I en luthersk kirke spiller menighedens kaldelsesret en meget stor rolle. Det, der gør en præst til præst, er hverken uddannelse, særlige egenskaber eller den kirkelige indvielse, men derimod, at der er en menighed, der vil betro den pågældende at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne for just denne menighed.
Når vi tænker sådan, skyldes det, at den egentlige indvielse til at være præst, er dåben - alle døbte har den opgave at tjene deres medmenneske med evangeliet, men vi har et særligt præsteembede for ordenens skyld og for at sikre at de bedste ressourcer, tidsmæssigt og uddannelsesmæssigt, er til rådighed for denne opgave.
I folkekirken udmøntes den grundlæggende lutherske forståelse af nødvendigheden af menighedens kaldelse i, at det er menighedsrådene, der vælger deres præster - og ikke de kirkelige myndigheder.
Der findes ikke præster uden en menighed - det er børnelærdom i vores kirke. Vi har strakt forestillingen en smule i forbindelse med de senere års oprettelse af særpræstestillinger, med ordination af organisationsansatte med mere - det er et udtryk for, at man selvfølgelig må tilpasse menighedsforståelsen til realiteterne, som indebærer, at kirkemedlemmer af forskellige grunde i kortere eller længere tid får en tilknytning, der ikke er geografisk bestemt, men f.eks. funktionsbestemt.
Men hvad sker der, når menighedens kaldelse ophører, i hvert fald i formel forstand - ved at menighedsrådet tilkendegiver, at de ønsker præstens ansættelse bragt til ophør? Aktuelle præstesager rejser spørgsmålet, og vi kan lige så godt se i øjnene, at den slags sager kommer der flere af i fremtiden. Ja, så burde teologisk konsekvens naturligvis tilsige, at så ophørte præstens funktion det pågældende sted. Man kan selvsagt i enkelt-tilfælde stille spørgsmålstegn ved, hvor repræsentativt menighedsrådet er, når det er sammensat ved aftalevalg, men vi plejer sådan set at betragte også disse som rimeligt repræsentative. Bortfalder menighedens kaldelse, er der et tvivlsomt grundlag for en fortsat tjeneste det pågældende sted.
Som oftest sker der det, at systemet går i sort, som det jævnligt er set, med en fuldstændig urimeligt langvarig og opslidende proces, hvor alle og enhver - og i hvert fald det kirkelige liv - ender med at stå som tabere. For vi har ingen instrumenter for en sådan situation. Det har også at gøre med, at præsten er beskyttet i sin ansættelse af sin tjenestemandsstatus. Og denne status har sin selvfølgelige begrundelse i, at præsten skal være fri i sin forkyndelse - og ikke i lommen på menigheden. Også for dette gælder der solide teologiske argumenter.
Det er her som i andre forhold i folkekirken, at hvis vi skal bevare nogle gode velbegrundede ordninger, så må der nødvendigvis skaffes nogle ventiler, uden at ordningerne derfor bliver fuldstændigt gennemhullede. Med andre ord: der skal gives præster og menigheder mulighed for at få en ny begyndelse - ved at der skabes nogle fleksible ordninger for forflyttelse af præster i særlige tilfælde.
For tre år siden fremkom en arbejdsgruppe med otte sådanne forslag. Rapporten var bemærkelsesværdig derved, at tre af forslagene på forhånd var blevet skudt ned af Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer, nemlig de tre, der begrænsede menighedsrådenes kaldelsesret, dog i et klart afgrænset antal tilfælde.
Jeg mener, at alle disse forslag bør tages frem igen - også for at fastholde tanken om kaldelsen som noget grundlæggende for en præsts virke (nemlig i de situationer, hvor der ikke længere kan tales om kaldelse). Det handler desuden om en nogenlunde nutidig personalepolitik. Det må være muligt for menighedsråd i sogne med tre eller fire præster en gang imellem at renoncere på indstillingsretten og have så meget tillid til de kirkelige myndigheders skøn, at man så at sige »kalder« den, som biskoppen foreslår. For min skyld kunne man gerne knytte nogle sikkerhedsventiler også til en sådan ordning i form af f.eks. en åremålsbegrænsning.
Jeg ved, at der er menighedsråd, der vil fremføre, at hvis menighedsrådet blev ansættelsesmyndighed, var problemerne løst - ved at præsterne simpelthen kunne fyres. Men er det en rimelig fremgangsmåde - der forekommer jo også tilfælde, hvor menighedsrådet må påtage sig en afgørende del af ansvaret for, at kaldelsesforholdet er brudt sammen.
Det hører med i billedet, at der heller ikke hvad arbejdsgruppens fem i enighed fremsatte forslag er sket noget siden rapportens fremkomst. Også disse forslag burde bringes til udførelse, selvom de ikke vil have den samme virkning.
Niels Henrik Arendt er biskop i Haderslev Stift