere.
Kirken er ganske vist for alle, men den er nok mest for den sjæl, der er syg for den evige hvile, som Grundtvig skriver i ”Kirken den er et gammelt hus”.
Folk siger for det meste, at de rigtig godt kan lide Jesu budskab om tilgivelse og næstekærlighed. Men dogmet om, at Jesus virkelig bar vor skyld og tog vor skam og levede det liv, vi skulle have levet, og led den død, vi skulle have lidt, det er så doktrinært, synes mange.
Det vigtige er Jesu eksempel. Med andre ord: Det vigtige er at være et godt menneske.
Der er bare det, at det ikke er til megen hjælp eller trøst, hvis man når til grænsen for, hvad man selv formår. Man kan nemlig nå dertil, hvor man erfarer, at menneskelivet kun er som et vindpust. Man mærker, ikke at man står fast, som Brinkmann opfordrer til, men at man flagrer hid og did. Man mærker, at der var en grænse for, hvad man kunne udrette, for hvad man ene menneske kunne bære. Man slog ikke til. Man kunne ikke betale den gæld, der er kærlighedens.
Da blev fordringen om at elske næsten bare endnu et paradigme, der knuste en. Og så kan man blive syg for den evige hvile. Så kan ens sjæl blive så syg og træt og tung, at man har brug for en til at komme og være god for en.
Det er rigtigt, at gode mennesker ikke behøver Gud. Men for os, der kan komme i tvivl om vor godhed, er det nu en trøst, at vi, når vi kommer til kort med vor egen godhed, når vi fejler og svigter og fornedrer os selv og hinanden, at vi da kan håbe på, at der hos Gud er godhed. At vi kan trøste os med, at det er træet, der bærer frugterne og ikke omvendt frugterne, der bærer træet.
Nana Hauge er valgmenighedspræst